Annonce

"Jeg prøver at passe på min nakke"

Marianne Frausing er sekretær og tilbringer hver dag op til 10 timer ved et skrivebord. Hun har haft nakkesmerter i perioder igennem mange år, men har efterhånden lært at tage smerterne i opløbet.

Nyt & Sundt nyhedsbrev
- Ny viden om din sundhed -
Denne artikel er fremstillet for Sygeforsikringen "danmark". Den indgår i nyhedsbrevet
Nyt & Sundt
som produceres i samarbejde med Netdoktor.

Nyhedsbrevet udkommer hvert kvartal til medlemmer af "danmark".

Læs mere på
sygeforsikring.dk.

Som freelance sekretær arbejder Marianne Frausing på mange forskellige arbejdspladser. Nogle steder er hun et par uger, andre steder er hun op til et par måneder. Hun skal derfor tit vænne sig til at sidde på en ny stol ved et nyt arbejdsbord. Ofte har hun så travlt, at der ikke er tid til at få indrettet sig optimalt og få indstillet bord og stol, så hun sidder behageligt, når hun skal arbejde ved computeren. Som regel må hun bare bruge den stol, hun får stillet til rådighed – også selv om det er en stol uden hjul, der ikke kan indstilles i højden. Det betyder derfor også, at Marianne ofte får ondt i sin nakke, fordi hun sidder i dårlige arbejdsstillinger. Marianne har dog haft ondt i sin nakke og sine skuldre i mange år, også dengang hun arbejdede som sekretær i den samme virksomhed med en fast arbejdsstation, så smerterne kommer ifølge Mariannes opfattelse ikke kun af skiftende arbejdsstationer, men også af at sidde så mange timer foran en computer.

Massage lindrer

Marianne er 47 år, gift og mor til to voksne døtre på 20 og 23 år. I 25 år arbejdede Marianne som sekretær i samme virksomhed, før hun blev freelance, som hun nu har været igennem det sidste halvandet års tid.

Hun var ikke så opmærksom på sin krop, før hun for cirka 20 år siden fik meget ondt i bækkenet i forbindelse med sin sidste graviditet. Bækkenløsningen gjorde, at Marianne blev bevidst om kroppens signaler, hvor hun før ofte havde ignoreret dem. Hun startede hos fysioterapeut på grund af bækkenløsningsplager, men der gik ikke lang tid, før hun også fik massage for nakkesmerter . Marianne går den dag i dag stadig til fysioterapeut cirka hver 14. dag for at få massage på nakke, skuldre og ryg. Når hun i perioder har ekstra ondt i nakken, får hun oftere massage.

- At få massage lindrer mine smerter, og gør, at jeg nemmere kan arbejde. Mine smerter i nakken har i alle årene med kontorarbejdet været de samme – de føles, som om en stor tommeltot trykker kraftigt i området mellem mine skuldre og min nakke. Når jeg føler med mine fingre på området, er det ømt og stenhårdt. Nogle gange kan det være svært at sige præcist, hvor smerterne kommer fra, før fysioterapeuten med sin fingre kan finde stedet og give det ekstra massage, fortæller Marianne.

Annonce (læs videre nedenfor)

Pligtopfyldende

Marianne arbejder ofte 8-10 timer om dagen ved sin computer og med kontorarbejde. Hun har med tiden fundet ud af, at smerterne i nakken bliver værre, når hun er stresset og har meget at lave. Alligevel har hun ofte haft svært ved at gå hjem og hvile, når smerterne blev voldsomme.

- Der skal meget til, før jeg giver op. Jeg burde måske nok have sygemeldt mig nogle af de gange, hvor jeg har haft så ondt, at jeg ikke kunne dreje hovedet. Men jeg har arbejdet alligevel, selvom jeg har følt mig handicappet og har fået spændingshovedpine af smerterne. Jeg bryder mig ikke om piller og har derfor kun meget sjældent taget hovedpinepiller i forbindelse med smerterne. Jeg går meget op i at gøre et godt stykke arbejde, og derfor skynder jeg mig for at nå en masse. Når jeg har travlt, glemmer jeg let mig selv og mærker ikke, hvordan min krop har det, før det er for sent, og jeg har fået smerter i nakken. Og når smerterne først er der, så spænder jeg mere op – også når jeg ikke laver kontorarbejde. Så det bliver let en ond cirkel, fortæller Marianne.

Tager smerterne i opløbet

Marianne har efterhånden lært at tage smerterne i opløbet. Ud over hyppig massage sørger hun for at lave udstrækningsøvelser for nakken og ryste skuldrene efter behov, det vil sige, når hun mærker, at hun er ved at få ondt. Øvelserne har hun lært af sin fysioterapeut.

- Når jeg har ondt, sætter jeg mig med en varmepude på nakken og skuldrene om aftenen efter arbejde, for eksempel mens jeg ser tv. Bagefter laver jeg nogle strækøvelser og går så i seng og sover. Det plejer at hjælpe, og så er jeg klar til at arbejde næste dag, fortæller Marianne.

Hun synes selv, at hun er blevet bedre til at tage små pauser i løbet af arbejdsdagen, hvor hun for eksempel hopper på stedet og får pulsen op og bevæger arme og ben. Det sker dog kun, når hun kan gøre det uforstyrret på eget kontor i Glostrup.

- Det kan se lidt mærkeligt ud at stå at hoppe og lave øvelser ude hos kunderne, hvor jeg er en tredjedel af min arbejdstid. Derfor er jeg glad for, at jeg går i et fitnesscenter, hvor jeg hver gang bruger en halv time på at styrke min kondition på en crosstrainer og cirka et kvarter på styrketræning. Det har jeg gjort to gange om ugen de sidste fem år. Hos kunderne holder jeg mest pauser ved at rejse mig fra stolen, når jeg for eksempel skal på toilettet. Eller jeg går en lidt længere tur og henter en kop kaffe i kantinen i stedet for i en kaffeautomat i nærheden af mit skrivebord, siger Marianne.

- Jeg kan mærke, at min krop og mit helbred generelt har rigtig godt af, at jeg træner i fitnesscenteret. Jeg svømmer også en gang imellem i en svømmehal – hver gang svømmer jeg 1 km på cirka 33 minutter, siger Marianne.

Annonce (læs videre nedenfor)

Vigtigt med en god holdning

Marianne blev også mere opmærksom på sin kropsholdning, efter at hun fik bækkenløsningsproblemer for snart 20 år siden.

- Jo bedre min kropsholdning er, desto færre smerter får jeg i min nakke og skuldre. Jeg har lært ikke at sidde med benene over kors og at holde bækken, ryg, skuldre og nakke lige. At tage hensyn til mit bækken har givet den sidegevinst, at jeg har færre smerter i nakke og skuldre. Det hjælper for eksempel også min nakke og mine skuldre at bruge en fodskammel, når jeg vil tage hensyn til bækkenet, fordi jeg får en bedre kropsholdning og ikke sidder så meget med benene over kors. Så hvis jeg er på en arbejdsplads, hvor der ikke er en fodskammel, kan jeg finde på at lægge nogle bøger under mine fødder.

- Jeg ved, at mine nakkesmerter især hænger sammen med mit stressniveau, så jeg øver mig i at sige nej og bede om hjælp, så jeg ikke bliver overbelastet. Det betyder for eksempel, at jeg beder familien lave mad, så jeg har lidt tid til mig selv. Jeg ved, at mine nakkesmerter vil komme og gå livslangt, så jeg forsøger at holde dem nede, så godt jeg kan, siger Marianne.

Læs mere om sundt arbejdsmiljø

Sidst opdateret: 01.09.2012

Annonce