Min kæreste har ikke lyst til sex, hvad kan man gøre?

Spørgsmål

Kære Netdoktor

Min kæreste har ikke lyst til sex. Kan jeg gøre mere for at hjælpe ham/os? Min kæreste og jeg har været sammen i 3 år og har boet sammen i lidt over et år. Vi havde det fantastisk sammen de første 1 1/2 år, men derefter blev sexlivet mere og mere svært at holde liv i. I dag er det mere eller mindre gået i stå, og der går til tider flere måneder uden sex. Jeg har ikke haft den slags problemer før, men jeg har også kun erfaring fra et tidligere forhold, som stod på i 11 år. Når vi har talt om det, siger han, at han har haft de samme problemer før, at et forhold er gået i stykker alene på grund af det, og at han har haft en periode på 2-3 år, hvor han ikke havde lyst til sex. Er det normalt at miste sexlysten i op til 3 år, eller er der nødvendigvis noget galt?

Vi har haft en svær tid i vores forhold i forbindelse med, at vi flyttede sammen. Da vi begge har børn, er det et stort arbejde at få til at fungere. På et tidspunkt havde vi begge mistanke om at, han havde en svag form for depression, som han søgte hjælp til. I dag mener han selv at være over alt det, vi er ikke længere så hårdt spændt for, og der er mere overskud i hverdagen. Han har svært ved at være meget tæt, både fysisk og psykisk, og har brug for at "flygte" nogle gange. Han har også svært ved at melde ud. Men det er vi begge meget opmærksomme på, og har aftalt at han siger til, når han har brug for en pause, så jeg ved, at han har brug for fred.

Alligevel er hans sexlyst ikke kommet tilbage. Jeg har prøvet at lægge op til, at vi kunne være sammen fysisk uden sex i en periode (kys, kram, kæle eller snakke om rare ting, vi har lyst til), eller at vi kunne sørge for at kompensere på andre måder, hvis der var andet, han havde lyst til. Jeg har også altid givet udtryk for, at mit sexuelle behov ikke er hans problem, men at jeg omvendt føler, vores forhold er tomt helt uden intimitet overhovedet. Det virker på mig, som om han trives fint med et farvelkys i ny og næ som eneste fysiske kontakt, men det er svært for mig at få et entydigt svar. Jeg ved ikke, om jeg kan finde ud af at være i et forhold helt uden sex, men hvis jeg kan hente hjælp eller høste andres erfaringer et sted fra, vil jeg gerne høre om det. Jeg håber meget på at høre fra dig, for jeg ved ikke helt hvad jeg skal gøre, hverken for mig selv eller for ham.

Med venlig hilsen en spørger

Svar

Kære Spørger

Du sætter ord på et problem, som mange par kender til, og det lyder til, at du/I har gjort dig/jer mange gode og konstruktive tanker om dets årsag og håndtering. Det vigtige er, som du også antyder - ikke at gå i panik, for derved lægges grunden til en ond cirkel fuld af præstationsangst, pres og dårlig kommunikation. Det er vigtigt at bevare intimiteten og åbenheden, selvom det seksuelle ikke fungerer, og det er godt, at du aktivt demonstrerer over for din kæreste, at I er fælles om problemet.

Manglende lyst er altid et fælles anliggende, og ikke så sjældent ser man, at lystproblemerne blot et et symptom på, at noget i (sam)livet ikke fungerer optimalt. Den manglende lyst er om vigtigt vink om, at noget er galt og en god anledning til at se nærmere på det. Og det begynder med åbenhed, ærlighed og konstruktiv dialog. Helt generelt: Seksuel lyst er en kompliceret sag - den afhænger både af biologiske, psykologiske, sociale og samlivsmæssige faktorer. Desuden har nogle mennesker bare mindre lyst til sex end andre, hvilket man først opdager, når den første forelskelsesrus klinger af.

Et utal af faktorer kan som sagt påvirke lysten til sex, og jeg håber, at jeres parforhold er så åbent og tillidsfuldt, at I stille og roligt og uden pres og bebrejdelser kan prøve at tale jer ind mod problemets kerne. Handler det om grundlæggende forskellige behov, eller er der ting i jeres dagligdag og samliv, som gør det svært for jer at være nære og intime med hinanden? Eller er der ting i din mands baggrund og opvækst, som i dag gør det vanskeligt for ham at være tæt på et andet menneske? Seksuel lyst tager farve af ens samlede livssituation (både som individ og som par), og måske er du inde på noget rigtigt, når du peger på den svære tid, I for nylig har været igennem. Måske har den slidt mere på jer, end I selv er klar over? Der skal ofte forbløffende lidt til, at man mister lysten: Stress i hverdagen, problemer på jobbet, træthed, dårligt humør, uudtalte konflikter i parforholdet. Og hvad værre er: Problemet har det med at vokse med tiden og give anledning til misforståelser, skyld og fastlåsthed. Desuden er det da ikke helt usandsynligt, at din mand har tendens til depression med deraf følgende mangel på seksuel appetit. I så fald er det vigtigt, at han taler med sin læge om sagen.

Der er desværre mange mennesker, som ikke får den fornødne behandling. Det seksuelle bliver sjældent godt, hvis alt det "udenom" fungerer dårligt. Så det er ofte et godt sted at begynde: At se jeres hverdag efter i sømmene. Jeres taktik med "amnesti" og "samlejefri" perioder er et rigtigt godt sted at starte, for ofte kan skyldfølelse og præstationsangst gøre, at tingene går helt i baglås, og det kan ende med, at man slet ikke tør røre ved hinanden af angst for at skuffe eller sætte en kædereaktion i gang, man ikke selv kan kontrollere. Det er vigtigt at få snakket om jeres forventninger og jeres drømme og om, hvad der tænder jer hver især. Og lige så vigtigt: hvad der tænder jer af. Det lyder måske banalt, men det er ofte en stor hjælp at få tingene frem i lyset og være ærlige om, hvordan man har det. Det er ikke let, men til gengæld nødvendigt. Det er godt, at du nu tager initiativ til at få hjælp og komme videre. Jeg vil opfordre jer til at tage hul på emnet på en ordentlig måde og en dag, hvor stemningen er god, og der er ro og fred i stuen.

Fortæl hinanden, hvordan I har det, og hvad I tænker. Skriv det evt. ned på en seddel, hvis I har svært ved at få hul på samtalen. Føler din mand sig under pres, og har han dårlig samvittighed over for dig? I så fald kan det gøre et lille sexbehov endnu mindre. Er jeres forhold druknet i hverdagens trummerum? Er I trætte og nedkørte? Giver I jer tid nok til hinanden? Prioriterer I samvær, kærtegn og intimitet højt nok? Hvad tænder ham? Og hvad tænder ham absolut ikke? Ærlighed er et godt sted at begynde. Og bliver problemerne helt fastlåste, må I henvende jer til jeres læge og måske få en henvisning til professionel hjælp. Jeg kan tydeligt mærke på din mail, at du virkelig gerne vil løse problemerne, og jeg synes som sagt, at du har gjort dig mange fornuftige overvejelser. Det er et fint sted at starte.

Mange hilsner

Christian Graugaard

Læge, ph.d.

Sidst opdateret: 14.10.2008