Kan man bruge en almindelig neglelak i behandlingen af neglesvamp?

Spørgsmål:

Hej NetDoktor

Jeg har læst i et af jeres svar, at man skal bruge en neglelak, kan det ikke være en "almindelig" negleak?

Den koster jo langt mindre.

Venlig Hilsen

Liselotte

Svar:

Kære Liselotte

Desværre er det ikke muligt at behandle neglesvamp med almindelig neglelak.

For at kurere svamp i tånegle er det sædvanligvis nødvendigt med en længerevarende tabletbehandling, hvor flere forskellige præparater kan anvendes, bl.a. terbinafin, itraconazol og fluconazol. Nyere undersøgelser tyder på, at man kan opnå en større helbredelse ved at kombinere tabletbehandling med en medicinsk neglelak, der også indeholder et svampedræbende middel (amorolfin). Desværre er neglelakken som den eneste behandling oftest ikke tilstrækkelig til at kunne kurere neglesvamp. Alle ovennævnte præparater er receptpligtige.

Sidst opdateret: 19.06.2003