Intresseområden sparade.
Tack, din epostadress är nu registrerad.
Fakta | Tænder og mund

Blister i munden

Blister - blegner eller ”after” - er næst efter huller i tænderne (karies) og parodontose (de løse tænders sygdom) den hyppigste sygdom i munden. Egentlig er der tale om smertefulde sår, som kommer og går, så selve ordet ”blister” eller ”blegner” er lidt misvisende

Opdateret: 28. Marts 2012

Hvad er blister i munden?

blister

Blister - blegner eller ”after” - er næst efter huller i tænderne (karies) og parodontose (de løse tænders sygdom) den hyppigste sygdom i munden. Egentlig er der tale om smertefulde sår, som kommer og går, så selve ordet ”blister” eller ”blegner” er lidt misvisende. Sårene gør ondt, fordi der er betændelse på stedet.

Sygdommen fik sit navn af Hippokrates, cirka 400 år f. Kr. fødsel og det græske ord ”after” betyder ”at sætte ild”. Dette er interessant, da de fleste som regel mærker en brændende fornemmelse, før der kommer sår. Sårene smitter ikke, er ikke farlige, heler af sig selv, men kan være yderst smertefulde.

Hvor hyppig er blister i munden?

Cirka 20 procent af befolkningen lider i perioder af blister. Mænd og kvinder får dem lige hyppigt og rygere lider mindre af blister end ikke-rygere. Sygdommen starter som regel i barndommen eller i puberteten - ikke sjældent efter udbrud af skoldkopper . Blister i munden er i høj grad arvelig og hvis begge forældre lider af sygdommen, vil børnene med næsten 100 procent sandsynlighed også få den.

Hvad er årsagen til blister i munden?

Hos nogle skyldes blisterne, at en slumrende virus (skoldkoppevirus) vækkes til live og at sårene opstår som en betændelses-reaktion på denne virus. Ellers er årsagen ukendt. I sjældne tilfælde kan sårene være tegn på, at patienten har glutenintolerance (cøliaki), tyktarmsbetændelse eller kan være det første symptom på tarmsygdommen - Crohn´s sygdom .

Hvem er særligt udsatte for at få blister i munden?

Hvis man i forvejen har tilbøjelighed til at få blister i munden, vil et nedsat immunforsvar af enhver art forværre sygdommen. Der vil komme flere og større sår.

Hvad er symptomerne på blister i munden?

Før sårene kommer

Inden der kommer sår, vil man typisk mærke en brændende fornemmelse på stedet.

Hvor kommer sårene?

Blisterne kan sidde overalt i munden undtagen på selve tandkødet eller i den hårde gane. Sidder sårene her, er der tale om sår af andre årsager.

Smerter

Sårene gør altid mere eller mindre ondt. Graden af smerter afhænger af, hvor i munden de sidder og af, hvor store de er. Sår på tunge og læber er specielt smertefulde og gør det vanskeligt både at tale og spise.

Størrelse

Sårenes størrelse kan variere fra få mm op til flere cm. Størrelsen varierer ikke kun fra individ til individ, men også fra udbrud til udbrud hos den enkelte.

Antal sår

Ofte er der kun 1 sår ad gangen, men nogle kan have flere sår på en gang.

Hyppighed

Udbruddenes hyppighed varierer meget fra person til person. Nogle får bare et par udbrud om året, mens andre har dem mere eller mindre konstant - og da er der tale om en nærmest invaliderende tilstand.

Varighed

Sårene varer fra få dage op til i værste fald flere uger, men varierer fra udbrud til udbrud og fra individ til individ.

Heling

Sårene vil altid hele af sig selv.

Hvad kan udløse blister i munden?

Årsagen er som nævnt ikke helt afklaret, men til gengæld er der mange velkendte ting, som kan provokere sårene frem hos dem, der har sygdommen:

Fødemidler

Typisk er der tale om:

  • Gammel, stærk ost

  • Chokolade

  • Nødder

  • Tomater

  • Diverse frugter

Efter at have spist et af de nævnte fødemidler kan man allerede samme dag opleve en brændende fornemmelse der, hvor blisten i løbet af en dags tid dukker op.

Beskadigelse af væv

Blisterne kommer meget ofte efter, at man:

  • har bidt sig

  • har stukket sig med en gaffel

  • har børstet tænderne kraftigt, eller hvis tandbørsten er smuttet.

Vitamin og/eller jernmangel

Mangeltilstande kan udløse blisterne, men er ikke selve sygdommens årsag.

Stress

I stressede perioder vil mange opleve, at de får specielt mange blister.

