Kostændring kan måske hjælpe kvinder med PCOS

Mellem fem og ti procent af danske kvinder i den fødedygtige alder lider af PCOS – PolyCystiskOvarieSyndrom. Det er en hormonel forstyrrelse, som blandt andet kan gøre det svært at blive gravid. PCOS behandles ofte med en medicin, der oprindelig er udviklet til sukkersygepatienter, men for et par år siden skabte bogen Spis dig gravid stor opmærksomhed om, at den rigtige kost ikke alene kan hjælpe kvinderne til at blive gravide – den har også stor betydning for de øvrige gener, PCOS medfører. Ikke alle eksperter mener dog, at der er tilstrækkelig dokumentation for denne antagelse.

Nyt & Sundt nyhedsbrev
- Ny viden om din sundhed -
Denne artikel er fremstillet for Sygeforsikringen "danmark". Den indgår i nyhedsbrevet
Nyt & Sundt
som produceres i samarbejde med Netdoktor.

Nyhedsbrevet udkommer hvert kvartal til medlemmer af "danmark".

Læs mere på
sygeforsikring.dk.

PCOS er ikke en sygdom, men et syndrom. Det betyder, at flere forskellige kriterier skal være opfyldt, for at man får diagnosen. For det første skal man lide af PCO, som betyder, at der dannes unormalt mange ægblærer i æggestokkene. Selve æggestokken er også større end normalt. Hvis man derudover har uregelmæssige eller udeblevne menstruationer og forhøjet mandligt kønshormon, kalder man det samlet et syndrom – PolycystiskOvarieSyndrom – altså PCOS.

Og hvor mange kvinder lever med PCO uden at mærke noget til det, ser det ofte helt anderledes ud med PCOS.

Man kender ikke årsagen til PCOS til bunds, men man ved, at der både er arvelighed og livsstil involveret.

Symptomerne på PCOS kan variere meget fra kvinde til kvinde, men blandt de typiske gener er:

  • Uregelmæssige menstruationer

  • Vægtøgning - især som "æblefacon"

  • Øget behåring

  • Uren hud

  • Forhøjet mandigt kønshormon (testosteron)

  • Træthed

  • Hovedpine

  • Hedeture

  • Sukker-"narkomani"

  • Manglende mæthedsfornemmelse

  • Søvnproblemer

    Læs i øvrigt fakta artiklen om PCOS .

Insulinsænkende kost

Mange af disse symptomer skyldes, at PCOS kan føre til insulinresistens, det vil sige, at man har nedsat følsomhed overfor insulin. Det svækker musklernes evne til at optage sukker, og det betyder igen, at kroppen forsøger at kompensere ved at producere mere insulin. Resultatet er, at blodsukkeret og insulinniveauet hele tiden er forhøjet hos patienter med PCOS.

Og det er her, kost og livsstil kommer ind. Filosofien er, at hvis man spiser en insulinsænkende kost, lindres mange af de symptomer, som kvinder med PCOS har – og ikke mindst får de lettere ved at blive gravide.

Speciallæge i gynækologi og obstetrik Bjarne Stigsby er hovedforfatter til ”Spis dig gravid” og opfinder af den kost, som anbefales PCOS-kvinder. KISS-kost, som den kaldes (det står for Klinisk Insulin Sænkende Kost), tager netop sigte på at sænke insulinniveauet.

Kosten – som Bjarne Stigsby ikke vil kalde en diæt, men en livsstilsomlægning – går i korte træt ud på, at man skal spise en kost, der består af en tredjedel protein, en tredjedel fedt og en tredjedel kulhydrater – fortrinsvis de langsomme kulhydrater. Og desuden skal man være fysisk aktiv. 30-40 minutters moderat fysisk aktivitet dagligt og en time om ugen, hvor man får sved på panden.

Kosten er ens for alle, uanset hvor udtalte deres symptomer er. Og ifølge Bjarne Stigsby burde mange mænd også følge principperne. For også mænd kan lide af insulinresistens. Mange ved det bare ikke, fordi de mangler det signalapparat, der fortæller, at noget er galt, som kvinderne har i den uregelmæssige eller udeblevne menstruation.

Alle symptomer lettes med den rigtige kost

Bjarke Stigsby har sammen med Institut for Human Ernæring på Københavns Universitet gennemført et forsøg med det formål at bevise den insulinsænkende kosts evne til at afhjælpe PCOS eller helt fjerne symptomerne. De deltagende kvinder skulle have et ønske om at blive gravide, og det var en fejl, siger Bjarne Stigsby i dag. Flere af kvinderne blev nemlig hurtig gravide, og en graviditet ændrer så meget hos kvinden, at de forskellige prøver ikke længere kunne bruges. De gravide måtte derfor udgå af forsøget.

