Bøger

At gå døden i møde

Igennem et langt lægeliv har britiske Kathryn Mannix specialiseret sig i arbejdet med mennesker med fremskredne, uhelbredelige sygdomme, både inden for kræftbehandling og i det palliative område. I denne bog udforsker hun døden.

Gennem en række patientfortællinger fra sit virke som læge besvarer hun de mest intime og følsomme spørgsmål om døden og den døende. Kathryn Mannix prøver at vise den terapeutiske kraft, der opstår, når man nærmer sig døden ikke med ængstelse og fortielse, men med åbenhed, klarhed og forståelse.

'At gå døden i møde' er en bog henvendt til alle. Alle ramte, sørgende, efterladte, pårørende og nærtstående, alle syge og raske, alle, der gerne vil vide mere om livet og om døden.

Fortællingerne viser med både alvor, humor og varme, hvordan døende omfavner livet – ikke fordi de er særligt tapre eller stærke, men fordi det er et menneskeligt instinkt, når man står over for døden. Og døden er for de allerfleste ikke det ene øjeblik, dødsøjeblikket, men et langt forløb – hvor man ikke skal gå alene.

Med forord af hospitalspræst ved Rigshospitalet Lotte Blicher Mørk.


Kathryn Mannix: At gå døden i møde, Don Max/Politikens Forlag, 352 sider.


Se oversigt over kulturstof

Sidst opdateret: 01.05.2018