Intresseområden sparade.
Tack, din epostadress är nu registrerad.
Fakta | Stomi

Kvinder, seksualitet og stomi

Stomi-operation kan få betydning for seksuallivet hos en kvinde. Hvor stor betydning afhænger af faktorer som alder, køn, indstilling og forholdet til andre mennesker indvirker på, hvordan livet opleves efter operationen. Desuden har sygdommen, stedet hvorpå tarmen skal opereres, hvilket væv der fjernes og operationsmetoden betydning for omfanget af eventuelle skader.


Opdateret: 25. Juni 2019

Seksualitet og stomi

Mange faktorer har indflydelse på, hvorvidt en stomioperation får betydning for seksuallivet hos en kvinde. Faktorer som alder, køn, indstilling og forholdet til andre mennesker indvirker på, hvordan livet opleves efter operationen. Desuden har sygdommen, stedet hvorpå tarmen skal opereres, hvilket væv der fjernes og operationsmetoden betydning for omfanget af eventuelle skader.

Udviklingen af kirurgien har dog medført større opmærksomhed vedrørende bækkenets nerver og derved betydelige forbedringer. Generelt medfører en stomioperation ingen hindring for at have et godt kærlighedsliv.

Fysiske følger efter en blære- eller tarmoperation

De nerver og blodkar, der har betydning for tarmens og blærens funktion, ligger meget tæt på det væv, der skal fjernes. Nervetrådene er kroppens kommunikationssystem. De er bundet sammen i et ledningskabel. Afhængig af hvilke nervetråde der beskadiges, kan der optræde forskellige gener.

Anlæggelse af en stomi uden større kirurgi medfører sædvanligvis ingen ændring i den seksuelle funktion. Ved bækkenoperationer hvor endetarm, endetarmsåbning og blære fjernes helt eller delvist, er der en vis risiko for, at de nervetråde og blodkar, der sørger for kønsorganernes funktion, enten beskadiges eller helt overskæres, så forbindelsen afbrydes. Mindre skader på nervebanerne kan være et til to år om at reetablere sig.

Skade på kønsorganernes funktion

Kvindens kønsorganer er beliggende i bækkenet. De indre kønsorganer er: æggestok, æggeleder, livmoder og skede. De ydre kønsorganer er: området omring skedeindgangen, de små og store kønslæber, klitoris og mellemkødet. Omfattende operationer i bækkenet kan medføre, at alle de indre kønsorganer (æggestok, æggeleder, livmoder og skedens for- eller bagvæg) eller dele af de indre kønsorganerne må fjernes, hvilket kan få betydning for kvindens frugtbarhed. Desuden kan arvævet, der dannes i forbindelse med operationen, blokere kvindens æggeledere, så graviditet ikke kan opnås på naturlig vis.

De seksuelle konsekvenser for kvinder, der er opereret for stomi, kan være en af nedenstående 'tilstande':

Bagoverbøjning af livmoder

Livmoderen er placeret på højde med skambenet og ligger foldet sammen hen over blæren. Når endetarmen fjernes hos kvinden, opstår der et hulrum, hvor endetarmen fjernes. Hulrummet kan bevirke, at livmoderen synker bagover og fikseres i hulrummet, bagoverbøjet og nedsunken.

Arvæv

Det er normalt, at der dannes arvæv i forbindelse med en operation. Ved kikkertkirurgi er det ikke så hyppigt som ved åben kirurgi. Sammensyning af endetarmen og arvævet fra operationen kan medføre, at skeden bliver snæver, samt at skedens bagvæg bliver fikseret bagtil. Efterbehandling i form af stråler kan ligeledes medføre dannelse af arvæv.

Ændret følsomhed i klitoris

En konsekvens af nervebeskadigelsen kan medføre, at du oplever en ændret følsomhed i klitoris eller en ekstra følsomhed, så selv kærlig berøring giver ubehag og smerter.

Smerter og ubehag ved samlejet

Smerter i forbindelse med samleje kan have mange årsager. Indtrængningssmerter vil sige, at det gør ondt på kvinden, når mandens penis trænger ind i skeden, hvilket kan være forårsaget af flere ting. Andre årsager til indtrængningssmerter er for eksempel infektion i skeden og spændinger i kvindens bækkenbund. Bækkenbunden er den hængekøje af muskler, bindevæv, kar og nerver, der lukker bunden af bækkenet. Følelsesmæssige reaktioner kan betyde meget for spændingstilstanden i musklerne.

Fjernes endetarmen og en del af skeden i forbindelse med operationen, kan det medføre en forsnævring af skeden. Forandringen af skedens facon og den nedsatte fugtighed som følge af nervelæsion kan være årsag til indtrængningssmerter. Dybe smerter i forbindelse med samleje vil sige, at kvinden får smerter, når manden støder op i kvinden under samleje. Arvæv efter operationen, bagoverbøjet livmoder, nedsat bevægelighed af livmoderen, strålebehandling og infektion i underlivet er årsagerne til de dybe smerter.

Øget udflåd

Skeden kan, når endetarmen fjernes, synke ned og vippe bagover. Derved fremkommer en bøjning af skeden, der kan forhindre sekret fra skeden i at løbe ud. Ophobning af sekret i skeden kan medføre en risiko for bakterie og svampevækst. Sekretet i skeden skal være klart og neutralt lugtende. Hvis det ikke er det, kan der være tale om infektion.

