Der er plads til og muligheder for alle i foreningsidrætten i Danmark. Parasport dyrkes både af børn, unge, voksne og ældre med handicap, og også af personer med svære fysiske handicap. Der er mange forskellige parasportstilbud i Danmark. Nogle idrætsgrene, for eksempel svømning, ridning og boccia, kan dyrkes af de fleste, mens andre er tilpasset særlige handicapgrupper, som brugere af manuelle eller elektriske kørestole. I parasporten findes udøvere med alle former for fysiske handicap. Eksempelvis amputationer, cerebral parese, para- og tetraplegi (rygmarvsskade), sclerose, muskelsvind, synshandicap, gigt og multihandicap. Parasport dyrkes også af personer med udviklingshandicap og kognitive udfordringer - i foreningsidrætten ofte organiseret efter såkaldte Special Olympics-principper.
Der findes, som nævnt, mange forskellige former for parasport. Her er seks af de mest populære:
På Parasport Danmarks hjemmeside kan du finde information om over 30 forskellige sportsgrene for personer med handicap. Her kan du også finde en oversigt over de klubber, der tilbyder de forskellige idrætsgrene.
At dyrke parasport er først og fremmest sjovt. Humøret er tit højt, når du spiller bold, svømmer eller cykler sammen med andre, og det er en god måde at møde nye mennesker på. Når du dyrker sport, får du bedre motorik, bliver stærkere og kommer i form. Du får ny energi og bliver mere selvhjulpen i hverdagen. Idrætten er sundhedsfremmende og kan mindske risikoen for en lang række sygdomme. Parasporten giver også mulighed for at dyrke idræt på højt niveau, og har du talent, vilje og ambitioner, kan du komme på et af parasportens landshold og deltage i internationale mesterskaber. De bedste para-atleter repræsenterer Danmark ved de Paralympiske Lege, der afvikles i forlængelse af de Olympiske Lege i samme værtsby og rammer.
Over 400 klubber i Danmark har parasport på programmet. Nogle klubber er rene parasportsklubber, mens andre er almene klubber med tilbud for personer med handicap. Parasport Danmark har en række idrætskonsulenter, der kan rådgive dig, i forhold til hvilke idrætter der er relevante for dig, og hvilke lokale idrætstilbud der findes nær dig. Hvis du ønsker at komme i gang med at dyrke parasport, kan du få hjælp hos idrætsforbundet Parasport Danmark gennem portalen ’Ny i Parasporten’.
Sidst opdateret: 28.01.2021