Annonce

Lenzetto


Producent: Gedeon Richter

Indeholder
Lenzetto er et østrogen-præparat.

Virksomme stoffer
Estradiol

Anvendelse

Lenzetto anvendes ved mangel på det kvindelige kønshormon østrogen. Kvinders egen produktion af østrogener aftager i overgangsalderen, og den ophører helt, hvis begge æggestokke fjernes ved operation.

Østrogenmangel kan medføre hedestigninger, ledsmerter og tynde, tørre slimhinder i skeden og urinrøret. Desuden kan der komme afkalkning af knoglerne (knogleskørhed),

Midlet indeholder det naturlige østrogen estradiol, som løbende optages gennem huden i løbet af 24 timer.


Doseringsforslag

Findes som kutanspray.



Sædvanligvis 1 dosis (1,53 mg) sprays på huden på den indre underarm.

Efter 1-2 måneders anvendelse kan dosis evt. justeres (spørg lægen).

Bemærk:

  • Se Håndtering og holdbarhed vedrørende klargøring og brug af kutanspray.
  • Må ikke anvendes i ansigtet, på brysterne eller omkring skedeåbningen.


Mulige bivirkninger
Langvarig behandling med østrogen alene medfører øget risiko for kræft i livmoderen. Risikoen mindskes, hvis du samtidig får gestagen.Langvarig behandling med østrogen og gestagen kombineret øger risikoen for brystkræft.Hormonbehandling i overgangsalderen er forbundet med en let forhøjet risiko for kræft i æggestokkene. Risikoen falder gradvist igen, når du afslutter behandlingen. I de første måneder af hormonbehandlingen kan du få forbigående pletblødninger.
Almindelige (1-10%)
Reaktioner på påføringsstedet, Vægttab, Vægtøgning
Kvalme, Mavesmerter, Opkastning
Hævelser pga. væskeophobning i kroppen
Brystspænding(inkl. smerter i armhulen), Forstørrede bryster, Hedeture
Døsighed, Hovedpine, Nervøsitet
Hudkløe, Hududslæt, Øget svedtendens
Blødning fra livmoderen, Kraftig menstruation, Menstruationsforstyrrelser, Sammentrækniger i livmoderen, Udflåd
Ikke almindelige (0,1-1%)
Forhøjet blodtryk
For meget kolesterol i blodet
Depression, Humørsvingninger, Opstemthed, Rysten, Svimmelhed, Uro og rastløshed, Ændring i hudens følesans
Alvorlig hudreaktion
Allergiske reaktioner, Overfølsomhed
Betændelse i skeden, Blod i urinen, Cyster på æggestokkene, Fortykkede slimhinder i livmoderen, Polypper i livmoderhalsen, Ufrivillig vandladning
Synsforstyrrelser
Sjældne (0,01-0,1%)
Leverpåvirkning
Astma, Blodprop i de dybe vener
Tendens til godartede svulster i brysterne
Angst, Migræne
Seksuelle forstyrrelser
Problemer med brug af kontaktlinser
Ikke kendt
Ophobning af galde, Svulster i leveren
Blodprop i lungerne, Iltmangel i hjernen
Eksem
Kræft i livmoderen, Livmoderhalskræft

Bør ikke anvendes

Lenzetto bør ikke anvendes, hvis du har:

  • kræft i livmoderen
  • brystkræft eller tidligere har haft brystkræft, eller hvis personer i din nærmeste familie har haft brystkræft eller kræft i livmoderen. Lokalbehandling med østrogen kan i nogle tilfælde benyttes i stedet.
  • haft blodpropper i de dybe vener, hjernen eller hjertet eller problemer med blodets evne til at størkne.
  • haft blødning af ukendt årsag
  • akut eller tidligere leversygdom
  • porfyri, der viser sig ved kolikagtige, stærke smerter i maven, ledsaget af kvalme og opkastning.

Graviditet
Må ikke anvendes.

Anvendes normalt ikke til gravide. Kan anvendes som led i fertilitetsbehandling.

