Er det tilstrækkeligt at anvende en medicinsk neglelak til behandling af neglesvamp?

Spørgsmål:

Kære Merete,

Mit spørgsmål: Er det tilstrækkeligt at anvende følgende produkt eller har I et bedre forslag ? : Min franske læge foreslog præparatet: Loceryl 5%,Fabrikant: Lab. Galderma,Alby sur Cheran, som er lak der males på 3 gange om ugen, hun ville ikke foreslå de almindeligt anvendte piller, som ville være hårde ved maven.

Midlet giver lidt ondt i storetåen når man trykker på den. Den er ikke alvorligt angrebet, men kun en angrebet stribe på 3 mm fra top til rod.

Med venlig hilsen

Per

Svar:

Kære Per,

Du spørger om det er tilstrækkeligt at anvende en medicinsk neglelak til behandling af neglesvamp?

For at kurere neglesvamp er det sædvanligvis nødvendigt med en længerevarende tabletbehandling, hvor flere forskellige præparater kan anvendes, bl.a. terbinafin, itraconazol og fluconazol. Efter sådanne tabletbehandlinger opnår de fleste patienter en bedring af deres neglesvamp, men desværre bliver ikke alle helbredte. Nyere undersøgelser tyder på, at man kan opnå en større helbredelse ved samtidigt at kombinere tabletbehandling med en medicinsk neglelak, der indeholder et svampedræbende middel.

Der er to medicinske neglelakker på markedet, som begge indeholder et svampedræbende middel (amorolfin, ciclopiroxolamin). Indholdsstoffet i det præparat, du anvender, hedder amorolfin.

I de fleste tilfælde af neglesvamp gælder det, at den medicinske neglelak som eneste behandling ikke er tilstrækkelig til at kunne kurere svamp i tånegle – desværre. Dette skyldes formentlig, at svampeinfektionen er lokaliseret ved neglens underside eller ved neglelejet, hvor det kan være vanskeligt for neglelakken at trænge ned.

Den medicinske neglelak kan som eneste behandling anvendes i udvalgte tilfælde med 1) en ganske overfladisk infektion, 2) ved milde tilfælde eller 3) ved behandling af neglesvamp i fingernegle.

Du kan derfor muligvis blive helbredt for din neglesvamp ved at anvende en medicinske neglelak, hvis infektionen ikke er særlig udbredt og kun involverer det øverste af neglen.

Med venlig hilsen

Merete Hædersdal,

speciallæge.

Sidst opdateret: 30.04.2004