Annonce

Kriserne efter 10-15 år - ofte ved børnenes pubertet eller 40-års-krisen

Det kan være et samspil mellem børnenes pubertetskrise og de voksnes 40-årskrise. (Mellem 35 og 50 år).

Mange kvinder vil skilles netop omkring 40-års alderen. "Først sad min far og mor på mig, så har min mand siddet på mig i mange år, og nu er mine teenagebørn også begyndt at tyrannisere mig - nu kan det være nok".

Jeg spørger: "Hvorfor har du ladet dig sidde på?" I øvrigt et godt spørgsmål at stille sig selv, hvis man føler sig underkuet. I stedet for at lade sig skille, er det en idé at begynde at sige nej, og forlange at den omgivende familie overholder ens grænser.

Det er omkring 40-års alderen, at mor kaster sig ud i nye projekter, vil læse til merkonom eller pædagog, og hvor far bliver smigret, hvis fremmede damer siger til ham, at han er dejlig, og han måske derfor kaster sig ud i forelskelse og utroskab.

Mor er skrap og siger nej. Far er nærtagende og følsom, og barnet eller børnene står midt i deres "Sturm und Drang" (puberteten starter ved 12-13-års alderen). Det er ikke mærkeligt, at der kommer kul på i det lille hjem. Denne livskrise er også skildret i verdenslitteraturen: Dantes "Divina Commedia" er en af de mange litterære eksempler på, hvordan mennesket pludselig foretager en revision af sit liv: "Da jeg var nået halvvejs gennem livets bane, i dyster natsort skov, jeg befandt mig, hvor ikke vej, ej spor, jeg kunne ane".

"Det virker", skriver den svenske psykiater Johan Cullberg i "Krise og Udvikling", som om denne omstilling for mange på en måde sker ubevidst, men under heftig modstand. Man er kommet ind i en livsrutine, som man føler, at man langsomt stivner i. Derfor oplever man en slags panik og får lyst til at bryde ud. Man begynder at træne hårdt fysisk, klæde sig lidt ungdommeligt eller på anden måde udsætte sig for sine omgivelsers mere eller mindre sarkastiske kommentarer".

Det er også i denne alder, at mange begynder at se tilbage på det, de tidligere har nået. Nogle begynder på en videreuddannelse, andre kaster sig ud i politisk arbejde, mens andre springer ud i en forelskelse, som omgivelserne kan være helt uforstående overfor. Dette kan få ægteskabet ud på gyngende grund, men det kan også betyde en fornyelse, hvis den der er forelsket, genelskes og derved opdager, at han eller hun er værd at elske. Det kan give kraft og inspiration til omvurdering og medvirke til en genoplivning af det hensygnende ægteskab, hvis det viser sig holdbart nok til at tåle sådan en belastning.

Puberteten kan være en langsom og rolig forandring, men som oftest er der tale om en voldsom og lidelsesfuld proces, hvor den unge kæmper for at finde sig selv og sin identitet og tage stilling til, hvad han eller hun mener og står for. På samme tid skal man afprøve, hvad man duer til.

Følelserne svinger fra overstadighed til dyb mistrøstighed og i perioder depressioner. På den ene side vil man gerne være barn lidt endnu, på den anden side være voksen; helst i morgen. Det er en marginalsituation, hvor man føler sig anbragt mellem to stole.

Det er ikke rart at være den lille, men man bliver bange og usikker ved at skulle være voksen med alle de krav, det stiller. Man er ikke nået til den voksnes gruppe og tilhører ikke længere barnegruppen. Det er en frigørelsesproces fra forældrene og en afkrængning af sit eget tidligere ståsted, sin egen puppe.

"Hvis man er træt og ikke gider noget som helst og mest har lyst til at græde eller skrige, så skal man opføre sig ordentligt og være fornuftig". "Hvis man vil tage ansvaret overfor sig selv og bestemme over sit eget liv, betragter de voksne en som et pattebarn og formaner én til at høre efter deres erfaringer". "Sådan siger mine forældre", sagde en 14-årig pige vrængende til mig, og så tilføjer min far: "For vi ved trods alt bedre, hvad der er godt for dig, og hvis du gør, sådan som du siger, at du vil, fortryder du det senere og vil kunne bebrejde os, at vi ikke hjalp og støttede dig".

