Min kæreste har haft en traumatisk sexuel oplevelse, hvordan får hun hjælp til at komme over den?

Spørgsmål:

Jeg har et lille problem - eller rettere min kæreste har...

Vi har kommet sammen i snart 1 år og har endnu ikke haft sex. Jeg er 27 og hun er 22.

Vi er glade for hinanden - det er ganske vist, og vi har tit forspil. Men når jeg så forsigtigt berører hende i skridtet så fjerner hun min hånd. Det tog mig længe før jeg fandt ud af hvad der var problemet - men en aften fik hun fortalt mig om det. Det var svært for hende og hun græd meget.

Det der er hendes problem, er at hun har engang tidligere haft en sexueloplevelse som gjorde ondt.

Jeg har på intet tidspunkt skubbet på - har hun sagt stop har jeg

naturligvis accepteret det. Men indtil hun fortalte mig om det var jeg jo forundret. Hun siger at hun gerne vil, og har lyst, men ikke kan. Men jeg har sagt til hende at det er hende som bestemmer, og vil hun ikke så må hun bare sige stop.

Mit problem består i at jeg har det dårligt med at se hende græde omkring dette. Jeg har spurgt om det var voldtægt, men det benægter hun. Jeg har forsigtigt spurgt om vi skulle snakke med nogen som havde forstand på den slags - men det syntes hun ikke særligt meget om.

Jeg er stadigvæk jomfru som 26 årig - tro det eller ej - så jeg ser jo frem til den dag hvor det sker. Men stadigvæk respekterer jeg hendes "skræk". Men det er et problem og det har varet i over 1 år, og kan det vare over 1 år - så kan det også vare længere endnu og det syntes jeg vil være synd for hende.

Jeg ved godt at jeg ikke kan forvente nogen "mirakelkur", men

et par gode råd kunne der måske blive rystet ud af posen.

Sidst men ikke mindst vil jeg høre om systemet tilbyder hjælp i

sådanne situationer og hvem man i givet fald skal snakke med.

Svar:

Du skriver, at din kæreste tidligere har haft en ubehagelig

sexualoplevelse, der nu giver hende problemer i jeres indbyrdes

sexualitet.

Du skriver at oplevelsen gjorde ondt, men ikke om det var i psykisk eller i fysisk betydning, eller en kombination.

Uanset om din kæreste har været udsat for et overgreb eller ej, bør hun have professionel hjælp til at få løst op for den traumatiske oplevelse hun har været udsat for. Hun må derfor henvende sig til sin praktiserende læge og blive henvist til psykolog/sexolog.

Det er desuden vigtigt, at behandling sættes ind så hurtigt som muligt, så det ikke udarter sig til et kronisk mønster i jeres sexualliv. Du giver udtryk for, at det er synd for din kæreste - man kunne jo også anskue det fra den vinkel, at det måske ikke bare er synd for "jer ".

Du skriver, at du ser frem til den dag, hvor du skal have din debut. For at dette skal lykkes, er du nok også nødt til at få set på nogle sider i dig selv. Måske er der noget i dig du ikke helt har kontakt til, der er bange for samleje.

Da der jo er en grund til, at lige netop i to har valgt hinanden, må man nødvendigvis se på samspillet jer imellem. Sandsynligvis forstærker i nogle negative sider hos hinanden og holder andre mere positive i ave. Det er derfor måske tilrådeligt med en form for parterapi, hvor der bliver set på jeres fælles interaktion.

Med venlig hilsen

Børge Dandanell Thomsen

Sidst opdateret: 18.06.2001