Hunde lugter sig frem til lavt blodsukker hos diabetikere


Personer med type 1-diabetes (sukkersyge) har fortalt om, at deres hund advarede dem, når deres blodsukker var faretruende lavt. Det har nu fået forskere på sporet af et stof, som udskilles med udåndingsluften i højere mængder end normalt, når blodsukkeret falder.

Læs mere om type 1 diabetes her

Hundene varskoede ejerne, inden ejerne nåede en tilstand, som kaldes hypoglykæmi, for lavt blodsukker. En tilstand, som kan medføre rystelser og endda tab af bevidstheden. Forskere fra University of Cambrigde gættede på, at det var en ændring i diabetikernes lugt, som hundene opdagede. Derfor målte de udåndingsluften hos otte kvinder med type 1-diabetes.

Læs mere om: Lavt blodsukker/hypoglykæmi ved diabetes

Ved at sammenligne udåndingsluften ved normalt og meget lavt blodsukker, kunne forskerne se en markant stigning i mængden af et stof kaldet isoprene, når blodsukkeret faldt. Forskerne mener, at hundene var i stand til at opdage denne stigning.

Det er forskernes forhåbning, at resultaterne kan medvirke til udviklingen af en blodsukkermåling, som ikke kræver en blodprøve fra fingeren, som det er tilfældet nu, men blot et pust i en maskine.

FÅ FLERE NYHEDER OM SUNDHED HER!


Kilder: Videnskab.dk og Diabetes Journals

Sidst opdateret: 11.07.2016