Intresseområden sparade.
Tack, din epostadress är nu registrerad.
Nyhed | Infektioner

Kan man blive forkølet af at fryse?

Måske har du fra barnsben fået at vide, at du skal tage din jakke på, så du ikke bliver forkølet. Men er der hold i, at man kan blive syg af at fryse?

Offentliggjort: 4. April 2017

Måske har du fra barnsben fået at vide, at du skal tage din jakke på, så du ikke bliver forkølet. Men er der hold i, at man kan blive syg af at fryse?

Svaret er både ja og nej. For at blive forkølet eller få influenza kræver det nemlig, at man først er blevet smittet med et forkølelses- eller influenzavirus - kulde kan ikke gøre det alene. Men kulde kan godt spille en rolle i forhold til, om vi bliver syge af et virus eller ej.

Når man udsættes for et virus, vil kroppens immunforsvar forsøge at bekæmpe viruset. De hvide blodlegemer, som er en del af immunforsvaret, kommer rundt i kroppen ved hjælp af blodet. Når man bliver afkølet, reagerer kroppen ved at trække blodet ind mod kroppens kerne for at holde de indre organer varme. Det betyder, at blodgennemstrømningen i næsens slimhinder bliver mindsket, og det gør én mere sårbar overfor virus. Det forklarer Allan Randrup Thomsen, professor i eksperimentel virologi, til nyhedssiden Videnskab.dk.

Flere bliver syge i koldt vejr

Ud over at kulde kan give immunforsvaret dårligere betingelser for at bekæmpe virus, kan koldt vejr også give virus gunstige kår. Det fører til flere forkølelser, når temperaturen falder, hvilket er bekræftet af et tidligere studie.

Virus spredes både som bittesmå dråber i luften, men også ved at vi samler virus op fra forskellige overflader som dørhåndtag og hanken på kaffekanden, og når det er koldt, kan virus overleve sådanne steder i længere tid. Desuden er vi mennesker ofte pakket lidt tættere sammen inden døre, når det er koldt udenfor, og det giver større mulighed for spredning af virus.

Læs også: Fakta om forkølelse

5 gode råd mod forkølelse

Hvis du gerne vil forebygge en forkølelse, kommer her fem gode råd fra Netdoktors eksperter:

  • Undgå at blive kold. Sørg for at undgå længerevarende kulde, hvor hele eller dele af din krop bliver afkølet.

  • Undgå at røre næse og øjne. Forkølelse smitter nemlig især, når virus fra hænderne føres videre til øjnene eller næsen ved berøring.

  • Vask hænder. For at undgå at overføre virus, er det vigtigt at vaske hænder ofte, især før spisning. Du kan også have en desinficerende gel på dig.

  • Hold afstand. Hvis der er en forkølet person i nærheden af dig, så hold så vidt muligt afstand for at minimere risiko for smitte.

  • Drop cigaretterne. Rygning svækker immunforsvaret, og gør slimhinderne i næsen mere sårbare, så virus får lettere ved at ramme dig.

Læs hele artiklen her: Sådan forebygger du forkølelse og influenza

Få flere nyheder om sundhed i Netdoktors nyhedsbrev


Kilder: Netoktors faktaartikler om Forkølelse og Forebyggelse af forkølelse og influenza, Videnskab.dk og Journal of Clinical Virologi.

Tilmeld dig vores nyhedsbreve!

Du kan til enhver tid afmelde vores nyhedsbreve ved at klikke på linket i bundet af nyhedsbrevet. Her kan du læse mere om Netdoktors privatlivspolitik .

Kommentér denne artikel

Der er endnu ingen kommentarer på denne side


Du har fravalgt en eller flere cookies, hvilket kan påvirke visse udvidede funktioner på siden.

Annons