Den kløende hudlidelse børneeksem rammer primært børn, men nogle døjer også med lidelsen som voksne. Her giver vi råd mod børneeksem til både børn og voksne.
Børneeksem, eller atopisk eksem, er en ikke-smitsom sygdom, som giver rød, kløende og nogle gange fortykket hud. Omkring 20 procent af den danske befolkning lider i barndommen af børneeksem. Heldigvis vokser de fleste børn fra det, og efter puberteten er det kun omkring én procent af befolkningen, der fortsat lider af sygdommen.
Børneeksem skifter normalt mellem perioder med aktivitet i sygdommen og perioder uden symptomer. Hvis du eller dit barn har børneeksem, er der nogle ting, du selv kan gøre for at mindske eksemet. Rådene gælder både mellem udbrud og når eksemet er aktivt. Farmaceut hos Apopro online-apotek, Imran Asli Biyik fortæller:
Parfume kan irritere huden. Undgå derfor så vidt muligt parfume, for eksempel i shampoo, sæbe, creme og vaskemiddel.
Uld kan kradse og irritere huden. Syntetisk tøj kan have samme effekt, da det kan være svært for huden at ånde igennem. Brug i stedet tøj af bomuld.
Lange, varme bade kan udtørre huden. Tag derfor korte bade og skru lidt ned for temperaturen.
For at forhindre at huden udtørres, kan det være en god idé at bruge en creme. Vælg en fugtgivende creme om sommeren og skift til en federe creme om vinteren. Påfør cremen efter badet, hvor huden lettere tager imod den.
For mindre børn kan det være en god idé at skære maden ud i små, mundrette hapser. Meget frugt indeholder syre, og det kan irritere huden omkring munden. Små bidder gør det lettere for barnet at få maden i munden uden at ramme huden omkring.
I svære tilfælde behandles børneekseme med binyrebarkhormon-creme og i meget svære tilfælde med tabletbehandling med immundæmpende medicin.
Læs mere her: Børneeksem
Få flere nyheder om sundhed i Netdoktors nyhedsbrev
Undgå så vidt muligt ting, som erfaringsmæssigt forværrer eksemet, for eksempel parfume, uldtøj og lange, varme bade. Brug en fugtighedscreme om sommeren og brug en federe creme om vinteren.
Kilder: Farmaceut hos Apopro online-apotek, Imran Asli Biyik og Netdoktors artikel om Børneeksem.
Sidst opdateret: 27.03.2019