Lungekræft: Hvad er symptomerne?

Mandag d. 20. november var det International Lungekræftdag, som betyder, at der verden over er særligt fokus på den forfærdelige sygdom lungekræft. Netdoktor bringer derfor fem hyppige symptomer på lungekræft.

På International Lungekræftdag sætter Patientforeningen Lungekræft hvert år fokus på forskellige emner indenfor lungekræft.

I år er der opmærksomhed på, hvordan vi i fremtiden kan blive bedre til at opspore lungekræft i et tidligt stadie. Hvis lungekræft opdages i første stadie, er der nemlig hele 50 procent chance for overlevelse, mens den i fjerde stadie er nede på 2 procent.

Derfor skal vi være opmærksomme på symptomer på lungekræft, så vi har større mulighed for at opdage den.

Læs også: Medicinsk behandling af lungekræft

5 symptomer på lungekræft

Det er ingen hemmelighed, at rygning er en hyppig årsag til lungekræft. Man mener faktisk, at tobaksrygning er skyld i 90 procent af alle tilfælde af lungekræft. Hvis man ryger, bør man derfor være særligt opmærksom på følgende symptomer:

  1. Langvarig hoste: Hoste er det vigtigste symptom på lungekræft, men det kan også være svært at opdage, fordi hoste er meget almindeligt hos mennesker, der ryger. Hvis man ryger og har hostet i mere end fire uger, bør man derfor få taget et røntgenbillede af lungerne.

  2. Åndenød: Åndenød kan af flere grunde være et symptom på lungekræft. Man kan i denne forbindelse få åndenød, fordi en kræftknude trykker på luftvejene og lungen falder sammen, eller også er det fordi, der dannes væske mellem lungehinderne og lungens overflade.

  3. Blodigt slim: Det kan være et tegn på lungekræft, hvis man hoster blodigt slim op. Det ses ofte som en blodstribe på en klar slimklat.

  4. Smerter skulder og arm: Man kan få smerter ved lungekræft, hvis kræften spreder sig. Smerterne skyldes ofte, at kræften er vokset ind i brystvæggen, og smerterne kan da stråle ud i skulder og arm.

  5. Hæshed: Hæshed over flere uger kan være et symptom på lungekræft, som skyldes, at kræft i lungerne trykker på nerven ved stemmebåndet.

Få flere nyheder om sundhed i Netdoktors nyhedsbrev


Kilder: Patientforeningen Lungekræft og Netdoktors sider: Lungekræft og Symptomer på lungekræft.

Sidst opdateret: 20.11.2017