Hvor længe fortsætter forstyrrelsen af min smags- og lugtesans?

Spørgsmål:

Hej NetDoktor

Ca. 3-4 dage efter, at jeg startede behandlingen med lamisil, forsvandt mine smags- og lugtesanser fuldkommen. I perioder vender det meget svagt tilbage. Hvor længe kan disse forstyrrelser vare. De har p.t. varet ca. 8 uger indtil dags dato.

Svar:

Kære spørger.

Du har oplevet svind af smags- og lugtesans efter behandling med terbinafin (indholdsstoffet i lamisil) og spørger, hvor længe denne bivirkning kan vedvare?

Terbinafin er en af de mulige tabletbehandlinger for neglesvamp. I henhold til Lægemiddelkataloget er der følgende potentielle bivirkninger til behandlingen:

TERBINAFIN:

Efter indtagelse af tabletter forekommer bivirkninger hos ca. 10%. Hyppigst ses forbigående gener fra mave-tarm kanalen i form af appetitløshed, mavesmerter, eller diarré. Kvalme ses hos ca. 5%. Hos 2-5% ses hududslæt. Sjældnere kan forekomme led- og muskelmerter, allergiske reaktioner og påvirkning af lever og knoglemarv. Forbigående smagsforstyrrelser ses hos mindre end 1%.

Som du kan se, er smagsforstyrrelser en sjælden, men velkendt og forbigående bivirkning. Jeg har ikke selv nogen erfaring med, hvor længe denne bivirkning kan vare ved, og jeg har derfor forhørt mig hos medicinalfirmaet, som sælger terbinafin.

Det oplyses fra firmaet, at hos alle de patienter, som de har kendskab til, der er smags- og lugtesansen vendt tilbage. Der er altså ikke kendskab til, at bivirkningen skulle være blivende. Hyppigst varer generne ligeså længe, som man har indtaget præparatet, eller en smule længere - desværre er det ikke det samme for dig. Firmaet har dog også kendskab til et enkelt tilfælde, hvor generne har varet op til et år.

Jeg vurderer ud fra din henvendelse, at du er ophørt med at tage medicinen, men det fremgår dog ikke helt klart. Jeg vil uden tvivl tilråde dig, at du stopper med at tage pillerne. Derudover vil jeg anbefale, at du tager kontakt til din læge, som vil anmelde bivirkningen.

Håber snarest, du får din smags- og lugtesans tilbage.

Sidst opdateret: 02.07.2003