Hvad er behandlingsvarigheden og prisen for medicinsk behandling for neglesvamp?

Spørgsmål:

Hej NetDoktor

Jeg har fået konstateret neglesvamp. Min højre lilletå er som på de billeder jeg har set her på siden eller i tv. Jeg synes at det har bredt sig til huden omkring lilletåen. Det klør og svier.

Jeg er lidt forvirret over behandlingstiden. Nogen steder siger man, at det tager en uge og min egen læge siger 3 mdr. Hvad er rigtigt? Jeg kan heller ikke forstå hvorfor det skal koste en formue at få det behandlet?

Venlig hilsen

J.

Svar:

Kære J.

Du spørger om behandlingsvarighed og pris for medicinsk behandling for neglesvamp.

For at kurere neglesvamp er det sædvanligvis nødvendigt med en længerevarende tabletbehandling, hvor flere forskellige præparater kan anvendes, bl.a. terbinafin, itraconazol og fluconazol. Efter sådanne tabletbehandlinger opnår de fleste patienter en bedring af deres neglesvamp, men ikke alle bliver helbredte. Nyere undersøgelser tyder på, at man kan opnå en større helbredelse ved at kombinere tabletbehandling med en neglelak, der også indeholder et svampedræbende middel (amorolfin). Desværre er neglelakken som den eneste behandling oftest ikke tilstrækkelig til at kunne kurere neglesvamp. Alle ovennævnte præparater er receptpligtige.

Behandlingsvarighed:

Behandlingsvarighed for præparaterne er følgende: Terbinafin gives dagligt i 3 mdr. til svamp i tånegle og i 6 uger til svamp i fingernegle. Itraconazol gives dagligt i 7 dage, herefter pause i 3 uger; gentages x 3-4 til svamp i tånegle og x 2 til fingernegle. Behandling med fluconazol gives en gang om ugen i 6-12 måneder for svamp i tånegle og i 3-6 måneder for svamp i fingernegle.

Det er på ingen måde tilstrækkeligt at give tabletterne i kun en uge, hvis man skal kurere neglesvamp. Derimod er det til behandling af fodsvamp kun nødvendigt med 1-2 ugers behandling.

Pris:

Efter oplysninger fra Lægeforeningens Medicinfortegnelse koster terbinafin og itraconazol nu begge ca. 1200 kr. for behandling af svampeinfektion i tånegle i de anbefalede doser og behandlingsperioder, dog bliver prisen billigere, hvis du får anden tilskudsberettiget medicin. Fluconazol er væsentlig dyrere, men også her afhænger den endelige pris af, om du får anden tilskudsberettiget medicin. Neglelakken koster for 5 ml. ca. 400 kr., men igen billigere, hvis du får anden tilskudsberettiget medicin. Ovennævnte priser er anført for behandling af svamp i tånegle, som er det hyppigst forekommende. Behandling af svamp i fingernegle er derimod kortere og derfor billigere, ca. halv pris i forhold til ovenstående.

Sidst opdateret: 30.05.2003