Medicinsk behandling af multipel sclerose

Hvordan behandler man sclerose med medicin?

Medicinsk behandling af multipel sclerose kan være rettet mod tre forskellige problemstillinger:

  • Behandling af det enkelte attak: Man behandler attaker med store doser binyrebarkhormon i tre til fem dage. Behandlingen kan gives som tabletter eller drop, som er lige effektive. Der er ingen faste regler for, hvor svært attakket skal være for at berettige binyrebarkhormonbehandling. De fleste læger vælger at mindske behandling til de attakker, som giver begrænsning af funktioner som for eksempel gang, balance, og finmotorik. Der er ingen fast øvre grænse for, hvor tit der kan gives binyrebarkbehandling. Bivirkningerne er søvnbesvær, fornemmelse af uro i kroppen, hurtig puls, humørændring, hævelse af hænder og fødder, rødme i ansigtet og forøget mavesyre. Personer, som har tendens til psykose, vil kunne få forværring af dette under attakbehandling. Som oftest oplever den behandlede kun enkelte af disse symptomer, og bivirkningerne er sjældent af en styrke, som forhindrer behandlingen.

  • Forebyggelse af sygdomsaktivitet: Når sclerosediagnosen er stillet er det vigtigt at starte forebyggende behandling. Hidtil har der kun været forebyggende behandling af den attakvise sclerose. Først i 2018 er der blevet godkendt en effektiv medicin til behandling af de cirka 10 procent af tilfældene, som kaldes primært progressive (det vil sige sygdomsudvikling uden attakker).

  • Lindrende behandling af symptomer: Den lindrende behandling er beskrevet kort i artiklen her: Symptomer på multipel sclerose.
Annonce (læs videre nedenfor)

Medicin til behandling af attakvis multipel sclerose

Medicininstruktioner

Er du i tvivl om, hvordan du bruger behandlings-apparaterne?

På Medicininstruktioner.dk viser vi dig, hvordan du bruger de apparater, der findes til behandling af sclerose.

Se instruktionerne her

Der har inden for de sidste 10 år været en kraftig evolution af medicin til behandling af attakvis multipel sclerose. I dag er der mere end 10 forskellige sygdomsmodificerende behandlinger til rådighed. Tidligere påbegyndtes behandlingen med medicin, der skal gives som indsprøjtning, interferon-beta eller glatirameracetat, men i dag er det næsten altid en tabletbehandling, der foretrækkes som første præparat.

Nedenfor beskrives de forskellige typer af medicin, herunder det virksomme stof, man anvender til behandling af multipel sclerose. Under afsnittet ”Medicin der kan anvendes” i denne artikel, er det muligt at se, hvilke forskellige præparater, der benyttes til den pågældende medicin.

Interferon-beta

De præparater, der siden 1996 i første række har været anvendt til behandling af attakvis multipel sclerose, er interferon-beta, der gives som indsprøjtning ind under huden eller i musklen med hyppighed fra dagligt til hver anden uge. Interferon-beta har effekt på sygdomsaktiviteten, idet de nedsætter antallet og sværhedsgraden af attakker og mindsker udviklingen af permanente symptomer.

Bivirkninger: De hyppigste bivirkninger er influenza-lignende symptomer efter en injektion og rødme og irritation af huden på stedet for injektionen.

Glatirameracetat

Glatirameracetat blev godkendt til behandling af attakvis multipel sclerose kort efter interferon-beta. Behandlingen gives som en indsprøjtning ind under huden dagligt eller tre gange om ugen. Effekten er ganske som den, der opnås ved behandling med interferon-beta.

Bivirkninger: Den væsentligste bivirkning er reaktion på injektionsstedet med irritation af huden og hårdhed af vævet under huden. Sjældent ses en reaktion med åndenød, hjertebanken og trykken i brystet efter en injektion.

Teriflunomid

Behandlingseffekten af teriflunomid, der gives som en tablet dagligt, svarer stort set til effekten af interferon-beta.

Bivirkninger: Almindelige bivirkninger omfatter gastrointestinale symptomer, specielt diarré, let hårudtynding og forhøjede leverenzymer.

Dimethylfumarat

Dimethylfumarat skal tages som tabletter to gange dagligt. Behandlingen medfører, at attakhyppigheden nedbringes, ligesom den også mindsker udviklingen af permanente neurologiske symptomer på linje med teriflunomid.

Bivirkninger: De væsentligste bivirkninger er ansigtsrødme (flushing) og symptomer fra mave-tarmkanalen. Der er forekommet enkelte tilfælde af progressiv multifokal leukoencefalopati (PML). PML er en sjældent forekommende virusbetinget hjernebetændelse, der kun ses hos immunsvækkede personer med for eksempel HIV eller visse blodsygdomme. Det er en alvorlig behandlelig sygdom, der ofte medfører svære neurologiske symptomer og er dødelig hos cirka 20 procent.

Fingolimod

Behandling med fingolimod gives som en tablet dagligt. Behandlingseffekten på attakhyppigheden er mere udtalt end den, der ses ved behandling med interferon-beta, og der ses en reduktion i udviklingen af permanente neurologiske symptomer. Behandlingen anvendes primært til scleroseramte, som ikke har responderet tilfredsstillende på behandling med interferon-beta, glatirameracetat, teriflunomid eller dimethylfumarat.

