Annonce

Hvorfor er det så svært at leve sammen?

Vi lever i et samfund, hvor det er vigtigt, at man er normal, og at andre i hvert fald oplever en som normal, og hvor man bør være glad og lykkelig, for man må jo skamme sig, hvis man ikke har det godt med alle de forbrugsgoder og al den velfærd, der er inden for rækkevidde. Se på andre mennesker, der ser ud til at gå omkring i en stille, rolig lykke. Se på deres perfekte ejerlejlighed, deres perfekte udseende, de unge, de smukke, de rige, deres morsomme fester med perfekt mad tilberedt i et designet køkken med skinnende, fransk køkkenudstyr. Der er sandelig ingen kønsrollekonflikter hos dem. De har købt ind sammen og tilberedt det hele i skøn samdrægtighed. Alt foregår på en original og formfuldendt måde, ingen snerrer ad hinanden. Se på deres børn, som kommer pæne og renvaskede ind og siger sødt og artigt godnat.

Ikke in at være ulykkelig

Hvorfor oplever jeg ikke mit liv sådan? Hvorfor skændes vi? Hvorfor er mine børn ikke strømlinede og glider gennem skoleårene uden besværligheder? Hvorfor er de så skrappe og kritiske og synes, at deres far og jeg er nogle oldtidslevninger, som intet forstår?

Men det er ikke rigtigt in at være ulykkelig. Så må der da være noget i vejen med en, medmindre der virkelig er noget at være ulykkelig over: død, arbejdsløshed eller andre ulykker, trussel om skilsmisse for eksempel.

Men humlen er vel, at vi har lært, at det ikke er normalt at være ulykkelig, og så tør vi ikke tale om, hvordan vi virkelig har det. Så brokker vi os over skatterne, over samfundet, over regeringen, og udlændingene synes, at danskerne er sure. Det er objektforskydning. Utilfredsheden placeres uden for en selv og ikke, hvor den hører hjemme.

Vi går selv med vores hemmeligheder, vor skyldfølelse. Vor dårlige samvittighed, vore uopfyldte behov, og vor ensomhedsfølelse stiger. Vi føler, at det er os selv, der er noget i vejen med, fordi vi ikke er tilstrækkeligt lykkelige. Jeg har det ikke værre end andre, men jeg er et ringere menneske end andre.

Men måske er der virkelig anledning til at være så ulykkelig og føle sig plaget, men enten har vi ikke mod til at undersøge, hvad den egentlige årsag er, eller vi vil eller kan måske ikke se virkeligheden i øjnene. Det ville betyde, at vi skulle tage nogle konsekvenser, som vi ikke ønsker at tage, måske skridtet til at tale med ægtefællen om det eller gå sin vej.

Men livet er ikke roligt og konfliktløst. Konflikter er nødvendige for forandring og udvikling. Jeg tør godt postulere, at alle mennesker på et eller andet tidspunkt i deres liv har perioder, hvor det hele ser kaotisk og meningsløst ud, hvor alt går dem imod, og hvor de bestemt ikke oplever den eftertragtede følelse af ro og lykke.

Annonce (læs videre nedenfor)

Det perfekte mord

Jeg tør endvidere påstå, at næsten alle ægteskaber på visse tidspunkter er ved at revne med et brag.

Mange ægtefæller bruger også at true hinanden med skilsmisse. Det kan være et farligt spil. Den truede kan måske en dag blive så træt af spillet og tage den, der truer, på ordet og selv tage initiativet til skilsmissen.

Følelserne mellem ægtefællerne kan aftegnes på en kurve, hvor der er perioder med fornyet forelskelse, tidspunkter hvor følelserne nærmer sig frysepunktet, og perioder hvor ægtefællerne nærmest sejler i roligt, smult vand. Kurven er naturligvis forskellig fra ægtepar til ægtepar, og i nogle tilfælde er det kun den ene ægtefælle, som oplever det sådan og måske ikke en gang lader den anden det vide.

Der er såmænd mange, der drømmer om det perfekte mord på ægtefællen. Had og kærlighed er som bekendt to sider af samme sag.

