Jeg er 20 år og har ikke lyst til at prøve sex, er det normalt?

Spørgsmål

Kære Netdoktor

Jeg er en pige på 20 år. Mit "problem" (hvis man kalde det det) drejer sig om sex. Mine veninder snakker meget om sex og fortæller, at de bare elsker det og ikke kan leve uden. Jeg har også været lidt sammen med nogle drenge, men ikke ret meget, har f.eks. aldrig dyrket sex. Jeg føler mig underlig over jeg aldrig har haft lyst til at dyrke sex. Jeg har været sammen med nogle fyre sådan lidt, men det er aldrig ført til sex, da jeg simpelthen ikke har lyst. Jeg bliver heller aldrig ophidset, som mine veninder beskriver de gør, hvis de f.eks. er tæt på en fyr eller ser pornofilm.

Jeg er bare begyndt at spekulere på, om der er noget galt med mig, siden jeg slet ikke har det behov. Jeg har også overvejet om grunden til min manglende lyst til sex, er at jeg måske er til piger, men det mener jeg ikke for jeg kan slet ikke forestille mig at være sammen med en pige overhovedet. Det ligger mig meget fjernt.

Mit spørgsmål går på, om det er normalt, at man i min alder slet ikke har lyst til nogle former for intime ting eller bare lidt nysgerrighed. Jeg har lyst til at have en kæreste, men kan ikke se mig selv være i et forhold, når jeg ikke har noget behov for at være intim. Jeg kan forstå på mine veninder, at sex spiller en stor rolle i et forhold. Min manglende sexlyst er begyndt at gå mig på, fordi jeg føler mig anderledes.

Med venlig hilsen P

Svar

Kære P

Først og fremmest vil jeg sige til dig, at det er helt normalt, at man i en periode ikke har lyst til sex. Der kan være andre ting i dit liv, som er vigtigere for dig lige for tiden, så det skal du anerkende, acceptere og respektere: sådan er det altså lige nu! Det betyder så ikke, at du ikke på et senere tidspunkt kan føle et behov for at være intim i et kæresteforhold. Det væsentlige er, at du lytter godt til din egen krop.

Jeg synes, at det er meget fint, at du er opmærksom på, hvor du selv er lige nu og ikke bare følger strømmen og gør som dine veninder, fordi sådan "gør man altså"! Det kan også sagtens være, at de overdriver for at virke interessante. En måde at komme videre på i din udvikling af kropbevidsthed og din relation til det andet køn er at holde af din egen krop fremfor at fokusere på en eventuel kæreste. Du skal mærke efter, hvad der er godt for din krop med hensyn til kost og motion og give kroppen det, den har brug for, således at du føler velvære i din krop og er tilfreds med den. Overvej hvilken slags sport/dans du nyder at dyrke - og gør det. Spis varieret og sundt - nyd din mad og giv dig god tid til det. Tænk over hvordan du kan lide at klæde dig på, så du kan føle dig attraktiv og selvsikker i din udstråling, og gør ting, der gør dig glad. Find ting du kan more dig over, så du føler dig i godt humør og munter indeni og tænk positive tanker om dig selv i retning af: "jeg er glad og har et godt liv", "jeg nyder at være i selskab med andre, og jeg har det også fint med at være alene", "jeg behøver ikke at gøre som alle andre men finder min egen vej i mit eget tempo". Sørg for at der er latter og sjov i dit liv.

Der er mange mennesker, der først lidt op i årene "vågner" rent sexuelt, så giv dig selv tid og ro til at følge din egen rytme, for så vil det komme helt af sig selv, at du på et eller andet tidspunkt også får lyst til mere intimt samvær med en mand. De bedste ønsker for dig fremover.

Med venlig hilsen Birgitte Winkel

Sidst opdateret: 08.02.2007