Hvad er der af alternativer til Lamisilbehandling?

Spørgsmål:

Kære Merete,

Jeg vil bare gerne vide, hvad man skal gøre ved neglesvampen, når man har fået recepter på midler, der skule hjælpe?

Jeg har fået recept på Lamisil..... men det har kun hjulpet i perioder, og så er det kommet tilbage meget værre end før.

Hilsen I

Svar:

Kære spørger.

Du beskriver, at du stadig har negleforandringer efter at have fået tabletbehandling med terbinafin (indholdsstoffet i lamisil) for neglesvamp. Du spørger om alternative behandlingsmuligheder.

For at kurere neglesvamp er det sædvanligvis nødvendigt med en længerevarende tabletbehandling, hvor flere forskellige præparater kan anvendes, bl.a. terbinafin, itraconazol og fluconazol. Efter sådanne tabletbehandlinger opnår de fleste patienter en bedring af deres neglesvamp, men desværre bliver ikke alle helbredte. Nyere undersøgelser tyder på, at man kan opnå en større helbredelse ved samtidigt at kombinere tabletbehandling med en medicinsk neglelak, der indeholder et svampedræbende middel (amorolfin, ciclopirox). Desværre kan man heller ikke ved denne kombinationsbehandling forvente at alle bliver helbredte. Alle ovennævnte præparater er receptpligtige.

Jeg vurderer, at din fremtidige behandling er en specialistopgave og vil foreslå, at du via din læge bliver henvist til en hudlæge. Hudlægen vil givetvis i første omgang afklare, om du stadig har neglesvamp, og hvilken form for svampeinfektion, det drejer sig om. Hvis svampeundersøgelsen viser, at du stadig har neglesvamp, vil en evt. fremtidig behandling afhænge af flere ting; bl.a. præparaternes behandlingseffekt overfor den pågældende svampeinfektion, præparaternes bivirkningsprofil og mulige indflydelse på andre sygdomme og lægemidler.

En behandlingsmulighed for dig kunne eventuelt være en kombination af svampedræbende medikamenter med både tabletter (fx itraconazol) og en medicinsk neglelak. Derudover kan det anbefales, at det synligt syge neglevæv fjernes, hvilket du evt. kan få hjælp til ved en fodterapeut.

Held og lykke.

Sidst opdateret: 13.05.2004