Jo stærkere et barn følelsesmæssigt er knyttet til forældrene, jo voldsommere er frigørelsesprocessen.

Pubertetsperioden er en form for psykisk krise og regnes for at være en af de voldsommere udviklingskriser. Der udspiller sig forbitrede kampe mellem forældre og børn - det går tit også ud over lærere. De unge føler sig ydmygede og trådt på, føler sig behandlet som små børn uden egen selvstændighed og uden forståelse fra de voksne.

Mange forældre bliver bange, når deres lille dreng pludselig optræder afvisende og provokerende og tager mere hensyn til kammeraterne end til familien. "Han møder knap nok op ved spisetiderne og betragter i øvrigt sit hjem som et pensionat, hvor man kan komme og gå, som man vil. Han stillede sig op i stuedøren forleden aften og erklærede: "Jeg er iskold overfor jer. I er et par småborgerlige materialister, som kun tænker på penge, og på hvad naboen vil sige", fortalte en mor mig, at hendes søn havde sagt, mens hun vred sine hænder af fortvivlelse og skyldfølelse. Hendes søn, Søren, var 14 år og småkriminel. Han havde stjålet en kasse øl i kiosken sammen med nogle kammerater og var kommet ravende fuld hjem midt om natten. Både hun og drengens far mener i øvrigt, at det var de dårlige kammerater, Søren havde fra skolen, der var skyld i, at han opførte sig sådan. Men da jeg talte med de andre drenges forældre, så mente de også, at deres lille dreng var faldet i og havde stjålet på grund af dårlige kammerater.

Der er ikke noget at sige til, at forældre tit finder undskyldninger for børnenes opførsel, for de bliver bange for fremtiden og ser i fantasien, hvordan deres dreng går fra ungdomsfængsel til fængsel.

De bebrejder sig selv og hinanden, at de ikke har magtet opdragelsen. Hvad har vi gjort forkert? Nogle begynder at tænke over, om det mon skulle være arvelige egenskaber, der får deres søn til at stjæle en kasse øl. "Havde du forresten ikke en onkel, der sad i Horsens?", spurgte en mor fortvivlet sin mand.

Forældre spekulerer over, hvad grunden kan være til, at han pludselig mister følelser og forståelse for andre mennesker. Hvad kan der dog ikke ske med ham, når han er begyndt at stjæle, ryge hash, drikke for meget og forsømme skolen.

Jeg tror, at specielt drenge i den alder keder sig i vort velorganiserede samfund. De kan ikke få udløsning for deres aggressioner på en acceptabel måde, og de er fulde af krudt og kræfter, som må ud. Det, de oftest bedst kan lide, er noget, der larmer og støjer, og så betegnes de som adfærdsvanskelige, fordi de er meget besværlige for de voksne. Kun få forældre kan holde ud ret længe ad gangen at have en flok larmende teenagere i huset, og i denne periode har de unge behov for at være i flok. Det er afstivning for selvsikkerheden at være sammen med ligestillede.Piger er også vanskelige i disse år, men tit på en anden måde. De har heller ikke for 25 øre overskud til andre mennesker - og slet ikke til forældrene eller til familien.

De kan også være aggressive, men ofte vender aggressionerne mod dem selv, og de bliver grædende og selvopgivende. De kan stå i timevis foran spejlet og jamrende blive enige med sig selv om, hvor grimme og umulige, der er. Bumsen på næsen kan få verden til at falde sammen og udløse hysteriske anfald. De er i vaskealderen og kan beslaglægge badeværelset, så ingen andre kan komme til. Nogle trækker sig simpelthen tilbage og bliver under dynen i dagevis.