Læs mere om gravide og medicin.



Amning
Kan om nødvendigt anvendes.

Kan nedsætte mængden af modermælk.



Trafik
Ingen advarsel.

Bloddonor
Må tappes.


Virkning
  • Virker ved at erstatte kvindens egne østrogener, så symptomerne aftager.
  • Endvidere standses eller forebygges afkalkning af knoglerne.
  • Behandling med østrogener medfører fortykkelse af livmoderens slimhinde og dermed øget risiko for kræft i livmoderen. Denne risiko fjernes, hvis man samtidig tager gestagent hormon, enten i form af tabletter eller en gestagenspiral. Ved at tage gestagent hormon i tabletform i perioder på 10-14 dage fremkalder man en afstødning af slimhinden, og der vil komme en menstruationslignende blødning. Hvis kvinden er lidt ældre, kan man ofte undgå blødning ved at bruge både østrogen og gestagen hver dag. Hvis livmoderen er fjernet, er der ingen grund til at bruge gestagent hormon.


Lægemiddelformer

Kutanspray, opløsning. 1 spraydosis indeholder 1,53 mg estradiol.



Særlige advarsler

Inden behandlingens start skal der foretages en gynækologisk undersøgelse. Man bør få undersøgt underlivet og brysterne hos lægen ca. en gang om året samt ved uventede blødninger.

Behandlingen bør straks ophøre, hvis man får gulsot, migrænelignende hovedpine eller kraftig stigning af blodtrykket.

Lenzetto skal desuden anvendes med forsigtighed, hvis man:

  • har muskelknuder eller endometriose
  • er ryger, overvægtig, har en høj alder eller diabetes, da man så har øget risiko for at få blodpropper
  • har en galdestens- eller leverlidelse
  • har alvorlig bindevævssygdom (SLE)
  • tidligere har haft forstørret livmoder
  • har epilepsi
  • har astma
  • har otosklerose (en særlig knoglesygdom, der forekommer inde i øret)
  • har arvelig tendens til allergisk hævelse i ansigtet, mundhulen og strubehovedet.

Kvinders risiko for brystkræft afhænger af, hvor mange år brystvævet har været under indflydelse af både ens egne kønshormoner og behandling med østrogen. Kvinder med sen menopause har en øget risiko for brystkræft, som stiger yderligere med hormonterapi efter overgangsalderen.

Bemærk: Østrogenpræparater beregnet til behandling af symptomer på overgangsalderen beskytter ikke mod graviditet.



Brug af anden medicin

Det er vigtigt at informere lægen om alle de lægemidler, du tager.

  • Nogle lægemidler kan nedsætte virkningen af Lenzetto og medføre blødningsforstyrrelser. Det gælder fx visse epilepsimidler (fx phenytoin og carbamazepin), visse antibiotika (fx rifampicin og rifabutin), visse HIV-midler (fx nevirapin og ritonavir), bosentan (middel mod forhøjet blodtryk i lungerne), modafinil (middel mod narkolepsi) og naturlægemidler, der indeholder perikon.
  • Østrogenbehandling kan medføre behov for justering af levothyroxin-dosis, hvis du behandles for et for lavt stofskifte.

Tilskud, udlevering, pakninger og priser
Tilskud Udlevering Dispenseringsform og styrke Pakning Pris i kr.
  Må kun udleveres én gang efter samme recept, medmindre receptudstederen har angivet på recepten, hvor mange gange og med hvilke tidsmellemrum yderligere udlevering må finde sted kutanspray, opløsning1,53 mg/dosis 1 stk. 87,35
  Må kun udleveres én gang efter samme recept, medmindre receptudstederen har angivet på recepten, hvor mange gange og med hvilke tidsmellemrum yderligere udlevering må finde sted kutanspray, opløsning1,53 mg/dosis 3 stk. 228,40



Al information om medicin leveres fra Medicin.dk®, DLI. Samtlige rettigheder tilhører Dansk Lægemiddel Information A/S (DLI). Læs mere om Medicin.dk® og DLI her.DLI