Intresseområden sparade.
Tack, din epostadress är nu registrerad.
Fakta | Mænd

Helbredstjek til udvalgte mænd kan måske redde liv

Mange mænd er imidlertid for sløve til at reagere på kroppens faresignaler. De søger sjældnere læge end kvinder, og når de endelig dukker op, er deres sygdom typisk mere fremskreden. Konsekvensen er, at langt flere mænd end kvinder dør af alvorlige sygdomme som hjertekarsygdomme og kræft.Men mændene vil faktisk gerne forebygge sygdomme. Det viser en ny undersøgelse foretaget af analyseinstituttet YouGov på vegne af Forum for Mænds Sundhed. Her svarer 89 procent af de adspurgte mænd, at de vil deltage, hvis de blev indkaldt til regelmæssige helbredstjek.

Opdateret: 22. Juni 2016

Mænd søger typisk først lægehjælp sent i et sygdomsforløb, og det koster liv. Spørger man mændene selv, vil de gerne deltage i forebyggende helbredstjek, og for nogle grupper kan det muligvis være vejen til flere leveår.

Efterhånden kan du kun nå op på første trappeafsats uden at blive forpustet. Ind i mellem mærker du en stikkende smerte i brystet, men slår det hen, for det skyldes nok bare dårlig kondi eller den seneste tids travlhed. Og for øvrigt er såret ved modermærket på venstre arm jo også ved at hele. Men netop ændret vejrtrækning, smerter i brystet og ændringer i modermærker er bare et lille udpluk af tegn, der bør få alle til at gå til lægen hurtigt muligt. Mange mænd er dog for sløve til at reagere på kroppens faresignaler. De søger sjældnere læge end kvinder, og når de endelig dukker op, er deres sygdom typisk mere fremskreden. Konsekvensen er, at langt flere mænd end kvinder dør af alvorlige sygdomme som hjertekarsygdomme og kræft.

Men mænd vil faktisk gerne forebygge sygdomme. Det viser en ny undersøgelse foretaget af analyseinstituttet YouGov på vegne af Forum for Mænds Sundhed. Her svarer 89 procent af de adspurgte mænd, at de ville deltage, hvis de blev indkaldt til regelmæssige helbredstjek, og netop helbredstjek kan bane vej for, at flere mænd får opdaget sygdomme tidligere. Det mener overlæge og formand for Forum for Mænds Sundhed Svend Aage Madsen.

"Det gælder for stort set alle kræft- og hjertekarsygdomme, at man har bedre chancer for at overleve, hvis sygdommen bliver opdaget tidligt i forløbet. Det gælder også diabetes, hvor man kan få alvorlige følgesygdomme, hvis sygdommen får lov til at udvikle sig. Et helbredstjek vil kunne fange mange sygdomme og forhåbentlig give mændene nogle flere leveår", siger han

Mænd ved for lidt om farlige symptomer

I løbet af et helt liv går mænd 30 procent mindre til lægen end kvinder, og det hænger blandt andet sammen med, at de sjældnere reagerer på symptomer.

"Mænd opdager måske en eller anden forandring, men tænker, at det nok går væk af sig selv. Eller også kender de ikke de tegn, de bør reagere på. Når jeg holder foredrag på arbejdspladser og spørger ind til, hvor mange der kender symptomerne på diabetes, er det kun meget få. Og det er typisk dem, der allerede har fået diagnosticeret sygdommen", fortæller han.

Når mænd er dårligere informeret end kvinder, skyldes det ifølge Svend Aage Madsen, at mænd ikke i samme grad bliver eksponeret for sundhedsbudskaber i medierne.

"Der er ofte artikler om sygdom og sundhed i de medier, kvinder bruger, mens den slags historier sjældent optræder i for eksempel Computerworld", påpeger han.

Kun udvalgte mænd skal tilbydes tjek

I et stort metastudie fra 2012 udarbejdet af The Cochrane Collaboration lød konklusionen, at forebyggende helbredstjek blandt voksne ikke nedsætter dødeligheden, når det gælder kræft- og hjertekarsygdomme. Alligevel mener Forum for Mænds Sundhed, at der fortsat er grund til at tænke i de baner.

"Som det fremgår af Cochrane-studiet kan den manglende effekt skyldes, at de mænd, der har stor risiko for sygdom, og som har allermest brug for helbredstjekket, ikke dukker op. Derfor anbefaler vi et skræddersyet og målrettet helbredstjek til de mænd, der netop ikke er så gode til at komme til lægen og sjældent bruger sundhedsvæsenet", siger Svend Aage Madsen.

Disse tegn skal du især holde øje med:

  • Der er 7 tegn på kræft, som man altid bør reagere på: 1) Synkebesvær, 2) Uforklarligt vægttab, 3) Langvarig hoste og hæshed, 4) Uforklarlig blødning, 5) Ændrede modermærker eller sår, 6) Ændret afføringsmønter, 7) Knuder eller hævelser i huden. [Se mere om de 7 tegn][https://www.cancer.dk/de7tegn/forside/].
  • Symptomer på diabetes er eksempelvis, at man skal op at tisse mange gange om natten, er mere tørstig og har kløe på kroppen.
  • Trykken for brystet, som kan være tegn på hjertekarsygdomme.

Du har fravalgt en eller flere cookies, hvilket kan påvirke visse udvidede funktioner på siden.

Annons