Er vitaminpiller til mit barn skadelige?

Spørgsmål

Kære netdoktor

Jeg har læst en artikel i Politiken om at vitaminer til børn kan være farlige. Passer dette?

Min datter er 2½ år og får dagligt en Multi Tabs vitaminpille med kalk (1-10 år). Er det overflødigt når hun får sund og varieret kost eller er det decideret skadeligt for hende at få vitaminpillerne?

Hilsen en spørger

Svar

Kære spørger

Artiklen sætter jo fokus på et emne der er aktuelt for både børn og voksne.

Vitaminer og kosttilskud er jo blevet big business nu om dage, og der findes jo snart sagt ikke det hjem uden at arsenal af alverdens ting. Sandheden er jo nok, som artiklen også fremfører, at de fleste af os så rigeligt får dækket vores behov for vitaminer og sporstoffer gennem kosten. En varieret kost som de fleste danskere får, og som dækker kostpyramidens almindelige råd, sikrer almindeligvis dette, og et vitamintilskud vil som regel være overflødigt.

Kun hvis man har særlige kostvaner, eks er vegetar, kan det være relevant med vitamintilskud, og bør i så fald tilrettelægges i samarbejde med jeres læge. Diskussionen omkring skadelighed er et helt andet emne. Jeg mener ikke at der er problemer med overdosering hvis man holder sig til korrekt dosis af korrekte præparater.

Vitaminpiller til børn er målrettet den aldersgruppe barnet nu befinder sig i, og doseringen tilrettet herefter. Kroppen optager som oftest kun den mængde der er brug for, og det indholdsstof der er i størst risiko for overdosering er jern. Men selv der, skal man op i ganske hæderlige doseringer før det udgør et problem.

Så samlet set; vitaminpillen er ikke skadeligt for dit barn, men næppe nødvendig!

Morten Svenning Nielsen

Speciallæge i almen medicin

Sidst opdateret: 20.02.2026