OBS: Vær opmærksom på, at dette spørgsmål i brevkassen med dertilhørende svar er mere end ti år gammelt. Der kan være sket en udvikling mht. viden og behandling indenfor pågældende emne.

Kan kronisk nervebetændelse behandles, eller må jeg leve med smerterne?

Spørgsmål:

Kære Netdoktor,

Jeg fik diagnosticeret en kronisk alkoholrelateret nervebetændelse for 5 år siden. Den kommer til udtryk som smerter i fødder og håndflader - det føles nærmest som forbrændinger og er værst om natten, hvor jeg både har svært ved at falde i søvn og bliver vækket af smerterne. Smerterne synes at forværres, når jeg udsætter mig selv for psykisk stress.

Jeg har ikke drukket alkohol i 6 år og havde nok forventet, at nervebetændelsen ville gå i sig selv, når jeg ikke længere hældte giftstof på, men det er desværre ikke tilfældet. Hvad kan jeg selv gøre til forbedringer?

Kan betændelsestilstanden bedres overhovedet?

Bliver det kun værre og breder det sig til den øvrige del af kroppen eller indre organer?

Kunne det antidepressive præparat Remeron hjælpe (lægge låg på smerterne)?

Med venlig hilsen en spørger.

Svar:

Kære spørger,

Kronisk nervebetændelse er en tilstand, hvor nerverne til arme og ben (følenerver og nerver til muskulaturen) ikke fungerer normalt. Man oplever forkerte eller nedsatte følefornemmelser og muskulaturen kan svækkes med deraf følgende besværet gangfunktion.

Der er mere end 200 årsager til tilstanden, hvoraf sukkersyge og alkoholmisbrug er de hyppigste. En bedring af nervefunktionen kan i dit tilfælde ske ved at give B vitamintilskud, hvor især B1 vitamin (tiamin) er meget vigtigt, men et dagligt tilskud en blanding af B vitaminer er godt.

Der er korrekt, at man kan anvende antidepressivt virkende medicin med god effekt især på de brændende smerter, hvor f.eks. en natdosis kan give en god effekt på ens nattesøvn. Der findes endvidere en række andre medicinske behandlingsmuligheder og jeg vil derfor foreslå, at du drøfter en behandling med din læge, hvor du endvidere kan få råd om den korrekte dosering af B vitaminerne.

Med venlig hilsen

Hans Ole Svendsen

Speciallæge i almen medicin

Sidst opdateret: 18.06.2006