Højresistent gonoré bekymrer myndighederne


En højresistent version af kønssygdommen gonoré spreder sig i England netop nu, og det bekymrer både de britiske og danske sundhedsmyndigheder.


Læs også: Hvad er gonoré?

Super-gonoré i udbrud

Den højresistente form for gonoré, der indtil videre har smittet 34 englændere, kaldes super-gonoré, fordi den ikke er mulig at kurere med almindelig behandling.

Det er dog endnu uvist, hvordan bakterien er blevet resistent, men det kan skyldes forkert anvendelse af antibiotika.

- Når nu den er resistent, skal vi i gang med mere komplicerede ting, som betyder langvarig indsprøjtningsbehandling. Det bliver sværere at dæmme op for epidemien, for det kræver, at man hurtigt får behandlet de smittede, udtaler Thomas Benfield, der er overlæge i infektionssygdomme på Hvidovre Hospital.

Ifølge Statens Serum Institut er man endnu ikke stødt på den resistente gonoré i Danmark, men det kan hurtigt ændre sig nu, hvor der er registreret flere tilfælde i England, der ligger ganske tæt på Danmark.


Læs også: Hvordan behandles gonoré?

Her er symptomerne

Ubehandlet gonoré kan have alvorlige konsekvenser, og kvinder skal især passe på. Bakterien kan nemlig give underlivsbetændelse, der kan føre til infertilitet og graviditet uden for livmoderen. Hos mænd kan ubehandlet gonoré føre til betændelse i bitestiklerne.

Cirka halvdelen af de smittede kvinder har ingen symptomer. Hos mænd er kun cirka en tredjedel symptomfrie.

Mandlige symptomer:

  • Det første symptom er svie ved vandladning.

  • Er det slemt, kan det føles som "at tisse glasskår".

  • Udflåd fra urinrøret. I begyndelsen er dette udflåd sparsomt og slimet, men det bliver hurtigt til et rigeligt gullighvidt udflåd.

  • Efter analsex, specielt hos homoseksuelle mænd, kan der udvikles en gonoroisk betændelse i endetarmen. Det er en tilstand, der kan variere fra fuldstændig symptomfrihed til en meget smertefuld tilstand med afgang af blodigt pus fra endetarmen.

Kvindelige symptomer:

Hos kvinder kan symptomerne være beskedne.

  • Der kan være svie ved vandladning

  • Måske ildelugtende udflåd fra skeden.

  • Hos begge køn kan ses en gonoroisk svælginfektion, som regel uden symptomer men af og til med feber.


FÅ FLERE NYHEDER OM DIN SUNDHED LIGE HER!


Kilde: Politiken

Sidst opdateret: