Annonce

Operation for nærsynethed og langsynethed

Operation for brydningsfejl i øjet ( nærsynethed , langsynethed , bygningsfejl ) har været mulig i en årrække. Operationerne foretages i dag langt oftest ved hjælp af en laserbehandling af øjets hornhinde. I specielle tilfælde kan operationerne foretages ved at indsætte en kunstig linse i øjet .

Hvad er en laseroperation?

Ved en laseroperation på øjets hornhinde ændrer man formen af hornhinden; populært sagt ”sliber” man en passende kontaktlinsestyrke ind i hornhindeoverfladen. Ved operationen for nærsynethed gøres hornhinden mere flad. Ved operation for langsynethed gøres hornhinden mere krum, og ved operation for bygningsfejl gøres hornhindens overflade mere ensartet.

Cirka 20 procent af den danske befolkning anvender briller eller kontaktlinser . Blandt borgere over 50 år anvender næsten alle en eller anden form for korrektion, enten for at kunne se langt og/eller for at kunne læse. Dette forhold skyldes, at øjets linse med alderen mister evnen til at fokusere.

Annonce (læs videre nedenfor)

Hvem kan blive opereret?

Principielt kan mange yngre brille- eller kontaktlinsebrugere have gavn af en laseroperation af hornhinden for enten helt at slippe for at bruge briller eller kontaktlinser, eller i hvert fald at kunne nedsætte behovet for korrektion. Det er dog en forudsætning for et godt og varigt resultat af operationen, at styrken på øjnene er stabil. I praksis skal styrken have været konstant i et par år.

I de tilfælde, hvor laseroperation ikke er mulig, kan man rette på nærsynethed, langsynethed eller bygningsfejl ved at indsætte en kunstig linse i øjet. Det gælder for eksempel i de tilfælde, hvor der skal korrigeres for meget stærk nærsynethed på mere end 10 dioptrier (dioptrier er brillestyrken), eller hvis andre forhold taler for det.

Annonce (læs videre nedenfor)

Hvor meget kan synet rettes?

Ved laseroperation på hornhinden kan der typisk korrigeres op til 9 dioptrier nærsynethed eller 4 dioptrier langsynethed. Bygningsfejl op til cirka 4 dioptrier kan også behandles.

Annonce (læs videre nedenfor)

Hvad er risikoen ved en operation?

Der er altid en vis risiko ved blive opereret. Efter en laseroperation på hornhinden kan der også indtræde komplikationer. Der kan opstå betændelse i hornhinden, arvævsudvikling eller andre forandringer, som medfører, at synet bliver dårligere. Risikoen for en væsentlig forringelse af synet, også selvom man efterfølgende anvender briller eller kontaktlinser, er omkring en procent. Risikoen for at blive helt blind på øjet er dog meget, meget lille og er formentlig ikke større end den øgede risiko for hornhindebetændelse, der er forbundet med at benytte kontaktlinser i en årrække.

Hvordan foregår operationen?

Laseroperation på hornhinden kan principielt foretages på to forskellige måder:

  • Ved den ene type operation fjernes cellerne på hornhindens overflade, og laserformgivningen foretages direkte på hornhindens bindevævsoverflade. Denne operation kaldes PRK (photo-refraktiv-keratektomi). Eventuelt lægges cellerne tilbage igen. Denne operationsvariant kaldes LASEK eller epi-LASIK.

  • Ved den anden type operation afløses en ca. 0,1 mm lap af hornhindens yderste lag ved hjælp af en automatisk kniv, såkaldt LASIK operation eller ved hjælp af en speciel laser (femto-sekund laser). Herefter løftes lappen, hornhindens indre formgives, og lappen lægges tilbage. Senest er der udviklet teknikker til femto-sekund laser udskæring af en vævslinse i hornhindens indre. Vævlinsen fjernes efterfølgende gennem en lille åbning i hornhindens periferi.

Laser-hornhindeoperationer foretages altid i lokalbedøvelse, og selve operationen er smertefri.

Annonce (læs videre nedenfor)

Eftervirkninger af en operation

Efter PRK ellers LASEK operation er der oftest smerter i øjet et par dage. Man kan bruge sit syn efter 1-2 uger. Det varer ofte yderligere nogle uger, inden synet er godt. Der kan ske mindre ændringer i øjets styrke op til 1 år efter behandlingen.

Efter en LASIK operation oplever de fleste kun en lettere grusfornemmelse nogle timer. Allerede efter 1-2 dage er synet oftest godt, men der kan ske mindre ændringer i øjets styrke op til 3 måneder efter behandlingen.

Hvad skal man undgå efter en operation?

De første dage efter en laseroperation bør man have mulighed for at tage den med ro, det vil sige undgå at forpligte sig med hensyn til arbejde, børnepasning eller fysisk aktivitet. Den første uges tid skal man udlade at gnide sig i øjnene. For at undgå infektion bør man undlade at gå i svømmebassin den første måned.

Øjet skal kontrolleres ved øjenlæge mindst 2-3 gange i løbet af de første måneder efter operationen.

Bivirkninger ved en operation

Efter en operation oplever nogle patienter symptomer på øjentørhed. Generne kan vedvare nogle måneder, men svinder næsten altid. Ved en laseroperation slibes en slags kontaktlinse ind i hornhindens overflade. Størrelsen af slibningen kan ved stærk nærsynethed være mindre end pupilstørrelsen, specielt om natten hvor pupillen udvider sig. Derfor kan nattesynet blive ringere, typisk i form af slør omkring modkørende billygter eller gadelamper.

Hvis øjet bliver tiltagende irriteret, hvis synet bliver dårligere, eller hvis øjet bliver rødt bør man konsultere den øjenklinik, hvor man er blevet opereret. I weekenden kan vagtlæge eller skadestue hjælpe.

Udsigt for fremtiden

Næsten alle kommer til at se bedre uden briller eller linser efter en laseroperation på hornhinden. Hvis der kun skal korrigeres lidt (op til 6 dioptrier nærsynethed), kan næsten alle yngre klare sig uden briller. Såfremt der skal behandles for sværere brydningsfejl, kan det være nødvendigt at anvende en let brille også efter operationen. Alle får dog behov for et læsetillæg eller en læsebrille med alderen. Det er normalt, og det ændrer en laseroperation ikke på.

En laseroperation er stabil i mange år. Alle øjne ændrer sig med alderen, og efter en laseroperation er der en lille tendens til, at øjet vender tilbage mod sin oprindelige styrke. De fleste skal dog kun opereres én gang.

Hvilke operationer behandles i offentligt regi?

I Danmark foretages operation for brydningsfejl i øjet i visse tilfælde i offentligt regi:

  • Nærsynethed større end 6 dioptrier på begge øjne

  • Langsynethed større end 6 dioptrier på begge øjne

  • Forskel i brydningsstyrke på de to øjne på mere end 3 dioptrier

  • Bygningsfejl på ét eller begge øjne på mere end 3 dioptrier

  • Andre brydningsfejl, hvor anvendelse af briller eller kontaktlinser ikke er en mulig foranstaltning på grund af medicinske eller fysiske forhold

  • Andre brydningsfejl, der medfører, at erhvervsevnen i patientens eksisterende erhverv er truet på grund af afhængighed af briller eller kontaktlinser

  • Uregelmæssige bygningsfejl, som ikke kan korrigeres med briller eller kontaktlinser

I andre tilfælde kan operation for brydningsfejl i øjet foretages ved selvbetaling på private hospitaler eller øjenklinikker.

Læs mere om ØJNE

Sidst opdateret: 14.12.2012

Annonce