Annonce

Håndflademetoden

Bestemmelse af sværhedsgraden

Håndfladen svarer til én procent af kroppen.

Der findes flere forskellige systemer til bedømmelse af sværhedsgraden. De to hyppigst brugte er håndflademetoden og PASI Score. Håndflademetoden er nem, og man kan selv bruge den til at følge udviklingen af sin psoriasis med. PASI Scoren er mere sikker, men også mere kompleks og vanskelig at bruge.

Håndflademetoden

Håndflademetoden er hurtig at forstå og let at bruge. Den er et udmærket værktøj til at få et overblik over sværhedsgraden af psoriasis og kan også bruges af lægmand til at følge sygdommen.

Metoden bruges til at bestemme, hvor stor en del af kroppen, der er påvirket af psoriasis. Måleenheden er håndfladen. Én håndflade svarer til 1 procent af kroppen. Det vil sige, at hvis man har psoriasis i et område, der svarer til 5 håndflader på ryggen og 5 håndflader på maven, kan man regne ud, at man har psoriasis på omkring 10 procent af kroppen. Det svarer altså til en sværhedsgrad på grænsen mellem moderat og svær.

Problemet med denne skala er, at eksempelvis psoriasis i den ene eller begge håndflader ikke scorer ret højt, selvom det kan være stærkt invaliderende. Herudover kan det være vanskeligt at vurdere mængden af psoriasis efter denne metode, hvis man har mange små pletter med psoriasis spredt ud på kroppen.

Læs mere om PSORIASIS

Sidst opdateret: 15.08.2021

Annonce