Orgasmens effekt på smerter

En dansk undersøgelse peger på, at orgasmer muligvis kan reducere smerter og på den måde være et alternativ til smertestillende medicin.

Mange danskere lider af kroniske smerter og indtager ofte smertedæmpende medicin for at klare sig igennem dagligdagen. Men resultaterne fra en undersøgelse indikerer, at orgasmer kan have en gavnlig effekt i forhold til at reducere smerter.

Kroppen danner naturligt endorfiner og oxytocin, som er glædesfremkaldende hormoner. Disse hormoner virker smertedæmpende og frigives blandt andet under en orgasme. Derfor burde orgamser teoretisk set kunne formindske smerter.

Læs også: Kroniske smerter

Undersøgelsen

Testpersonerne i undersøgelsen bestod af 40 kvinder med forskellige slags kroniske smerter, som blandt andet stammede fra piskesmæld, diskusprolaps og migræne.

Kvinderne fik hver især udleveret en vibrator, som de skulle benytte regelmæssigt i de følgende 8 uger. Efter forsøget vil 70 procent af kvinderne anbefale orgasmer, som smertebehandling, da de oplevede en betydelig forbedring i deres almene velvære.

Nedsættelse af medicinforbrug

De fleste af kvinderne tog i begyndelsen af forsøget dagligt medicin for at dæmpe deres smerter. Men under forsøget oplevede en stor del af kvinderne ændringer.

Nogle fik blandt andet større sexlyst, blev gladere, fik mere overskud i hverdagen og 77 procent af kvinderne oplevede en forbedring i deres smerteniveau. Som et resultat af dette nedsatte 25 procent af kvinderne deres medicinforbrug.

Læs også: Kvinders seksuelle reaktioner

Orgasmens virkning på smerter

Forsøget viser, at orgasmer kan have en positiv virkning på smertepatienter. Enten direkte på deres smerter eller på faktorer i hverdagen, såsom glæde, der utvivlsomt har en indflydelse på den generelle livskvalitet.

Dog er det ikke definitivt konkluderet, at orgasmer er smertereducerende, selvom forsøget tyder på det.

Få flere nyheder om sundhed her


Kilder: Orgasmens virkning på kroniske smerter

Sidst opdateret: 12.07.2017