Hvad kan konsekvenserne være ved ikke at behandle neglesvamp i storetånegle?

Spørgsmål:

Kære Merete,

Hvad er konsekvenserne ved ikke at behandle neglesvamp i stortåen på begge fødder?

M.v.h. Jørgen Nielsen

Svar:

Kære spørger.

Du spørger, hvad konsekvenserne kan være ved ikke at behandle neglesvamp i storetånegle?

Indikationen for behandling af neglesvamp er relativ, forstået på den måde, at hver enkelt patient skal opveje fordele og ulemper, inden en behandling påbegyndes, og herefter beslutte, om behandlingen ønskes gennemført.

Den væsentligste fordel ved de medicinske behandlinger for neglesvamp er naturligvis, at man kan blive kureret for neglesvamp og herved opnå en normalisering af de ofte abnorme negle. Flere forskellige præparater kan anvendes, bl.a. terbinafin, itraconazol og fluconazol. Efter sådanne tabletbehandlinger opnår de fleste patienter en bedring af deres neglesvamp, men ca. 20 – 30% af de behandlede patienter bliver desværre ikke helbredte. Nyere undersøgelser tyder på, at man kan opnå en større helbredelse ved at kombinere tabletbehandling med en neglelak, der også indeholder et svampedræbende middel (amorolfin, ciclopirox). Men heller ikke efter denne kombinationsbehandling kan man forvente at alle patienter bliver helbredte, hvilket er en vigtig information at have med i sine overvejelser, når man skal beslutte, om man ønsker behandling eller ej.

Ulemperne ved de medicinske behandlinger for neglesvamp er bl.a. at de er relativt dyre, og at ingen af præparaterne er fri for potentielle bivirkninger. Ifølge Lægemiddelkataloget koster behandling af tåneglesvamp med terbinafin i øjeblikket ca. 2000 kr., mens behandling med itraconazol koster ca. 1300 kr. i de anbefalede doser og behandlingsperioder. Da den offentlige sygesikring giver tilskud til behandlingerne, bliver din egenbetaling hhv. ca. 1100 kr. og 900 kr., dog bliver prisen billigere, hvis du får anden tilskudsberettiget medicin. Fluconazol er væsentlig dyrere, men også her afhænger den endelige pris af, om man får anden tilskudsberettiget medicin. Neglelakkerne koster ca. 300-400 kr., men igen billigere, hvis du får anden tilskudsberettiget medicin. Ovennævnte priser er anført for behandling af svamp i tånegle. Jeg har i flere af mine tidligere besvarelser beskrevet potentielle bivirkninger til de tilgængelige medicinske behandlinger, og jeg henviser til disse, hvis du måtte ønske yderligere oplysninger.

Det er en forudsætning for at påbegynde medicinsk behandling for neglesvamp, at der foreligger en korrekt diagnose, idet de medicinske behandlinger for neglesvamp naturligvis kun kan forventes at have effekt, hvis der er tale om en svampeinfektion, og idet forskellige svampeinfektioner har varierende følsomhed for de tilgængelige tabletbehandlinger. Diagnosen neglesvamp stilles ved at tage et svampeskrab, hvor lidt materiale fra neglens forandrede område skrabes af og undersøges i laboratoriet. En sådan undersøgelse foretages hos den praktiserende læge eller hos en hudlæge.

Summa summarum: Ofte er neglesvamp til udelukkende kosmetisk gene, og det er op til den enkelte patient at opveje fordele versus ulemper ved en evt. behandling. Konsekvensen af at undlade behandling vil sædvanligvis være, at neglesvampen langsomt breder sig. Man kan ikke forvente at neglesvamp forsvinder af sig selv, idet det kun undtagelsesvist er tilfældet.

Sidst opdateret: 17.08.2004