Cordarone X er et middel mod hjerterytmeforstyrrelser.
Virksomme stoffer
Amiodaron
Anvendelse
Cordarone X anvendes til forebyggelse og behandling af livstruende hjerterytmeforstyrrelser, hvor anden behandling har været virkningsløs. Recept på Cordarone X må kun udskrives af speciallæger i hjertesygdomme.
Doseringsforslag
Findes som tabletter.
Voksne
Behandlingen indledes på sygehus.
Dosis er individuel.
Vedligeholdelsesdosis er oftest 100-200 mg 1 gang i døgnet.
Bemærk:
Dosis bør tages på samme tidspunkt i forhold til måltiderne, da fødeindtagelse påvirker optagelsen af lægemidlet.
Der er begrænset erfaring ved børn og unge under 17 år.
Må ikke tappes. Donor skal sandsynligvis udmeldes af donorkorpset.
Virkning
Virker ved at hæmme de elektriske impulser i hjertemuskulaturen, så hjertets rytme normaliseres.
Maksimal virkning opnås først efter dage til ugers behandling.
Halveringstiden i blodet (T½) er 20-100 dage.
Virkningen kan bestå i uger til måneder efter ophør af behandlingen, da amiodaron udskilles meget langsomt.
Lægemiddelformer
Tabletter. 1 tablet indeholder 100 mg amiodaronhydrochlorid.
Særlige advarsler
Grapefrugtjuice bør undgås, da det nedsætter virkningen af midlet.
Anvendes med forsigtighed til patienter, som venter på en hjertetransplantation.
Under behandlingen skal du regelmæssigt have undersøgt din skjoldbruskkirtel, lungefunktion og leverfunktion.
Hvis du får uskarpt eller nedsat syn, bør du kontakte din læge.
Brug af anden medicin
Det er vigtigt at informere lægen om alle de lægemidler, du tager.
Cordarone X må ikke anvendes sammen med midler mod psykoser (haloperidol, sertindol), tricykliske antidepressiva, terfenadin (antihistamin), kolesterolsænkende midler (atorvastatin og simvastatin) samt quinin (mod lægkramper).
Forsigtighed ved samtidig behandling med lægemidler, som påvirker ekg, fx sotalol (beta-blokker), loratadin (antihistamin) og visse midler mod psykoser.
Samtidig behandling med midler mod leverbetændelse (ledipasvir og sofosbuvir) giver øget risiko for langsom puls. Ved udtalte symptomer på langsom puls, fx svimmelhed og besvimelse, bør du kontakte din læge.
Cordarone X øger virkningen af digoxin (hjertemiddel) og warfarin (blodfortyndende).
Der er risiko for blødning ved samtidig behandling med dabigatran (blodfortyndende).
Cordarone X kan øge virkningen af visse midler mod hjerterytmeforstyrrelser (flecainid), midler ved organtransplantationer (ciclosporin og tacrolimus), metoprolol (beta-blokker) og phenytoin (epilepsimiddel).
Rifampicin (middel mod tuberkulose) og naturlægemidler, som indeholder perikon, kan nedsætte virkningen af amiodaron.
Al information om medicin leveres fra Medicin.dk®, DLI. Samtlige rettigheder tilhører Dansk Lægemiddel Information A/S (DLI). Læs mere om Medicin.dk® og DLI her.