Annonce (læs videre nedenfor)

Ægtefæller, der opfører sig som børn

Det, jeg i ægteskaber oplever, er kriser, som giver sig udslag i, at ægtefællerne hver for sig opfører sig som små børn og bruger sætninger som "Hvad med mig?" "Hvad med mit hus?" "Mine børn?", som om den anden ægtefælle pludselig ikke eksisterede. Dernæst unuancerede angreb på den anden part.

Grove og voldsomme beskyldninger, som hænger i luften mellem parterne, og atmosfæren kan føles tung af alle anklagerne og det indestængte had, som kommer frem ved sådanne lejligheder. "Du kan kun lide dig selv, du tænker aldrig på andre!", eller "Du har ikke hørt i årevis, hvad jeg har sagt, du lytter aldrig! Du tænker altid kun på dit arbejde og er ligeglad med os herhjemme" "Du interesserer dig aldrig for det, jeg laver, eller vil være med til det, som jeg er glad for!" "Du er slet ikke til at snakke med, det er altid som at tale til en dør!"

Du gør aldrig, du gør altid. Den ene angriber, og den anden forsvarer sig mod angreb. To gale hunde gør mod hinanden og kører i ring. Ingen af dem lytter til, hvad den anden har at sige.

Det, som en gang var godt mellem parterne, er pludselig forsvundet som dug for solen. Kun bitterhed og forurettethed er tilbage med en undertone af had. Fortsættes skænderiet, kommer alle de små tåbelige bagateller, alle de daglige irritationsmomenter op, og det snavsede vasketøj, som har ligget i årevis og simret, kommer frem og kan være ret ildelugtende.

Annonce (læs videre nedenfor)

26 års jamren

Jeg talte med et ægtepar, som havde været gift i 26 år. Manden ville gå fra konen, men ønskede at vide lidt om, hvordan hun skulle klare sig økonomisk, hvis hun blev alene, idet hun aldrig havde arbejdet uden for hjemmet. Deres fire børn var store og vel i vej. Samtalen begyndte sagligt og stilfærdigt, hvor manden spillede den pæne mand, som konen udtrykte det, der gerne ville være reel.

Men til sidst kunne hun ikke holde komedien ud længere, og hun rejste sig op, mens hun svingede rundt med askebægeret, så asken fløj os om ørerne og skreg: "Nu har jeg fundet mig i at blive behandlet som slave og dørmåtte i 26 år. For din skyld har jeg i alle disse år givet afkald på alt, hvad jeg kan lide, og har ofret mig for dig og børnene, og hvad er så takken? Du forlader mig bare og sidder her og hælder vand ud af ørerne."

Manden havde også rejst sig, og han råbte: "Nå, så jeg skal takke dig, takke dig for hvad må jeg spørge? Takke dig for din evige jamren, din evige surhed, for den dårlige samvittighed, jeg har haft i alle de 26 år, fordi jeg ikke syntes, at jeg hjalp dig nok, men ikke orkede, når jeg kom hjem fra værkstedet. Du har aldrig givet mig kærlighed, du har bare ofret dig. Du har i virkeligheden aldrig holdt af mig, og du har altid brugt lumpne kneb, så børnene holdt med dig. Du skulle være gået fra mig i stedet for, for længe siden, når du har været så misfornøjet med mig. Jeg har altid følt mig som et sølle skrog, som ingen regnede med, men nu er det slut - forstår du, nu er det slut. Jeg vil ikke mere".

Dernæst marcherede han ud af døren, og han holdt sit ord. Han lod konen få huset og sendte hende penge hver den første, mens han selv flyttede til en anden by.

Men hvornår er de farligste perioder med de skarpeste klippeskær, som får ægteskabet til at svaje og måske gå i stykker? Det kunne være rart at vide, så man kunne forebygge forliset.

Disse kriseperioder kan forekomme hele tiden, men ifølge skilsmissestatistikkerne lurer farerne, efter at vi har været gift fra 0-4 år og igen mellem 5-9 år og endelig efter 20-30 års ægteskab, hvor sølvbryllupspanikken optræder. Eller som nogen kalder det panik før lukketid.

Sidst opdateret: 01.11.1999

Annonce