Reduceres min chance for at blive kureret på grund af tryk fra løbeskoene?

Spørgsmål:

Kære Merete,

Jeg løbetræner 2 - 3 gange om ugen 10 - 15 km og vil gerne vide, om dette kan forværre neglesvamp p.g.a. af tryk fra løbeskoene og om det giver større chance for at neglensvampen kommer igen efter endt behandling.

Hilsen S

Svar:

Kære spørger.

Du løbetræner, og spørger om din chance for at blive kureret for neglesvamp reduceres på grund af tryk fra løbeskoene?

Dit spørgsmål er meget relevant, da det er velkendt, at beskadigede negle er mere modtagelige for at blive smittet med neglesvamp, og må man formode, at også behandlingsresultatet vil være påvirket. Det er dog vanskeligt at vurdere i hvilket omfang, da flere faktorer er af betydning for om man bliver helbredt for neglesvamp efter en medicinsk behandling.

For at kurere svamp i tånegle er det sædvanligvis nødvendigt med en længerevarende tabletbehandling, hvor flere forskellige præparater er almindelige og effektive, bl.a. terbinafin, itraconazol og fluconazol. Efter sådanne tabletbehandlinger opnår de fleste patienter en bedring af deres neglesvamp, men ikke alle bliver helbredte. Ca. 20-30% af de behandlede patienter bliver desværre ikke raske efter behandling med selv de mest effektive lægemidler, og desværre er chancen for at blive helbredt betydeligt dårligere, hvis neglene af den ene eller anden årsag er beskadigede eller vokser langsomt (< 1 mm pr måned).

Hvis tryk fra dine løbesko har medført, at neglene er beskadigede, fx løsnede fra neglelejet, kan det således blive vanskeligere for dig at slippe af med en eventuel neglesvamp.

Som jeg skriver i mange af mine besvarelser, så stilles diagnosen neglesvamp ved en svampeundersøgelse, hvor lidt materiale fra neglens forandrede område skrabes af og undersøges i laboratoriet. Jeg er i tvivl, om du har fået stillet diagnosen neglesvamp ud fra en sådan undersøgelse. Undersøgelsen kan du få foretaget hos din egen læge eller hos en hudlæge. Svar på undersøgelsen foreligger som regel efter 2 uger. Denne svampeundersøgelse vil afklare, om du har neglesvamp.

Jeg vil foreslå, at du kontakter din læge med henblik på en klinisk undersøgelse og evt. en svampeundersøgelse, da dette vil kunne give dig en mere præcis vurdering af din chance for at blive helbredt for neglesvamp efter en af de medicinske behandlinger.

Sidst opdateret: 13.05.2004