Derfor er forsøget heller aldrig publiceret, men der var dog tilstrækkelig mange kvinder, der var med hele vejen, til at Bjarne Stigsby kan konkludere, at kosten hjalp på deres PCOS.

Ifølge Bjarne Stigsby hjælper den specielle kost på alle de symptomer, PCOS-ramte kvinder kan have. Fra overvægt til mandlig hårvækst. Cirka halvdelen af PCOS-ramte kvinder er overvægtige, mens resten er normalvægtige. Men kosten er den samme – blot kan de normalvægtige spise mere af den, bare de holder sammensætningen med en tredjedel af hver af de tre hovedgrupper.

Annonce (læs videre nedenfor)

Gode resultater

Insulinresistens er dels medfødt, dels skyldes det livsstilen – altså kost og fysisk aktivitet, siger Bjarne Stigsby.

- Og da man ikke kan ændre på den måde, vi er skruet sammen på genetisk, er det oplagt at tilpasse livsstilen, så den passer til den genetiske disposition, siger han.

Det er for tid og evighed, man skal holde sig til den insulinsænkende kost, hvis man lider af insulinresistens, understreger Bjarne Stigsby og illustrerer det med følgende:

- Hvis man er født som dieselbil, så skal man altså ikke tro, man kan køre på benzin.

En væsentlig del af fertilitetsbehandlingen på Bjarne Stigsbys klinik består af livsstilsændring. Og resultaterne er gode. For en tredjedel af de børn, der er kommet ud af det, gælder det, at der ikke er sket andet med moderen, end at hun har lagt sin kost om. Og langt de fleste er blevet gravide uden brug af hormoner. Det gælder for 77 procents vedkommende, at de er blevet gravide ved en kombination af omlægning af livsstilen kombineret med medicin mod PCOS.

Ingen beviser på at kosten har betydning

Odense Universitets Hospital oprettede i 2006 som det første sted i Danmark en særlig klinik for kvinder med PCOS. I klinikken arbejder endokrinologisk og gynækologisk afdeling sammen, fordi kvindernes symptomer rammer begge specialer.

Klinikken har netop gennemført 46 videnskabelige artikler om PCOS med henblik på at udgive en evidensbaseret folder til kvinder med PCOS om blandt andet kost, motion og medicins betydning for PCOS. Diæten, motion og medicindoser varierede i de forskellige artikler. Resultatet af denne gennemgang er ifølge overlæge, dr. med Pernille Ravn fra PCOS-klinikken, at der ikke er videnskabeligt bevis for, at en kost med højt indtag af protein og lavt indtag af kulhydrater (som KISS-kosten) er bedre for kvinder med PCOS end andre diæter.

Det vigtigste er, at overvægtige kvinder med PCOS taber sig. Det mest effektive er en diæt på 1500 kalorier dagligt, og det har ingen betydning, hvordan den diæt er sammensat, siger hun, bare kvinderne taber sig, og at de holder vægten. Hun anbefaler derfor, at man lever efter de officielle kostråd, men holder sig til de 1500 daglige kalorier. Det gør hun, fordi det er relativt enkelt at følge de officielle kostråd, men hun understreger dog, at hvis kvinderne kan tabe sig ved at følge en insulinsænkende kost, er det fint – bare de altså taber sig.

Den holdning er Bjarne Stigsby helt uenig i.

- Et kilo krop skal bruge en bestemt mængde insulin. Og et højt insulinniveau hæmmer forbrændingen. Derfor hænger insulin-niveauet og vægten sammen, siger han.

Annonce (læs videre nedenfor)

Fakta

Den insulinsænkende kost ser sådan ud:

  • Undgå sukker og sukkerprodukter

  • Kun lidt af de hurtige kulhydrater - ris, franskbrød, hvede, pasta, havregryn og kartofler.

  • Spis langsomme kulhydrater - frugt, grønt og fuldkorn

  • Spis mere protein

  • Spis mere fedt

  • Spis fisk

  • Spis varieret

  • Spis en proteinrig morgenmad, for eksempel en ostemad på rugbrød sammen med et spejlæg og en skive kødpålæg

  • Drik vand

  • Vær fysisk aktiv

    Kilde: Bjarne Stigsby

Læs mere om KVINDER OG SYGDOMME

Sidst opdateret: 22.07.2014