Hormonelle svingninger

Nogle kvinder har specielt tendens til at få blister op til menstruation, hos andre er der ingen sammenhæng med de hormonelle svingninger. Under graviditet bliver nogle fri for deres blister - hos andre forværres de.

Tilmeld dig vores nyhedsbreve!

Du kan til enhver tid afmelde vores nyhedsbreve ved at klikke på linket i bundet af nyhedsbrevet. Her kan du læse mere om Netdoktors privatlivspolitik .

Undersøgelser

Almindelige laboratorieundersøgelser som podning, dyrkning eller vævsprøve af sårene har ikke nogen værdi med hensyn til at stille diagnosen. Diagnosen stilles ud fra, hvor i munden sårene sidder og den øvrige sygehistorie. Det er således vigtigt at man oplyser, om der er tale om sår som kommer og går, om sårene heler af sig selv og hvilke ting der evt. kan udløse dem. Mange ved også om der er andre i familien, der lider af samme problem.

Forebyggende foranstaltninger

Ingen behandling virker hos alle. Det vil oftest være et spørgsmål om at prøve sig frem og ikke mindst om at have tålmodighed.

Hvad kan man selv gøre?

Valg af tandpasta

Brug af en tandpasta uden skummemidlet natriumlaurylsulfat vil reducere antallet af udbrud hos mange.

Kosttilskud

Daglig indtagelse af kosttilskud med en bred vifte af vitaminer, mineraler og urter vil efter nogen tids indtagelse føre til markant reduktion i antallet af udbrud hos de fleste. Mange bliver endog helt fri for blisterne.

B-vitaminer og jern

Hvis patienter med blister i munden har en konstateret vitamin og/eller jernmangel, vil tilskud føre til en bedring af sygdommen - ellers ikke.

Hvad kan tandlægen gøre?

Har ens egne tiltag ikke virket godt nok, må man spørge sin tandlæge til råds. Dog vil behandling af de meget svære tilfælde oftest være en specialistopgave.

  • En kur med et antiviralt lægemiddel i høj dosis i 1-2 uger har en forebyggende virkning hos en stor del af patienterne. Denne behandling er imidlertid temmelig kostbar.

  • Forskellige typer af medicin som undertrykker ens immunsystem kan være nødvendig for at behandle patienter, som er meget hårdt angrebet af sygdommen. Et af disse er binyrebarkhormon; og fælles for al behandling som undertrykker immunsystemet er, at der er stor risiko for bivirkninger.

Hvad gør man, når først blisterne er kommet?

Når først blisterne er kommet, findes der et utal af forskellige lokale midler, som kan desinficere, bedøve eller undertrykke betændelsen, således at helingen fremskyndes. Ingen af de lokale midler forhindrer nye udbrud.

Desinficerende mundskyllevæsker

Mundskylning med desinficerende væsker fremmer helingen af sårene. Ud over mundskylning, er det en god ide, at duppe den koncentrerede væske direkte på sårene med en vatpind efter, at såret er tørret af. Der findes forskellige typer af desinficerende mundskyllevæsker:

  • Mundskyllevæsker med Klorhexidin er nok de mest anvendte, men har den ulempe at de misfarver tænderne efter længere tids brug.

  • Mundskyllevæsker med en smule jod eller stoffet hexetidine misfarver ikke tænderne.

Antibiotika (receptpligtig)

Antibiotika i tabletform som kan opslæmmes i vand kan også anvendes til mundskylning.

Lokalbedøvende midler

Lokalbedøvende salver med lidokain og en mundskyllevæske med benzydamin, virker kortvarigt dulmende på smerterne, men fremmer ikke sårenes heling.

Binyrebarkhormon-salve (receptpligtig)

En binyrebarkhormon-salve til brug i munden fremmer helingen, men mange synes den er ubehagelig at bruge, fordi den efterlader en grynet fornemmelse i hele munden.

Prognose

Sygdommen er altid godartet på trods af, at den kan være særdeles plagsom. Nogle ”vokser” sig fra sygdommen med tiden - hos andre forværres sygdommen med alderen. Der er altså ikke noget fælles mønster for alle patienter med blister i munden.

Forholdsregler

Selvom blister er langt den hyppigste årsag til sår i munden, kan der også opstå sår af andre grunde. Har man derfor haft et sår i munden i mere end en uge, hvor man ikke tidligere har haft problemer med tilbagevendende sår i munden, skal man altid få det undersøgt hos tandlæge eller læge. Det er meget vigtigt, da et længerevarende sår kan være tegn på begyndende mundhulecancer.


Du har fravalgt en eller flere cookies, hvilket kan påvirke visse udvidede funktioner på siden.

Annons