Annonce

Højdesyge

Hvad er højdesyge?

Højdesyge (AMS = acute mountain sickness) er betegnelsen for kroppens respons på det lavere ilttryk, som opstår med stigende højder.

Annonce (læs videre nedenfor)

Hvor får man højdesyge?

Allerede ved ophold i højder på mellem 2.200 og 2.500 meter over havets overflade (mange skisportssteder) vil cirka 20 procent få lettere symptomer.

Risikoen for at få højdesyge er individuel, men det er påvirket direkte af opstigningshastigheden, samt af den tid man forbliver i den aktuelle højde. Der er dog reel risiko for højdesyge ved rejser i for eksempel Nepal og Andesbjergene med typiske højder på 3.000 - 4.000 meter.

Annonce (læs videre nedenfor)

Hvorfor og hvordan får man højdesyge?

Højdesyge kan opstå, når man begiver sig fra en given højde relativt hurtigt op i en ny, større højde og forbliver i denne nye højde i mere end godt et døgn, uden at have tilvænnet (akklimatiseret) kroppen langsomt til det lavere indhold af ilt i luften og dermed i blodet.

Når ilttrykket falder i stigende højder, vil kroppen foretage en række modregulationer for at tilpasse sig det lave ilttryk:

  • åndedræt og puls øges

  • Den mængde blod som hjertet pumper videre per minut øges.

  • Efter længere tids udsættelse for ”højderne” vil mængden af røde blodlegemer og dermed ilt-bindingsevnen og ilt-transporten til kroppens væv øges.

Iltmanglen medfører også nogle uheldige forhold:

  • øget tryk i lungekredsløbet

  • forskydninger i blodets pH-værdier og herved forstyrrelser i væske- og saltbalancen

  • såkaldt ødem (= væskeophobning i kroppens væv (hjerne og lunger for eksempel)

For de fysisk og fysiologisk interesserede læsere kan følgende relationer anføres:

Højde over havet Lufttryk mm Hg Iltpartialtryk i indåndingen Iltpartialtryk i arterieblodet Kuldioxyds partialtryk i blodet Blodets iltmætning %
0 (=havet) 760 149 94 41 97
2.200 m 570 90 ca. 71 32 93
4.600 m 425 76 ca. 50 25 86
Annonce (læs videre nedenfor)

Faresignaler ved højdesyge

  • En mindre, generende hovedpine som forsvinder ved en til to almindelige hovedpinetabletter.

  • kvalme og almen utilpashed

  • lettere svimmelhed

  • søvnbesvær

  • trætte muskler

Ved disse symptomer kan man tillade sig at forblive i højder under 3.000 meter, samt holde sig i ro i et par døgn før yderligere permanente stigninger.

Ved højder omkring 3.500 meter bør man søge 300 til 500 meter nedad og forblive der i to døgn, før yderligere permanente stigninger.

Alvorlige symptomer (ondartet højdesyge)

  • Stærkere og vedvarende hovedpine, hvor et par almindelige smertestillende tabletter ikke virker.

  • stærk kvalme og gentagne opkastninger

  • forvirringstilstande

  • kramper

  • generende svimmelhed eller balance- og styringsbesvær

  • synsforstyrrelser med flimren og usikker afstandsbedømmelse

  • trykken i brystet, hurtigt åndedræt og åndenød samt hurtig puls

  • Hævelser i underhuden (væskeophobninger), der typisk ses i øjenomgivelser og somhævede ankler og hænder.

Ved disse symptomer skal der øjeblikkeligt søges læge, og den syge bringes nedad til laveste mulige højde så hurtigt som muligt.

Ondartet højdesyge er betegnelsen for to livsfarlige komplikationer ved akut højdesyge. Begge medfører høj dødelighed og kan opstå uden varsel, allerede efter et til halvandet døgns ophold i en 'for stor' højde (typisk over 3.500 meter).

De to livsfarlige komplikationer er følgende:

1. HAPE, High Altitude Pulmonary Edema (højde-lungeødem, vand i lungerne)

Symptomerne er:

  • stærk og tiltagende åndenød
  • tør hoste
  • trykken i brystet
  • hjertebanken
  • træthed
  • eventuelt høres en boblende åndedrætslyd grundet væske i lungerne
  • læber, ørerande, samt negle kan synes blålige på grund af iltmangel (cyanose)

Den syge bør straks bringes nedad til lavest mulige højde. Er det muligt, kan man give ilt ved næsekateter eller via iltbeholder og maske (CPAP). Eller endnu bedre, en ilt behandling under højt tryk (hyperbar behandling(anvendelse af såkaldt Gamow-bag) der øger ilt-optagelsen i blodet.

Hvis umiddelbar transport til en lavere højde ikke er mulig, kan man desuden forsøge Steroid (binyrebarkhormon), der gives som injektion (8-12 mg) i en åre eller muskel, - fulgt op med 4 mg hver sjette time. Transporten skal ske siddende på en båre eller lignende.

Såkaldt calcium-antagonist (f.eks Nifedipin kapsler 10 - 20 mg (hurtigtvirkende) må ikke gentages, men følges op med langsommere virkende Nifedipin tabletter 20 mg hver sjette time).

2. HACE, High Altitude Cerebral Edema (højde-hjerneødem, væskeudtrædning i hjernen):

Symptomerne er:

  • kraftig hovedpine
  • synsforstyrrelser
  • lysskyhed
  • irritabilitet
  • opkastninger
  • uklarhed og svær at komme i kontakt med
  • muligvis bevidstløshed
  • kramper

Den syge bør straks bringes nedad til lavest mulige højde. Hvis det er det muligt, kan man give ilt via CPAP, eller hyperbar behandling (se ovenfor under HAPE).

Steroid (binyrebarkhormon) gives som injektion (8-12 mg) i en åre eller muskel, som følges op med 4 mg hver sjette time. Ved kramper gives krampestillende middel for eksempel Stesolid. Transporten skal ske i låst sideleje for at undgå, at eventuelt opkast kommer ned i lungerne.

Annonce (læs videre nedenfor)

Hvordan forebygger man højdesyge?

Først og fremmest forebygger man højdesyge ved at stige rimeligt langsomt til højere niveauer. Samtidig skal man sikre sig en passende akklimatisering på to til tre døgn i en given højde, før man overnatter i en større højde. Akklimatisering bør begynde ved 2.200 meter. Man kan godt begive sig højere op i løbet af dagen, men bør indenfor samme døgn komme tilbage til de 2.200 meter igen (eller den aktuelle højde, man måtte være akklimatiseret til). Herefter kan man øge højden med mellem 300 og 500 meter, før man atter skal hvile og akklimatisere i mindst et par døgn.

Man bør desuden undgå afkøling og indtage rigelig væske, gerne mindste tre-fire liter i døgnet.

Man kan i et vist omfang forebygge højdesyge med acetazolamid (DiamoxR ) 250 mg depottablet ved sovetid fra et døgn før opstigning til to døgn efter ankomsten til maximale højde

Hvem bør slet ikke udsættes for højdeklima?

  • Mennesker med kroniske hjerte-/lungesygdomme (for eksempel angina pectoris og KOL).

  • Mennesker med blodmangel, herunder seglcelleanæmi (lavt hæmoglobinindhold i blodet).

  • Mennesker med ubehandlede koagulationsforstyrrelser og tidligere blodpropper.

  • Mennesker, som tidligere har udviklet HAPE/HACE.

Hvem bør være særdeles forsigtige med højdeklima:

Læs mere om REJSESYGDOMME

Regler og rettigheder

Sidst opdateret: 06.12.2017

Annonce