Kan lavendelolie eller Molkosan bruges til at behandle neglesvamp?

Spørgsmål:

Hej NetDoktor

Mine negle ligner, at de er stødt ind i et dørtrin..de er let violette og brun-gule, men kun storetå-neglene i den øverste del af neglen, det er ved at arbejde sig hen over neglen. Da jeg ikke har 1500,- til behandling vil jeg gerne vide om det er rigtigt, at lavendelolie eller Molkosan virker? Så længe det ikke er skadeligt, er jeg villig til at prøve, især nu hvor det snart er klip klap tid.

Jeg glæder mig til at høre fra dig, snarest.

Mvh. Malene

Svar:

Kære Malene

Som jeg forstår dit spørgsmål, vil du gerne vide, om lavendelolie eller Molkosan kan bruges til at behandle neglesvamp.

Du beskriver dine storetå-negle som misfarvede, og det er rigtigt, at neglesvamp kan vise sig ved en farveændring og ofte også ved fortykkelse og løsning af neglene. Man kan dog ikke med det blotte øje konstatere, om en misfarvet negl skyldes en svampeinfektion. Derfor er det vigtigt, at du får stillet diagnosen neglesvamp, inden du går i gang med en behandling. Det gøres ved at tage et svampeskrab, hvor lidt materiale fra neglens forandrede område skrabes af og undersøges i laboratoriet. En sådan undersøgelse kan du få foretaget hos din egen læge eller hos en hudlæge.

For at kurere svamp i tånegle er det sædvanligvis nødvendigt med en længerevarende tabletbehandling, mens lokale svampedræbende midler som den eneste behandling oftest ikke er tilstrækkeligt effektive, bl.a. fordi de ikke trænger langt nok ned i neglen til at kunne kurere svampen. På den baggrund vil jeg derfor også vurdere, at hverken lavendelolie eller Molkosan (indeholder koncentreret ostevalle) vil have en chance for at kunne kurere neglesvamp. Det skal dog siges, at der mig bekendt ikke foreligger nogen videnskabelige undersøgelser, som belyser effekten af lavendelolie og Molkosan til at behandle neglesvamp. Mit svar til dig beror derfor på et vurdering ud fra teoretiske overvejelser.

Med venlig hilsen

Merete Hædersdal

Læge

Sidst opdateret: 27.03.2003