Bivirkninger: I forbindelse med administrationen af første tablet ses påvirkning af hjertefrekvensen med nedsat pulsfrekvens (bradykardi) og hos enkelte forbigående ledningsblok. Der har forekommet herpes virusinfektioner med dødelig udgang, og enkelte tilfælde af progressiv multifokal leukoencefalopati (PML) er rapporteret.

Natalizumab

Natalizumab har en udtalt dæmpende effekt på sygdomsaktiviteten og anvendes primært til scleroseramte, som ikke har responderet tilfredsstillende på behandling med interferon-beta, glatirameracetat, teriflunomid eller dimethylfumarat. Behandlingen gives som månedlige infusioner (drop) i en blodåre. Behandlingen foregår på hospitalet.

Bivirkninger: Da natalizumab i sjældne tilfælde kan medføre en alvorlig, eventuelt dødelige virusinfektion (JC-virus) i hjernen, der kaldes progressiv multifokal leukoencefalopati (PML), er anvendelsen begrænset.

Alemtuzumab

Alemtuzumab gives som en daglig infusion (drop) i en blodåre i fem dage og efter et år gentages behandlingen med infusioner i tre dage. Behandlingen foregår på hospitalet. Herefter vil mange ikke have yderligere behov for behandling i flere år. Behandlingen anvendes primært til personer, som ikke har responderet tilfredsstillende på behandling med interferon-beta, glatirameracetat, teriflunomid eller dimethylfumarat. Alemtuzumab mindsker antallet af attakker betydeligt i forhold til interferon-beta og sænker udviklingen af permanente neurologiske symptomer. Mere end halvdelen er uden sygdomsaktivitet efter fem år, selvom behandlingen kun bliver gentaget én gang efter et år.

Bivirkninger: De vigtigste bivirkninger er immunbetingede sygdomme: stofskiftesygdom hos mere end en tredjedel, blodplademangel hos få procent og sjældne tilfælde af nyresygdom.

Cladribin

Cladribin gives som tabletter i to korte behandlingsserier på fire til fem dage gentaget efter 12 måneder. Behandlingen anvendes primært til scleroseramte, som ikke har responderet tilfredsstillende på behandling med interferon-beta, glatirameracetat, teriflunomid eller dimethylfumarat. Behandling med cladribin-tabletter medfører en klar effekt på attakrisikoen og en markant reduktion af sygdomsprogressionen. Efter to år er næsten halvdelen uden ny sygdomsaktivitet, og for nogle består effekten længere end to år efter behandlingens påbegyndelse.

Bivirkninger: Behandlingen kan medføre langvarigt nedsat lymfocyttal i blodet, og der er en øget forekomst af helvedes-ild.

Ocrelizumab

Ocrelizumab gives som en infusion (drop) i en blodåre hver sjette måned. Behandlingen anvendes primært til scleroseramte, som ikke har responderet tilfredsstillende på behandling med interferon-beta, glatirameracetat, teriflunomid eller dimethylfumarat. Behandling med ocrelizumab sænker hyppigheden af attaker og nedsætter risikoen for varig forværring af sygdomssymptomer i forhold til behandling med Interferon-beta-1a.

Bivirkninger: De væsentligste bivirkninger ved ocrelizumab-behandling er infusionsrelaterede symptomer.

Mitoxantron

Mitoxantron er en stærk cellegift med en behandlingseffekt på linje med natalizumab. Behandlingen gives som infusioner (drop) ind i en blodåre hver tredje måned.

Bivirkninger: På grund af mange, ofte alvorlige bivirkninger, herunder hjertesvigt og behandlingsfremkaldt leukæmi, anvendes mitoxantron nu sjældent til behandling af attakvis multipel sclerose, hvor der er flere andre behandlingsmuligheder.

Behandling af meget aggressiv attakvis multipel sclerose

Intensiv immunsuppression med autolog hæmatopoietisk stamcelle transplantation

Behandlingen anvendes specielt til svær attakvis multipel sclerose, hvor behandling med forskellige medicintyper ikke har virket.

Dette er den mest intensive behandlingsform, hvor immunsystemet sættes ud af spil med intensiv kemoterapi, hvorefter man får egne stamceller fra knoglemarven, der var blevet høstet før den intensive immunundertrykkende behandling (immunsuppression). På denne måde fornys immunsystemet, og man kan være uden tegn på sygdomsaktivitet i adskillige år.

Medicin til behandling af primær progressiv multipel sclerose

Ocrelizumab benyttes til behandling af personer med primær progressiv multipel sclerose, det vil sige scleroseramte med attakker, hurtig sygdomsprogression eller tegn på sygdomsaktivitet på MR-scanning.

Bivirkninger: De væsentligste bivirkninger ved ocrelizumab-behandling er infusionsrelaterede symptomer.

Medicin til behandling af sekundær progressiv multipel sclerose

Sekundær progressiv multipel sclerose kan behandles med interferon-beta eller mitoxantron, men effekten er ikke lige så god som ved attakvis multipel sclerose.

Læs mere om SCLEROSE

Sidst opdateret: 13.03.2018

Medicin som kan anvendes