Jeg sveder så meget, at det generer

Spørgsmål:

Kære Netdoktor

Jeg er i den senere tid begyndt at svede meget under mine arme, også når jeg fryser på resten af kroppen. Sveden lugter, og det generer mig, at jeg efter nogle få timer kan lugte, at jeg lugter af sved. Jeg bruger en antiperspirant deostik (nivea, sanex eller biotherm). Derudover bruger jeg også en deospray med pump. Det er oftest når jeg er i skole, i praktik og lignende at min sveden generer mig. Jeg læser til lærer. Nogle siger, at det kan være nervøsitet eller stress? Jeg føler mig dog ikke altid nervøs og stresset når jeg sveder. Hvad kan dette ubehagelige problem skyldes, og hvad kan jeg gøre ved det?

På forhånd tak!

Med venlig hilsen A

Svar:

Kære A

Vi forsøger automatisk at holde en såkaldt ”kernetemperatur” i vores krop på ca. 37 grader, og ved en stor varmeproduktion vil kroppen i væsentlig grad skille sig af med varmen i form af sved.

Årsager til svedproduktion kan være febersygdomme, stofskiftesygdomme, forstyrrelser i hormonbalancen ex. mangel på østrogen, og endelig en række tilstande, hvor man udsættes for ”stress” eller nervøsitet, som bringer ens centralnervesystem i ubalance.

En abnorm svedtendens med problemer fra armhulerne kan forsøges behandlet forebyggende ved brug af specielle deodoranter/rool on med indhold af aluminiumklorid, som hæmmer svedproduktionen. De bruges til armhuler og til hænder og fødder. Endelig findes lignende deodoranter med indhold af propathelinbromid (ercoril). De kan købes på apoteket uden recept. Propanthelinbromid findes også som tabletter, men da er de på recept. Det kan komme på tale at anvende nervegiften botulinum toksin, også kaldet botox, som indsprøjtes i meget små doser på de steder, hvor svedudbruddet er størst. Endelig kan man foretage operative indgreb, hvor man overskærer nervebaner og evt. fjerner svedkirtlerne lokalt.Yderligere oplysninger findes på www.medicinmedfornuft.dk

Med venlig hilsen

Hans Ole Svendsen

Speciallæge i almen medicin

Sidst opdateret: 14.03.2005