Her er et eksempel: Lissen begyndte at skulke fra skole for to år siden, og hendes mor mente, at det hele startede, da hun fik en lærer, som hun ikke kunne fordrage. Hun havde ellers altid været en dygtig og pligtopfyldende pige, men ved 12-års alderen begyndte hendes oprør. Lissen var 15 år, da forældrene bad om hjælp. Jeg var på det tidspunkt familievejleder i kommunen.

Lissen nægtede at hjælpe hjemme, fortalte forældrene, og hendes værelse, som før i tiden altid havde været hendes stolthed, lignede en svinesti. Moderen fortsatte: "Du skulle se det - alt roder. Tøjet ligger på gulvet; rent og snavset mellem hinanden. Cd'erne kan ligge lige indenfor døren, så man næsten ikke kan undgå at træde på dem, når man kommer ind. Mit tøj tager hun ganske enkelt, prøver det, og falder det i hendes smag, går hun med det, til det er krøllet og snavset, og så havner det oveni bunken. Mine toiletsager, ja selv mine smykker, undser hun sig ikke at bruge. Min parfume, som jeg havde fået af min søster, havde hun væltet, og der stank derinde, så vi var ved at blive kvalt i resten af huset af lugten. Hun er begyndt at blive ude om natten og nægter at fortælle os, hvad hun har lavet. Af og til lugter hun sødt og mærkeligt, og vi tror, at hun ryger hash, men hun siger, at det er røgelsespinde. Jeg er ved at gå i stykker over det her, men hvis jeg græder, gør hun nar ad mig og siger, at jeg er en overgemt pylremor, der ikke forstår noget som helst, og at jeg skal blande mig udenom. Indimellem kan hun godt være meget sød, og forleden aften talte jeg alvorligt med hende. Dagen efter gjorde hun hovedrent i værelset, så sæbeskummet flød over det hele. Men i dag til morgen ligner det den gamle rodebutik igen.

Jeg er bange for, hvordan det skal gå hende, og både min mand og jeg er enige om, at det er vores egen skyld, og at vi har overforkælet hende. Men min mand er hun egentlig meget sødere ved, end hun er ved mig, og han mener, at det nok er en overgang, og at jeg skal tage det helt roligt. Men det kan han sagtens sige. Jeg kan ikke gå eller stå den tøs tilpas, og forleden morgen gav hun sig til at slå løs efter at have smidt en kop te i hovedet på mig, så det flød ud over hele køkkenet. Det er helt forkert, som jeg ser ud, og hun gør nar, når jeg spiser; min måde at tygge på irriterer hende. Alt, hvad jeg siger, er noget vås, og jeg kender intet til livet.

Som du ved, er jeg uddannet pædagog. Jeg har læst om dette her, men aldrig forestillet mig, at det skulle være mit barn, der kunne blive sådan. Vi havde det så rart, da hun var lille, og hun var altid så glad og nem en pige."

Jeg gætter på, at denne beretning kan genkendes - i hvert fald brudstykker af den - af forældre, som har hjemmeboende teenagere.

Det er en ringe trøst, at det går over, men det gør det faktisk i de allerfleste tilfælde. Når jeg bliver spurgt om, hvornår det går over, svarer jeg, at de med sikkerhed er kommet ud af puberteten, når de er 26-27 år.

Men mens forældrene er midt i det, kan de selv komme ind i en krise med søvnløshed og angstanfald, og det får det hele til at gå i hårknude, så der må søges hjælp udefra.

Men hvad kan man selv gøre ved det?

Ved samtalen med Lissens far og mor fandt vi ud af, at hun, fra hun var lille, havde været et fremmeligt barn, som tyranniserede og dominerede forældrene. Faderen sagde med let skjult stolthed, at "hun allerede med sine to år bestemte alt i hjemmet. Hun var en hel atombombe. Vi nød dengang, at hun var så godt med, og det gør vel alle forældre".

Men Lissens forældre fandt også frem til, at de nok burde have sat nogle flere grænser dengang. For ét er en fremmelig lille toårig, men noget andet er en fremturende og utålelig teenager, som ingen kan holde ud at være i stue med.

Sidst opdateret: 01.02.2000

Annonce