HPV og hoved-halskræft

Hvad er hoved-halskræft?

Begrebet hoved-halskræft er en samlet betegnelse for svulster, der udgår fra slimhinderne i hoved/hals regionen. Hoved-hals-regionen omfatter næsehulen, mundhulen, svælget samt struben. Samlet set er hoved-halskræft en relativt sjælden form for kræft, der hvert år rammer cirka 1000 patienter i Danmark. Som regel er patienterne omkring 60 års alderen, og sygdommen er hyppigere hos mænd end kvinder.

Indtil for nylig var tobaksrygning og i mindre grad alkohol den altdominerende årsag til hoved-halskræft, men i takt med at flere og flere holder op med at ryge, så ser man også færre af de hoved-halskræfttilfælde, som skyldes tobak - eksempelvis strubekræft. Samtidig er det indenfor de seneste cirka 10 år blevet klart, at infektion med Human Papilloma-virus ( HPV ) er årsag til en specifik undergruppe af hoved-halskræft. Det drejer sig om kræft i mundsvælget - primært kræft i mandlerne.

Annonce (læs videre nedenfor)

Udviklingen af hovedhals-kræft i Danmark

I Danmark har man siden cirka 1980 registreret og behandlet patienter med hoved-halskræft i henhold til retningsliner udarbejdet af DAHANCA (The Danish Head and Neck Cancer group). Registrering af patienterne gør det muligt at observere forekomsten og udviklingen af hoved-halskræft, og meget af den viden, vi i dag har om HPV og hoved-halskræft blandt danske patienter, er netop baseret på opgørelser fra DAHANCA-databasen.

Figur 1 illustrerer udviklingen af hoved-halskræft i Danmark i perioden 1977-2012. Kurverne viser andelen af nye årlige kræfttilfælde i henholdsvis strube og mundsvælg.

Det ses, at forekomsten af strubekræft er aftagende, hvilket kan forklares ved, at befolkningen generelt ryger mindre. Omvendt kan man se, at kræft i mundsvælget er i stigning, og infektion med HPV anses for at være hovedårsagen til denne udvikling. Der udtages rutinemæssigt vævsprøver fra kræftsvulster for at undersøge dem for, om kræften er HPV-relateret. Fra 1980 og frem til nu er andelen af HPV-relaterede tilfælde i Danmark fordoblet fra 37 procent i begyndelsen af perioden til 75 procent ved udgangen af 2010. Det betyder, at omtrent 75 procent af de tilfælde af kræft i mundsvælget, der aktuelt diagnosticeres, skyldes HPV.

Forekomsten af hoved-halskræft I Danmark er altså præget af to modsatrettede tendenser, hvor de tilfælde, der primært skyldes tobak, er aftagende, mens de HPV-relaterede tilfælde er i kraftig stigning. Stigningen ses hos både mænd og kvinder. Samme udvikling gør sig gældende i andre vestlige lande, heriblandt USA og Sverige.

HPV og hoved-halskræft

HPV-relateret og ikke-HPV-relateret hoved-halskræft betragtes nu som to forskellige kræftsygdomme. Dels på grund af de forskellige årsager til kræften, men også på grund af centrale forskelle på de to grupper af patienter, der får hoved/hals-kræft.

Patienter med HPV-relateret hoved-halskræft er generelt yngre, ryger mindre tobak og har en væsentlig bedre almen helbredstilstand, end patienter med ikke-HPV-relateret hoved-halskræft. Man ved også, at patienter med HPV-relateret hoved-halskræft har en god prognose.

Forskning peger på, at HPV muligvis overføres til mundhulen ved oralsex, men det kan ikke endeligt hverken be- eller afkræftes videnskabeligt set. Hvorledes HPV forårsager kræftudvikling i mundhulen er også fortsat ufuldstændigt belyst. På nuværende tidspunkt kan man derfor heller ikke forklare præcist, hvorfor der aktuelt ses en nærmest epidemisk stigning af kræft i mundsvælget, men det er et område, der forskes i med stor interesse.

Hvad kan man selv gøre for at undgå hoved-halskræft?

Non-HPV-relateret hoved-halskræft

Hoved-halskræft, som ikke skyldes HPV, kan forbygges ved at undlade tobaksrygning og overforbrug af alkohol.

HPV-relateret hoved-halskræft

Der er to forebyggende HPV-vacciner tilgængelige, som begge forebygger smitte med HPV 16 og 18, som forårsager op mod 70 procent af alle tilfælde af livmoderhalskræft. Da HPV 16 er den altdominerende HPV-type i HPV-relateret hoved-halskræft, må det antages, at vaccination også beskytter imod denne sygdom. Der foreligger dog fortsat ingen studier eller data, der kan påvise, at HPV-vaccination beskytter mod hoved-halskræft, og man ved derfor endnu ikke, hvor høj en grad af beskyttelse, man eventuelt vil kunne opnå ved vaccination.

Læs mere om HPV

Sidst opdateret: 01.07.2015