Vaccination mod HPV - inden seksuel debut

HPV er en samlet betegnelse for over 100 typer af det samme virus. HPV er så udbredt, at du nærmest ikke kan undgå at blive smittet, hvis du har et aktivt sexliv. Især unge mennesker har risiko for at blive smittet med HPV, fordi de ofte har skiftende partnere.

HPV kan føre til kønsvorter og kræft

HPV er i langt de fleste tilfælde ikke farligt, og det forsvinder oftest af sig selv igen. Nogle typer HPV kan dog give kønsvorter, som er flade, knudrede eller blomkålsagtige vorter, som sidder på eller omkring kønsorganerne. Hos kvinder sidder kondylomerne på skamlæberne, i skeden, ved urinrøret eller omkring endetarmsåbningen. Andre typer HPV kan udvikle sig til celleforandringer og kræft forskellige steder i kroppen. De fleste ved, at HPV kan føre til livmoderhalskræft, men HPV sættes også i forbindelse med kræft i og omkring kønsorganerne samt i munden og mandlerne.

Annonce (læs videre nedenfor)

Kondomer giver ikke fuld beskyttelse mod HPV

Et kondom giver ikke fuldstændig beskyttelse mod HPV. HPV findes i hud og slimhinder på kønsorganerne, hvor kondomet beskytter, men det findes også i området omkring kønsorganerne og i mundhulen - altså steder hvor kondomet ikke beskytter. HPV smitter ved samleje, oral- og analsex, ved at kønsorganerne berører hinanden og endda ved dybe kys.

HPV-vaccination hos lægen

Alle piger bliver tilbudt gratis vaccination mod HPV, når de er 12 år, som en del af det danske børnevaccinationsprogram. Den HPV-vaccine, som anvendes i børnevaccinationsprogrammet i øjeblikket, beskytter mod syv typer HPV (16, 18, 31, 33, 45, 52 og 58), som er ansvarlig for op mod 90 % af alle tilfælde af livmoderhalskræft. Desuden beskytter vaccinen mod to typer af HPV (6 og 11) som er ansvarlig for op mod 90% af kondylomer.

Piger, der er under 15 år ved første vaccination:

To doser Gardasil®9 inden for 13 måneder. Der skal minimum gå fem måneder mellem de to vaccinationer. Hvis intervallet ikke overholdes, skal man have en tredje dosis.

Piger der er 15 år og derover ved første vaccination:

Tre doser hvor minimumsintervallet mellem første og anden vaccine er én måned og mellem anden og tredje vaccine tre måneder. Alle tre vacciner skal så vidt muligt gives inden for ét år. Hvis der går længere tid, skal man have næste vaccine hurtigst muligt.

Tre HPV-vacciner på markedet

Der findes tre HPV-vacciner Cervarix®, Gardasil® og Gardasil9®, og de har alle været benyttet i børnevaccinationsprogrammet herhjemme:

  • Fra januar 2009 til februar 2016: Gardasil®
  • Fra februar 2016 til oktober 2017: Cervarix®
  • Fra november 2017 - nu: Gardasil®9

Husk celleprøven – også selvom du er vaccineret!

Fra det 23. år bliver alle kvinder blive tilbudt at få taget en celleprøve for livmoderhalskræft hos sin læge hvert tredje år. Det er vigtigt at tage imod tilbuddet - uanset om man er vaccineret eller ej. Selv om ens risiko er væsentligt lavere, når man er vaccineret, så kan man stadig få livmoderhalskræft.

Sidst opdateret: 29.01.2019