Åreknude i spiserøret, hvad er det?

Spørgsmål

Kær Netdoktor

Mit spørgsmål går på, at min far netop er død af "en sprængt åreknude i spiserøret" . Da jeg var inde og søge efter information om dette emne, kunne jeg ikke finde noget. Jeg er naturligvis meget interesseret i, at vide mere omkring det, da man har mange spørgsmål, når en af de nærmeste dør.

Det er konstateret at min far ikke havde skrumpelever og han kastede ikke blod op, men de mener, at det er en åreknude i spiserøret der er sprunget, hvorfor det er gået stærkt herefter. "Der kan komme blodige opkastninger, som skyldes åreknuder i spiserøret eller blødning fra mavesækkens slimhinde". Jeg tænker på: Hvorfor man får åreknuder i spiserøret og om det er arveligt. Kunne vi have gjort noget for at opdage det, da hans død var ret pludselig. Der står en del om åreknuder i benene - er det det samme, som når de sidder i spiserøret? Kan I evt. henvise til et eller andet, hvor jeg selv kan søge yderligere information. På forhånd tak.

Med venlig hilsen en spørger

Svar

Kære Spørger

Åreknuder eller på latin varicer (udvidede årer) kender mange til på benene. "Fejlen" ligger i, at de indvendige klapper i blodårerne, der skal hjælpe med til at føre blodet (mod tyngdekraften) tilbage til hjertet, er defekte; derfor kommer de til at både udvide sig og sno sig, så det bliver synligt. Der er en arvelig disposition til denne form for åreknuder. Åreknuder ved spiserøret skyldes derimod, at der kommer en stigning i trykket i portåresystemet, som indtræder ofte på baggrund af en leverlidelse, som altså ikke umiddelbart behøver at være en skrumpelever, eller der kan have været tale om en blodprop i leverens portåre. De udvidede årer ligger lige under slimhinden i den nederste del af spiserøret og strækker sig måske lidt ned i selve mavesækken. De kan relativt nemt komme til at bløde, ved at der går hul på dem, når noget af maden skal forbi, og der måske samtidig er lidt katar (betændelse) i spiserøret. Blødningen kan tit være meget voldsom, også livstruende, men det hører til sjældenhederne, at der ikke kastes blod op på noget tidspunkt. Der er forskellige kirurgiske måder at standse blødningen på, og det skal selvsagt foregå akut. Det lyder jo, som om dødsårsagen har været en indre blødning og en anden mulighed kan så være, at en pulsåre (forkalket og udvidet) pludselig har sprængt sig ind i den nederste del af spiserøret; men det er jo altså ikke en åreknude. Ved en obduktion, vil man jo med stor sandsynlighed kunne fastslå dødsårsagen. Man kan også bede om en uddybende samtale med den behandlende afdeling.

Venlig hilsen Dennis Raahave,

Overlæge, dr.med. Mave-tarm kirurg

Speciallæge mave-tarmsygdomme

Sidst opdateret: 28.01.2010