Annonce

Neurofysiologiske undersøgelser i forbindelse med diagnosticering af Multipel Sclerose

Hvorfor laver man neurofysiologiske undersøgelser i forbindelse med diagnosticering af multipel sclerose?

Den betændelsesproces man ser ved multipel sclerose medfører først og fremmest et tab af det isolerende fedt (myelinskeder), som omgiver hver enkelt nervefiber. Derfor kaldes multipel sclerose for en demyeliniserende sygdom. Udover at isolere nervefiberen, og derved forhindre "kortslutning" mellem forskellige nervefibre, sikrer myelinskederne en meget høj nerveimpuls i den pågældende nervefiber. Således har de hurtigst ledende nervebaner i centralnervesystemet normalt en ledningshastighed på 60-80 meter per sekund.

I områder, hvor ødelæggelse af fedtet (myelinskederne) omkring nerverne har efterladt nervefiberen "nøgen", ledes nervesignalet med en hastighed på mindre end 10 meter per sekund. Nervesignalet vil således blive svært forsinket og eventuelt helt dø ud, før det når frem til sit mål.

Dette er årsagen til de fleste af symptomerne ved multipel sclerose (føleforstyrrelser, styringsbesvær, balanceproblemer med mere). Med de neurofysiologiske metoder kan man påvise forsinkelsen af nervesignalerne. Undersøgelserne kan vise skader på nervebaner, som ikke kan afsløres ved den neurologiske undersøgelse, og som ikke har givet anledning til symptomer.

Undersøgelserne anvendes ikke rutinemæssigt ved diagnosticering af multipel sclerose, men bruges i specielle tilfælde, hvor der er mulighed for andre diagnoser. Undersøgelserne benyttes til at vise, hvorvidt det drejer sig om en sygdom med ødelæggelse af myelinskederne (fedtet omkring nerverne), også kaldet demyeliniserende sygdom.

Ud over at have betydning ved diagnosticering kan undersøgelserne anvendes til at følge sygdomsudviklingen, hvilket undertiden anvendes i videnskabelige behandlingsforsøg.

Annonce (læs videre nedenfor)

Hvad sker der ved de neurofysiologiske undersøgelser?

Visuelt Evokerede Potentialer (VEP = Visual Evoked Potentials)

Med VEP undersøger man nerveledningsfunktionen i synsbanerne. Man bliver placeret foran en skærm med billedet af hvide og sorte kvadrater i et mønster som et skakbræt. Mønsteret skifter cirka én gang i sekundet, således at sorte felter bliver hvide og omvendt.

Man kan måle synssignalernes ankomst til hjernebarken ved at sætte små nåleelektroder i huden over synscentret i den bageste del af hjernen. Man undersøger ét øje ad gangen, og undersøgelsen varer 15-30 minutter og er uden nævneværdigt ubehag.

Hjernestamme Evokerede Potentialer (BAEP = Brainstem Acoustic Evoked Potentials)

Ved BAEP undersøger man hørebanerne. Her får man et par høretelefoner på og hører hurtigt gentagne kliklyde i ét øre ad gangen. Man kan måle nervesignalerne på toppen af hovedet med små nåleelektroder. Metoden er særlig velegnet til påvisning af skader i hjernestammen. Undersøgelsen varer 15-30 minutter og er uden nævneværdigt ubehag.

Somato-sensoriske Evokerede Potentialer (SSEP = Somato-Sensory Evoked Potentials)

Med SSEP undersøger man funktionen i en del af følebanerne fra hænder og fødder. Små nåleelektroder bliver placeret i knæhaser, på siden af halsen, over rygsøjlen og i hovedbunden. Ved gentagne små strømstød på håndled og ankler kan man følge nervesignalernes vandring gennem nervesystemet. Man får derved mulighed for at afgøre, om en skade er lokaliseret i centralnervesystemet eller i nerverne på arme og ben (det perifere nervesystem).

Hvis skaden findes i det centrale nervesystem, rejser det mistanke om multipel sclerose. Undersøgelsen varer 30-60 minutter og kan føles lidt ubehagelig på grund af strømstødene og det lidt større antal nåle.

Motoriske evokerede potentialer (MEP = Motor Evoked Potentials)

Med MEP undersøger man de motoriske nervebaner, som fører fra hjernen gennem rygmarven til musklerne på arme og ben. Hjernebarken bliver stimuleret med magnetimpulser, som bliver fremkaldt af en magnetspole, der holdes over hovedet.

Når nervesignalerne når frem til musklerne, trækker musklerne sig sammen, hvilket kan måles med overfladeelektroder, som bliver klæbet fast på huden over musklerne. Derefter bliver nerverødderne stimuleret langs med rygsøjlen med magnetspolen, og atter kan muskelsignalerne måles.

Herefter kan man beregne, om en forsinkelse i nerveledningen er lokaliseret i det centrale eller det perifere nervesystem. Findes forsinkelsen i det centrale nervesystem, rejser resultatet mistanke om multipel sclerose. Undersøgelsen varer én til halvanden time. Undersøgelsen gør ikke ondt, da der ikke skal stikkes, men magnetimpulserne og de efterfølgende spjæt i muskulaturen kan føles ubehagelige. Cirka 10 procent af de undersøgte vil efter undersøgelsen føle sig tunge i hovedet eller have forbigående hovedpine.

Annonce (læs videre nedenfor)

Læs mere om SCLEROSE

Sidst opdateret: 09.03.2018

Annonce