Har jeg neglesvamp?

Spørgsmål:

Kære Merete,

Jeg blev trådt over tåen af en stilethæl, da jeg var 18 og derefter var der blod under neglen. Jeg gik og ventede på at det skulle gå i sig selv igen, men i stedet for, blev min negl langsomt gullig.

Mit spørgsmål går simpelthen på, om man ikke kan købe noget håndkøbsmedicin på apoteket til behandling af neglesvamp, eller om jeg skal opsøge læge. Jeg er helt sikker på, at jeg har neglesvamp.

Tak for jeres svar.

Med venlig hilsen

Line

Svar:

Kære Line,

Du beskriver, at din tånegl er beskadiget efter et traume. Du spørger, om du nu kan have neglesvamp?

Ja – beskadigede negle og neglesvamp kan meget vel have noget med hinanden at gøre, idet traumatiserede negle har lettere ved at blive smittet med neglesvamp.

Det er ikke muligt med det blotte øje at konstatere, om en forandret negl skyldes en svampeinfektion. Der er nemlig andre årsager til negleforandringer end neglesvamp: Bl.a. kan slag, tryk og traumer i sig selv medføre, at neglene ændres. Hvis neglene er forandrede på baggrund af traumer, har man som sagt ofte lettere ved at få neglesvamp.

Jeg kan derfor ikke afgøre, om du har neglesvamp, men vil tilråde dig, at du kontakter din læge eller en hudlæge med henblik på at få det afklaret. Diagnosen neglesvamp stilles ved en svampeundersøgelse, hvor lidt materiale fra neglens forandrede område skrabes af og undersøges i laboratoriet. En sådan undersøgelse kan du få foretaget hos din egen læge eller hos en hudlæge. Svar på undersøgelsen foreligger som regel efter 2 uger. Denne undersøgelse vil afklare, om du har neglesvamp.

Hvis undersøgelsen viser, at du har neglesvamp, kan du herefter gennemdrøfte behandlingsmulighederne med lægen og I kan sammen tage stilling til, hvilken behandling der for din er den bedste. Desværre er der igen håndkøbsmedicin, som er dokumenteret effektiv til behandling af neglesvamp.

Med venlig hilsen

Merete Hædersdal,

speciallæge.

Sidst opdateret: 06.05.2004