Annonce

Nåle dæmper Uffes trang til at drikke

Uffe Henriksen får øreakupunktur flere gange om ugen, fordi han kæmper med et misbrug. For ham og mange andre mennesker med alkoholproblemer giver akupunkturen et tiltrængt frirum og en støtte til at klare sig igennem behandlingen og hverdagen.

Det giver et lille sæt, da nålen rammer hans højre øre. De næste nåle tager han i stiv arm, for han er vant til, at det kan nive lidt. Uffe Henriksen møder troligt op klokken otte om morgenen flere gange om ugen i Alkoholrådgivningen i Næstved Kommune for at få sat fem nåle i hvert øre. Trangen til flasken holder han på afstand med det lille glas brusende antabus, der står i et hvidt plasticbæger ved siden af ham. Det går ikke uden, for så bliver fristelsen til at gå ud og købe seks af de billige bajere for stor. Men øreakupunktur hjælper ham også.

"Det giver mig sådan en ro i hovedet og fred for alle de dumme tanker om, at det hele bare kan rende mig", fortæller Uffe Henriksen.

Det tager kun et øjeblik, så har en af alkoholrådgivningens behandlere placeret alle nålene i hans ører, og han sætter sig hen på stolen tættest ved vinduet. Så bliver lyset slukket, og døren lukket. Tilbage er kun lyden af kroppe, der skifter stilling, og en stille slubren, når læber forsigtigt nipper af den dampende urtete i de tynde bægre.

Nogle morgener er alle 10 stole i det lille rum optaget af mænd og kvinder med orange nåle strittende ud af ørene. Denne morgen er kun Uffe Henriksen og en anden mand mødt frem. De to skal nu sidde og slappe af i 45 minutter, sådan som det er angivet i retningslinjerne for øreakupunkturmetoden NADA.

NADA giver ro i kroppen

NADA-metoden blev udviklet af en psykiater på Lincoln Hospital i New York i 1970’erne. Formålet var at dæmpe abstinenser og trang hos misbrugere, men efterhånden opdagede man, at behandlingen også gjorde folk mere afslappede, at de blev mere i kontakt med sig selv og dermed fik mere ud af de øvrige dele af behandlingen. NADA har været kendt herhjemme siden 1990’erne og bruges i dag både i alkohol- og stofmisbrugsbehandlingen, på mange psykiatriske bosteder og flere psykiatriske hospitalsafdelinger landet over.

Hvad står NADA for?

NADA er en forkortelse af National Acupuncture Detoxification Association – en organisation der blev dannet i USA i 1985 for at udbrede NADA-modellen. Herhjemme blev foreningen NADA-danmark dannet i år 2001 af Lars Wiinblad

Kilde: NADA-danmark

I Alkoholrådgivningen i Næstved Kommune har man gode erfaringer med NADA. Ifølge Rolf Svensson, der er socialpædagog og alkoholbehandler i rådgivningen, handler det især om, at NADA kan give ro i kroppen. Netop det kan være en stor fordel, når man skal arbejde sig ud af et misbrug.

"Nogle borgere fortæller, at de får så meget ro på i et par døgn, at det med at drikke ligger fjernt fra dem. Når uroen forsvinder, overmander trangen dem ikke i samme grad. På den måde får de overskud og ressourcer til at arbejde med deres problemer. Det er i hvert sådan, borgerne beskriver oplevelsen af NADA", siger Rolf Svensson.

Annonce (læs videre nedenfor)

Det virker, men vi ved ikke hvorfor

På Behandlingscenter Tjele, som er et privat behandlingscenter, der også udfører alkoholbehandling for kommunerne, bliver man tilbudt NADA-akupunktur, så snart man træder ind ad døren. Det fortæller Knud Brinkløv, der i de seneste otte år har været behandlingsansvarlig læge på stedet. Her bruges NADA blandt andet som supplement i abstinensbehandlingen, og over halvdelen af dem, som skal trappes ud af alkoholafhængigheden, tager imod tilbuddet.

Som tidligere embedslæge i Viborg Amt og sociallæge i Viborg Kommune har Knud Brinkløv mange års erfaring med misbrugsområdet. Han fortæller, at ikke alle oplever effekt af behandlingen med nåle, men mange har godt gavn af det.

"De slapper typisk af og oplever mindre trang og uro og færre abstinenser. Det kan vi se på de skalaer, vi bruger til at måle effekten af behandlingen med. Nogle gange oplever vi også, at behovet for abstinensmedicin bliver mindre", fortæller han.

Knud Brinkløv understreger, at NADA aldrig kan stå alene, men bruges det som supplement til de øvrige tiltag, har det efter hans overbevisning absolut en berettigelse i det samlede behandlingstilbud. Også selvom der er tale om en metode, man kun har erfaring for virker og ikke helt kender årsagen bag.

