Annonce

Q&A om helvedesild

Hvad er symptomerne på helvedesild?

Helvedesild forløber typisk i to faser, der er kendetegnet ved forskellige symptomer:

1. Tiden inden udslættet - i lægesprog kaldet prodromalfasen : Symptomerne i denne fase kan være feber, hovedpine, træthed og følelsen af at være halvsløj. Huden kan begynde at svie og brænde i et afgrænset område, selvom der endnu ikke er noget udslæt at se.

2. Tiden med udslæt: Få dage efter de første symptomer er startet, opstår der typisk et rødt udslæt, der består af små blærer med pus og blodig væske. I løbet af cirka en uge begynder blærerne at tørre ud, og der dannes tørre sårskorper. For mennesker med nedsat immunforsvar kan udslættet fortsætte i længere tid. I sjældne tilfælde udvikles der aldrig noget udslæt.

Hos cirka 10 procent forsvinder smerterne ikke, selvom huden er helet op, og hos nogle varer smerterne i flere måneder og år efter udbruddet. Heldigvis kan smerterne forsvinde helt igen - selv efter adskillige år. Disse kroniske smerter efter helvedesild kaldes i lægesprog postherpetisk neuralgi .

Annonce (læs videre nedenfor)

Hvad er risikoen for at få helvedesild?

Set over et helt liv udvikler hver fjerde helvedesild. Risikoen stiger imidlertid, når man bliver ældre, fordi immunforsvarets evne til at fastholde virussen i dvale, bliver ringere med alderen. Også mennesker med nedsat immunforsvar har større risiko for at udvikle helvedesild. Det nedsatte immunforsvar kan enten skyldes alvorlig sygdom (som kræft) eller behandling med medicin, der svækker immunforsvaret (eksempelvis kemoterapi og immundæmpende medicin som bruges i forbindelse med organtransplantation.)

Hvordan ser helvedesild ud?

Udslættet består typisk af små blærer på en hævet rød hud. Udslættet minder om et skoldkoppeudslæt - men er begrænset til et mindre område. Blærerne går i stykker, der dannes sår, som efterhånden dækkes af sårskorper.

Annonce (læs videre nedenfor)

Hvorfor får man som regel kun helvedesild på den ene side af kroppen?

Helvedesild skyldes, at en tidligere infektion med skoldkoppevirus reaktiveres. Den reaktiverede skoldkoppevirus vandrer fra rygmarven via en nervebane ud til huden. Da nervebanerne fra rygmarven tager sig af enten højre eller venstre side af kroppen, vil virussen typisk følge en nervebane, der går til den ene eller anden side.

Kan man få helvedesild, selvom man ikke har haft skoldkopper?

Nej, man kan kun få helvedesild, hvis man har haft skoldkopper. Når man bliver smittet med skoldkopper, vandrer virussen fra huden via nervebanerne og ind til nerverødderne tæt på rygmarven. Her ligger virussen i dvale resten af livet og holdes i skak af vores immunforsvar. Hvis immunforsvaret bliver svækket på grund af alder eller sygdom, kan virussen blusse op og vandre tilbage via nervebanerne ud i huden. Og så får man helvedesild.

Annonce (læs videre nedenfor)

Kan man smitte andre med helvedesild?

Nej, man kan ikke smitte andre med helvedesild, fordi helvedesild kun kan opstå ved, at en tidligere infektion med skoldkopper blusser op igen. Hvis man har helvedesild, kan man til gengæld smitte dem, der ikke tidligere har haft skoldkopper med skoldkopper.

Er udbrud af helvedesild lige slemt for unge og gamle?

Ældre og immunsvækkede har typisk større udbrud og flere smerter end yngre og raske. Mere end 95% af patienter over 50 år oplever smerter i forbindelse med udbruddet, og 40% af disse har svære smerter.

Ældre mennesker har også større risiko for at udvikle kroniske smerter, der fortsætter, selvom huden er helet - det der i lægesprog kaldes postherpetisk neuralgi .

