Annonce

Rejsningsproblemer (impotens): Sådan kan man tale med lægen om det

Hvornår skal man søge læge for rejsningsproblemer?

Hvis man oplever gentagne rejsningsproblemer over en periode på tre måneder, bør man opsøge sin egen læge. Et rejsningsproblem kan være det første tegn på for eksempel diabetes eller forkalkninger i blodårerne, som kan give forhøjet blodtryk, som er vigtigt at få behandlet.

Rejsningsproblemet kan imidlertid også have psykologiske årsager, og derfor bør man også overveje, om der kan være nogle psykologiske omstændigheder, der påvirker; eksemvis bekymringer, belastninger, sorger, selvværdsfølelse, tristhed. Det kan også påvirke, hvis parforholdet ikke fungerer godt; f.eks. hvis stemningen og kommunikationen er dårlig, eller de daglige kærtegn er sjældne.

Annonce (læs videre nedenfor)

Overvej disse spørgsmål

Inden samtalen med læge kan det være en fordel at overveje følgende:

  • Hvornår begyndte rejsningsproblemet?
  • I hvilke situationer oplever du rejsningsproblemet?
  • Har du rejsningsproblemet hver gang, du er seksuelt sammen med din partner?
  • Er der rejsning, når du og din partner kæler for hinanden?
  • Oplever du rejsning, når I skal i gang med samlejet, men rejsningen forsvinder, så samlejet ikke kan gennemføres?
  • Hvordan er rejsningsevnen, når du onanerer?
  • Kan du holde rejsningen under hele onanien?
  • Har du oplevet morgenrejsning eller natlige rejsninger?
  • Har du oplevet, at du kan få rejsning sammen med andre end din nuværende partner?
  • Oplever du at have lyst til sex?
  • Oplever du, at din partner har lyst til sex?
  • Oplever du at have lyst til nærhed og intimitet?
  • Hvilken betydning har rejsningsproblemet for dit parforhold/ægteskab?
  • Er der sket noget i din hverdag inden for de sidste måneder, som du mener kan have været medvirkende til, at rejsningsproblemet er opstået?
  • Hvad kommer du til at tænke om dig selv, når du oplever problemet med at få og/eller holde rejsningen?
  • Hvad frygter du, at der kan ske, hvis der ikke bliver gjort noget ved rejsningsproblemet?
  • Hvad håber du på, lægen kan hjælpe dig med?

Læs mere om REJSNINGSPROBLEMER

Sidst opdateret: 19.08.2021

Annonce