Hårbundspsoriasis

Hvad er psoriasis i hårbunden?

De fleste med psoriasis har læsioner i hårbunden, som eventuelt kan være det første sted, hvor psoriasis viser sig. Sædvanligvis bemærker man løs skældannelse, og ved undersøgelser af hårbunden kan man se skællende røde knopper eller plamager. Plamagerne kan sidde overalt i hårbunden, men sidder især på grænsen til den omgivende hud - for eksempel i pande og ved ørerne.

Hårbundspsoriasis er et led i den almindelige psoriasis. Det er muligt, at krads og anden hudirritation er med til at "vedligeholde" hårbundspsoriasis.

Annonce (læs videre nedenfor)

Hvilke symptomer er der ved hårbundspsoriasis?

Har man psoriasis i hårbunden, vil man ofte være generet af kløe, men det er sjældent, at man bemærker noget hårtab. Dog kan der i svære kroniske tilfælde være hårtab. Dette hårtab er sædvanligvis reversibelt, det vil sige, at hårene kommer tilbage efter vellykket behandling.

I hårbunden kan psoriasis blive forvekslet med almindelig dannelse af skæl i hårbunden, som er led i skæleksem. Ved almindelig skældannelse i hårbunden ser man typisk fin skældannelse, der er fordelt i hele hårbunden, mens der ved hårbundspsoriasis er isolerede plamager.

Almindelige midler mod skæl i form af shampooer har ofte ikke nogen gavnlig virkning på psoriasis. Derimod er der god effekt af midler, som både løsner skællene og dæmper sygdomsaktiviteten. Dog synes mange, at det vanskeligt at behandle hårbunden med fedtende cremer og salver. Det er derfor vigtigt, at behandlingen bliver afpasset efter de ønsker og behov, man måtte have.

Hvordan stiller man diagnosen 'hårbundspsoriasis'?

Da patienterne ofte har psoriasis andre steder på kroppen, er det sædvanligvis ikke vanskeligt at stille diagnosen.

Hvordan behandler man hårbundspsoriasis?

Steroidopløsning

Ved mild hårbundspsoriasis anvender man ofte steroidopløsninger. Opløsningen fordeler man nemt i hårbunden, og den behøver ikke at blive vasket ud.

Gel eller creme

Ved moderat hårbundspsoriasis kan man anvende gel eller creme, der indeholder steroid og/eller D-vitamin. Da gel og cremer fedter hårbunden, foretrækker de fleste at smøre hårbunden om aftenen og vaske behandlingsmidlet ud den efterfølgende morgen.

En gel, som indeholder både steroid og D-vitamin, er velegnet til både moderate og svære udbrud i hårbunden. For de patienter, som ikke ønsker at have behandlingsmidlet siddende natten over, er der mulighed for at anvende en steroidholdig shampoo, som kan vaskes ud allerede efter 15 minutter.

Stråler

Undertiden kan man få tilbudt Bucky stråler (såkaldte bløde røntgenstråler) som supplerende behandling i hårbunden. Ultraviolet lys har derimod kun beskeden virkning på hårbunden. I svære tilfælde, især hvis der er psoriasis andre steder på huden, kan der blive tale om en tabletbehandling.

Hvad kan man selv gøre for at lindre hårbundspsoriasis?

Ligesom almindelig psoriasis bliver hårbundspsoriasis forværret af krads, infektion, stress og alkohol. For at opnå et godt behandlingsresultat er det vigtigt at følge behandlingsvejledningen. I starten smøres en gang daglig, senere vedligeholdes virkningen ved smøring to gange ugentlig. Mange stopper behandlingen i utide, blandet andet fordi det er tidskrævende at smøre hårbunden. I sådanne tilfælde kan behandling i weekenden være et alternativ til daglig behandling.

Læs mere om PSORIASIS

Sidst opdateret: 19.01.2019