OBS: Vær opmærksom på, at dette spørgsmål i brevkassen med dertilhørende svar er mere end ti år gammelt. Der kan være sket en udvikling mht. viden og behandling indenfor pågældende emne.

Jeg mangler følelse i min hovedbund, hvad kan det være?

Spørgsmål

Kære Netdoktor

Jeg har i 3 uger haft en sovende hovedebund. Faktisk lige som når en arm sover. Det er bag på hovedet i højre side, og måler ca. 10 cm langt og 10 cm bred. Det går lidt ned af nakken. og er meget ubehageligt. Jeg ligger ikke og sover på samme sted med hovedet, har hele tiden nye sove stillinger. Det er ligesom om at det summer i huden, det føles også varmt, ikke på selve huden men inden i. Jeg har ikke ondt i hovedet eller andre steder, det er lige som om det er følelsløst.

Med venlig hilsen en spørger

Svar

Kære Spørger

Det du oplever er en forandring i din følesans, det man kalder dysæstesi. ”Dys” betyder forkert og ”æstesi” er følesansen, altså en ”forkert” følesans. Der findes en række velkendte fysiske årsager som kan ligge bag et sådan symptom, og ganske som du selv har tænkt det er tryk den hyppigste årsag - vi kender det alle sammen fra når vi har ligget lidt for længe på vores egen arm!

Det kan også skyldes vitaminmangel, særligt visse typer af B-vitamin kan være årsagen. Desværre vil det hyppigst være sådan at man ikke kan finde en årsag til problemet. Da der oftest er tale om et forbigående fænomen vil tilstanden som regel begrænse sig selv. Der findes ingen gode undersøgelsesmetoder der kan kortlægge præcis hvorfor man oplever det man gør. I de tilfælde hvor man kan udelukke alle andre årsager til symptomet, betragter man det sådan at nervesystemet spiller hjernen et pus og giver signal om noget der faktisk ikke foregår, lidt at sammenligne med en slags kortslutning i systemet. Såfremt der bliver tale om en varig problemstilling kan man forsøge at behandle medicinsk med forskellige typer af medicin der virker på nervebanerne, men det er ikke altid det er virksomt, og behandlingen vil typisk være forbundet med en række bivirkninger. Det er derfor en balance mellem effekt og bivirkning af en behandling kontra hvor generende problemet er i det daglige.

Med venlig hilsen

Morten Svenning Nielsen

Speciallæge i almen medicin

Sidst opdateret: 31.03.2009