Røgfri tobak er populært blandt danske unge

Hver tiende mellem 15 og 24 år bruger røgfri tobak dagligt eller en gang imellem. Det viser en ny undersøgelse fra Sundhedsstyrelsen.

Der er snus, og så er der tyggetobak. Det første er tobak i pulverform, det andet er langskåret tobak. Begge typer hører ind under tobakstypen “røgfri tobak”.

Denne type tobak har længe været populært blandt vores naboer i Skandinavien, men nu er det for alvor også blevet et velkendt nydelsesmiddel blandt danske unge. Det viser en ny undersøgelse fra Sundhedsstyrelsen, som er foretaget af Danmarks Statistik.

Hele seks procent af de 15-24-årige bruger dagligt det pulveriserede tobak eller tyggetobak, og det bekymrer Niels Sandø, chef for enheden Forebyggelse i Sundhedsstyrelsen.

- Denne undersøgelse dokumenterer, at forbruget af røgfri tobak blandt unge er højt. Vi finder forbruget blandt 15-24-årige bekymrende, fordi røgfri tobak er meget afhængighedsskabende, og fordi al tobak er skadelig, også røgfri tobak, siger enhedschefen.

Læs også: “Snus er en farlig dille”

Særligt populært hos mænd Hver tiende unge mand i Danmark bruger dagligt snus eller tyggetobak, mens kun få procent kvinder af tilhængere af den røgfrie tobaksform. Det er altså særligt de unge mænd, der er brugere af røgfri tobak i deres dagligdag.

Hele 56 procent af de adspurgte unge i undersøgelsen svarede tilmed også, at de var mellem 15-17 år, første gang de prøvede røgfri tobak. Selvom det er langt fra alle unge, der har prøvet røgfri tobak eller som bruger det dagligt, så er snus og tyggetobak stadig en meget synlig del af de unges hverdag. Undersøgelsen viser faktisk, at otte ud af ti ser snus eller tyggetobak i deres dagligdag, fx. gennem deres venner eller sociale medier, og hver tredje svarer, at de bliver eksponeret for reklamer for tobakstypen.

Og det er et problem, mener enhedschefen, der pointerer, at både forældre og uddannelsesinstitutionerne, herunder både skoler og ungdomsuddannelser, står overfor et ansvar i forhold til at forebygge, at de unge starter med at bruge tobak.

Kilde: Sundhedsstyrelsen

Sidst opdateret: 30.01.2020