Hvorfor gør det ondt når jeg har sex med min kæreste?

Spørgsmål:

Hej Netdoktor.

Jeg skriver fordi jeg de sidste 4 måneder har været præget af smerter langt oppe i underlivet når jeg har haft sex med min kæreste.

Vi har altid haft et meget aktivt sexliv, men efter at jeg begyndte at få ondt når hans penis "stødte helt ind" så har det sat sit præg på vores sexliv, fordi det til tider kan gøre så ondt eller føltes så ubehageligt at jeg bliver ked af det eller at vi ikke kan gennemføre grundet ubehag hos mig.

Jeg har for 3 måneder siden også været akut til lægen grundet stærke smerter i den nedre del af maven, men han sagde intet var galt og jeg fik smertestillende som hjalp. Dog har jeg en fornemmelse af at tingene hænger sammen.

Det drejer sig om en smerte når han trænger helt ind (min læge sagde det lød som om det var livmoderen), men også i siderne skråt under hoften.

Både min kæreste og jeg er tjekket for sygdomme og fejler intet. Jeg har forklaret problematikken til min læge, men hun mener at det skyldtes at jeg også for 4-5 måneder siden blev hårdt ramt af stress og derved også har været en del nedtrykt.

Jeg har også skiftet p-piller til et mærke med mere østrogen i. Min mor, og tror også at tingene hænger sammen eller at der evt kunne være tale om cyster - da hun havde det da hun var på min alder. Dette benægter min læge dog er muligt. Min mor har derfor bedt mig kontakte andre i håb på at hører andres råd/tanker ift problematikken.

Jeg håber på evt at kunne få en vejledning i hvordan jeg kan imødekomme mine smerter, om jeg skal få fat i en gynækolog, eller om der evt kan være noget galt?

Jeg syntes det lyder underligt hvis smerterne skulle skyldtes stress...

Jeg har lidt af stress før, men har aldrig haft problemer ift smerter ved sex.

Det skal siges at der er ingen smerter ved indtegning der er kun når penis når helt/dybt ind.

Håber i kan hjælpe.

Mvh. en spørger

Svar:

Hej

Du fortæller godt og udførligt om din situation, som er præget af en tilbagevendende dyb smerte ved samleje med dyb indtrængning.

Det gør ondt og føles ubehageligt, du bliver ked af det og må holde igen. Du har en kæreste, som du tidligere har haft et godt og aktivt sexliv med, men de sidste 4 måneder har “været præget af smerter langt oppe i underlivet, når jeg har haft sex”.

Tilsyneladende var der ingen sikker forklaring på underlivssmerterne for tre måneder siden. Specielt var der ingen tegn på organiske forandringer eller underlivssygdom. Det er måske grunden til, at din læge anså smerterne for at være stressprovokerede.

Det kan jeg selvfølgelig ikke afvise, men din beskrivelse af smerterne og ømheden i underlivet - og at det hele fortsætter med uformindsket styrke - gør, at jeg mener, at du skal undersøges igen, så du kan få en sikker forklaring og løsning på dit problem.

Ganske vist kan smerter ved samleje godt skyldes belastning og muskelspændinger alene. Men når der - som for dig - er tale om det, man kalder kollisionssmerter, og som din læge ikke kan give nogen sikker forklaring på, bør du undersøges igen.

Tal med din læge om en henvisning til gynækolog og ultralydsskanning. Det vil give oplysning om livmoder, æggestokke og æggeledere - og om forholdene i underlivet i det hele taget - sådan som også din mor også har været inde på det.

Undersøgelsen er uden større ubehag end det, der følger med ved en almindelig underlivsundersøgelse og varer kun ganske kort tid. Det vil forhåbentlig give en afklaring, så du kan komme videre, hvadenten der findes tegn på forandringer eller ej.

Usikkerheden alene kan være med til at fastholde smerter og ømhed.

Fortsæt bare med dine p-piller. De forværrer i hvert fald ikke tilstanden.

Cyster på æggestokkene?

Jeg ved det ikke, men det kan i hvert fald ses ved ultralydsskanningen, hvis de er der.

Med venlig hilsen

Erik Fangel-Poulsen,

Speciallæge i kvindesygdomme

Sidst opdateret: 19.02.2017