"Der er ikke noget odiøst i en erfaringsbaseret tilgang – heller ikke inden for det lægefaglige felt. Man har også haft den tilgang til flere lægemidler igennem tiden. Eksempelvis aspirin, som man anvendte i mange år, før man fandt ud af, hvordan det virkede", siger han.

De første gange gjorde det bare ondt

For Uffe Henriksen, der sidder og kigger ud af vinduet i den gamle gule bygning, som er hjemsted for Næstved Kommunes Alkoholrådgivning, handler de næste mange minutter om at få fred og ikke stresse over noget. Mens nålene gør deres arbejde, siver støjen fra trafikken ind ad vinduerne sammen med det grå morgenlys. Uffe Henriksen kaster et blik på uret og sætter sig tilbage i stolen.

Det var hans behandler i alkoholrådgivningen, Anja, der spurgte, om det kunne være en idé at prøve. Det ville han gerne, for man skal ikke sige nej til noget, man ikke har afprøvet. De første par gange gjorde det mest bare ondt i ørene. Alligevel fornemmede han et eller andet, der gav ham lyst til at komme igen. Han glæder sig måske ikke ligefrem. Men det er et holdepunkt i en hverdag, der mest består af at vente på ingenting, nu hvor en sygemelding har sat hans lange arbejdsliv på pause.

Annonce (læs videre nedenfor)

NADA er ikke en mirakelkur

I dag er der stille i det lille rum, men sådan er det ikke altid. Rolf Svensson fortæller, at det første kvarters tid ofte er fyldt med snak og grin. Efterhånden ebber det ud, og nogle falder ligefrem i søvn.

Ifølge Knud Brinkløv kan akupunkturbehandlingen netop være en genvej til at skabe kontakt til andre mennesker.

"Det at blive rørt ved kan være med til at etablere en kropsbevidsthed, som mange af de mennesker, der har drukket eller taget stoffer i mange år, ikke har. De er ikke vant til den fysiske kontakt, men den kan i sidste ende gøre, at det bliver lidt lettere at åbne op over for andre", forklarer han.

Rolf Svensson har set eksempler på, at der er opstået et socialt fællesskab omkring NADA-sessioner, hvor nogle borgere aftaler at komme på bestemte ugedage og udveksler historier, mens de får NADA. Han oplever også, at øreakupunkturen kan være en genvej til større fortrolighed i det terapeutiske arbejde, fordi man som behandler bryder intimsfæren, når man sætter nåle i ørene på folk.

"For nogle er det enormt grænseoverskridende, men faktisk kan det også gøre, at de tør sige nogle ting, der ellers ligger gemt langt væk og er svære at tale om", fortæller han.

I Næstved Kommune foregår selve abstinensbehandlingen hos den praktiserende læge, mens samtaleforløbet udgør kernen i rådgivningens behandlingstilbud. NADA er kun et supplement og ikke nogen mirakelkur. Det er vigtigt for Rolf Svensson at understrege:

"Det afgørende i behandlingen, er det terapeutiske forløb, hvor borgeren træffer beslutninger om at handle anderledes. Men NADA kan nogle gange bane vej til det terapeutiske rum, så man lettere kommer i gang med forandringerne".

Nåle er ikke nok til at holde trangen væk

I det lille rum skæver Uffe Henriksen igen til sit ur. Sidemanden, der i starten var travlt beskæftiget med sin mobiltelefon, sidder nu tilbagelænet med lukkede øjne. Så bliver dørhåndtaget forsigtigt trykket ned, og Anja stikker hovedet ind og fortæller, at nu er tiden gået. Hun tænder lyset, og med et snuptag befrier hun alle for de små ørenåle, som hun omhyggeligt lægger ned i en lille gul affaldsspand.

Nogle gange skal Uffe Henriksen ind og snakke med Anja, som giver ham gode råd til at tackle sin trang. Samtalerne med hende spiller en vigtig rolle, for hvis han virkelig vil drikke, er der ikke noget, der kan holde ham fra det.

"Heller ikke om de så stikker mig med nåle, niver mig eller giver mig antabus. Det handler om, at jeg skal lære at få tankerne væk fra den skide sprutflaske. Men de her nåle gør altså, at jeg bliver mere afslappet", siger han.

Så selvom morgenens besøg har varet under en time, har det alligevel stor betydning for, hvordan resten af Uffe Henriksens dag tegner sig.

"Nu hvor jeg har været her og hilst på de andre og lavet lidt fis og ballade, ser jeg lidt mere lyst på tingene. Når jeg skrider herfra og går ned i min bil og tænder en cigaret, skal der sat'me meget til at ødelægge dagen", siger han med et skævt smil, inden han forsvinder ned ad trappen.

Annonce (læs videre nedenfor)

Læs mere misbrug og afhængighed

Sidst opdateret: 22.09.2016

Annonce