Jeg fik udslæt i ansigtet af Lamisil.

Spørgsmål:

Kære Merete,

Jeg har været ved lægen og fik lamisil piller, men ret hurtigt i behandlingen fik jeg store knopper i ansigtet, og det var meget smertefuldt.

Lægen sagde så, at der ikke var anden behandling end Loceryl 5% neglelak, som jeg nu bruger, men som ikke har den store effekt, så hvad gør jeg nu?

Hilsen Lars

Svar:

Kære Lars,

Du har fået terbinafin (indholdsstoffet i lamisil) for neglesvamp og udviklede under denne behandling udslæt i ansigtet. Du spørger, om andre muligheder for behandling af neglesvamp.

Til behandling af neglesvamp kan følgende tabletbehandlinger anvendes: Terbinafin, itraconazol og fluconazol. Ifølge Lægemiddelkataloget optræder hududslæt hos ca. 2-5% af de patienter, der behandles med terbinafin. Det er således ikke ualmindeligt at få udslæt under behandling med terbinafin.

Efter de ovennævnte medicinske tabletbehandlinger opnår de fleste patienter en bedring af deres neglesvamp, men ikke alle bliver helbredte. Ca. 20-30% af de behandlede patienter bliver desværre ikke raske efter endt behandling selv med de mest effektive lægemidler. Nyere undersøgelser tyder dog på, at man kan opnå en større helbredelse ved at kombinere tabletbehandling med en neglelak, der også indeholder et svampedræbende middel (amorolfin, ciclopiroxolamin). Men man må desværre fortsat forvente, at heller ikke alle patienter bliver raske efter denne kombinationsbehandling. Dette er vigtige oplysninger, når man skal opveje fordele versus ulemper ved en eventuel behandling.

I de fleste tilfælde af neglesvamp gælder, at den medicinske neglelak som eneste behandling ikke er tilstrækkelig til at kunne kurere svamp i tånegle – desværre. Dette skyldes formentlig, at svampeinfektionen er lokaliseret ved neglens underside eller ved neglelejet, hvor det kan være vanskeligt for neglelakken at trænge ned.

Umiddelbart vil jeg foreslå, at du behandles med både en af ovennævnte tabletbehandlinger (itraconazol, fluconazol) og den medicinske neglelak. Om denne kombinationsbehandling er egnet til dig, afhænger dog af neglesvampens sværhedsgrad og udseende. Derudover kan det anbefales, at det synligt syge neglevæv fjernes, hvilket du evt. kan få hjælp til ved en fodterapeut.

Jeg vil foreslå dig, at du sammen med din læge gennemdrøfter ovennævnte behandlingsmuligheder og evt. ud fra resultatet af en svampeundersøgelse planlægger den behandling, der for dig vil være den bedste.

Med venlig hilsen

Merete Hædersdal,

speciallæge.

Sidst opdateret: 29.04.2004