Hvorfor risikerer man at få kroniske smerter når man har haft helvedesild?

Grunden til, at smerterne ikke forsvinder, når udslettet er helet op, er, at der er sket en varig skade på nerven. Postherpetisk neuralgi er en nervesmerte (neurogen smerte), og når en nerve beskadiges, kan der opstå ukorrekte signaler i både den og de nærliggende nerver. Disse signaler opfattes af hjernen som smerter, så man føler smerter i det område, som nerven er forbundet med. De beskadigede nerver kan også være ekstra følsomme, således at en let berøring giver anledning til, at nerven sender mange impulser af sted, der så opfattes af hjernen som en smertefuld berøring

Hvor mange får kroniske smerter, efter de har haft helvedesild?

Blandt alle, der rammes af helvedesild, vil cirka 10 procent opleve, at smerterne fortsætter, efter at udslættet er forsvundet. Risikoen for kroniske smerter stiger desto:

  • ældre man er (Risikoen stiger til mere end 20 procent i aldersgruppen 60-65 år og mere end 30 procent i aldersgruppen over 80 år.)

  • voldsommere smerter, man har forud for udbruddet

  • større udslæt og jo stærkere smerter, man har under selve udbruddet.

Hvordan virker vaccinen?

Den forebyggende vaccine mod helvedesild består af svækket skoldkoppevirus. Ligesom ved andre vacciner tilfører man altså det virus (eller dele af det), man netop ønsker at vaccinere mod. Fordi virussen tilføres i en kontrolleret mængde og i en svækket form, bliver man ikke syg af det. Til gengæld opnår man positive fordel, at kroppen danner en masse antistoffer, så når man senere hen udsættes for smitte, genkender immunforsvaret virusset og kan bekæmpe det. Vaccinen mod helvedesild adskiller sig fra andre vacciner, fordi alle, der har haft skoldkopper, allerede har virusset i kroppen. Populært sagt booster man altså kroppens immunforsvar.

Hvem kan få vaccinen?

Vaccinen er godkendt til patienter over 50 år. Vaccinen anbefales ikke til mennesker, der har stærk nedsat immunforsvar på grund af sygdom, eller som er i behandling med immundæmpende medicin. En praktiserende læge vil kunne vurdere, om man er egnet til at få vaccinen.

Er man sikker på at undgå helvedesild, hvis man får vaccinen?

Nej, man er ikke sikret mod helvedesild, selvom man bliver vaccineret, men studier viser, at vaccinen gennemsnitligt halverer risikoen for udbrud af helvedesild. Hvis man ser nærmere på aldersfordeling kan man se, at beskyttelsen er mindst i den ældste aldersgruppe:

  • 70 procent hvis man er mellem 50-59 år

  • 64 procent, hvis man er mellem 60-69 år.

  • 38 procent, hvis man er 70 år og derover.

Til gengæld beskytter vaccinen bedre mod postherpetisk neuralgi blandt ældre over 70 år end blandt de 50­70årige.

Studier viser, at beskyttelsen falder over tid, men det er endnu ikke fastlagt, hvornår man bør vaccineres igen for at holde beskyttelsen ved lige.

Hvad koster vaccinen?

Vaccinen mod helvedesild koster i øjeblikket 1.400 kr., men er man medlem af Sygeforsikringen Danmark, kan man få refunderet halvdelen af beløbet. Oven i prisen skal man regne med et mindre vaccinationshonorar til lægen.

Man skal selv betale for vaccinen, fordi den ikke er en del af et officielt vaccinationsprogram på samme måde som børnevaccinationer og influenzavaccinationer.

Hvor meget ved du?

Prøv Netdoktors nye videnstest på Helvedesild-info.dk , og test, hvor meget du ved om helvedesild og eftervirkningerne af sygdommen.

Sidst opdateret: 19.08.2014

Annonce