Vandladningsproblemer

I forbindelse med en større operation i underlivet, kan der ske en nervelæsion, der medfører, at det kan være svært at holde på vandet i begyndelsen eller at tømme blæren helt. Problemet kan være mere eller mindre forbigående og påvirke samværet, fordi der kan opstå en angst for ikke at kunne holde på vandet under samleje. Vandladningsproblemer bør undersøges.

Det mentale aspekt

Raske voksne er i stand til at forudsige toiletvaner og kontrollere urin og afføring. Anlæggelse af en stomi ændrer dette, fordi tarmens udmunding placeres på maven og vil hele tiden være en påmindelse om, at kroppen er forandret. Tabet af en kropsdel og udsigten til at leve resten eller en periode af sit liv med en pose på maven kan i begyndelsen medføre angst og usikkerhed både i forhold til sygdommen og dens konsekvenser, men også i forholdet til andre mennesker og den ændrede kropsfunktion. Det er normalt at føle sig vred, magtesløs, at blive ked af det og forvirret. Endvidere er det ikke ualmindeligt at frygte, at posen lugter, at stomien er synlig for enhver samt at føle sig mindre attraktiv som kvinde i begyndelsen.

Sådan får du hjælp til de fysiske forandringer i forbindelse med den seksuelle akt

Skeden føles for stram

Føles skeden for stram kan det hjælpe at udvide skeden. Det kan gøres på flere måder. Det mest enkle er, at kvinden selv eller partneren, prøver med en finger i skeden. Udvidelsen kan gradvist øges til 2 eller 3 fingre. Dilatatorer i forskellige størrelser kan også anvendes. De kan købes i specialforretninger. Gynækologen/lægen kan også foretage dilatationen, hvis skeden er meget stram.

Tørhed i skeden

Tørhed i skeden kan afhjælpes med stikpiller, vandbaseret glidecreme, eksplorationscreme eller spyt på en finger. Glidecreme og vandbaseret glidecreme kan købes på apoteket. Cremen påføres penis og området omkring skedeindgangen. Vaseline og olie anbefales ikke, da det kan give svamp. Hormonbehandling eller p-piller er andre måder at behandle tørhed i skeden på. |

Problemer med udflåd

Udflådsproblemer kan håndteres på flere måder afhængig af problemets størrelse. For nogle kvinder er det tilstrækkeligt at anvende et trusseindlæg/bind. Andre har behov for stikpiller eller udskylninger. Lægen kan vejlede nærmere om dette.

Ildelugtende eller uklart sekret

Er sekretet ikke klart og neutralt lugtende, bør der foretages en podning af sekretet for at fastslå, om der er tale om en infektion, der kræver behandling.

Bækkenbundstræning

Bækkenbundstræning kan ligeledes have en gavnlig effekt. Hvis der er problemer med at holde på vandet, bør der tillige iværksættes et undersøgelses program for at finde årsagen og om muligt fjerne problemet. Lægen kan henvise til urolog/gynækolog. Ved toiletbesøg er det vigtigt at give sig god tid til at tømme blæren. Det gøres bedst ved at slappe af.

Sådan hjælper du tanker og følelser på vej i forbindelse med den seksuelle akt

Få positive erfaringer: Det er normalt at bekymre sig om sit velbefindende. Hvor god den enkelte er til at takle den forandring af kroppen, som stomien medfører, er individuelt. Det afhænger af, hvilken opfattelse den enkelte har af sin krop, samt af de ressourcer, som den enkelte og de nærmeste pårørende har. Positive erfaringer med stomien medfører som regel, at den enkelte føler sig mere sikker og bedre tilpas.

Vær åben: Fuldt påklædt er der ingen, der behøver at vide noget om stomien, hvorimod stomiposen er ikke er til at overse uden tøj. Ved at være åben og fortælle partneren og de nærmeste pårørende om sine tanker og følelser i forbindelse med sygdommen, operationen og stomiens realitet, får de mulighed for at støtte samt at være med til at finde frem til de personer, der kan besvare spørgsmål og hjælpe tilbage til livet.

Spørg andre til råds: Aftal med partneren, at I sammen kigger på den forandrede krop med og uden tøj og fortæller hinanden, hvad I ser. Ved spørgsmål om sex i forbindelse med en stomioperation er det en god idé at spørge andre til råds. Det kan være lægen, stomisygeplejersken eller andre brugere. Det kan være vanskeligt selv at bearbejde alle de tanker og følelser, der er forbundet med anlæggelsen af en stomi, hvilket kan påvirke lysten til sex. Det kan da være nødvendigt med professionel hjælp til at komme videre. Egen læge og speciallægen kan henvise til psykolog og sexolog.

Tilmeld dig vores nyhedsbreve!

Du kan til enhver tid afmelde vores nyhedsbreve ved at klikke på linket i bundet af nyhedsbrevet. Her kan du læse mere om Netdoktors privatlivspolitik .

Genoptagelse af seksuallivet

Kærtegn og sans hinanden

I den første tid efter operationen er det normalt at bekymre sig for, hvorvidt det igen er muligt at få et aktivt samliv. Alle mennesker har behov for at mærke nærhed og ømhed. Efter omfattende kirurgi, hvor det fysiske overskud ikke er stort, er det vigtigt at fortsætte med at have nærhed og berøring med partneren, uden det nødvendigvis medfører samleje. Kæleøvelse, hvor egen eller partnerens krop kærtegnes, kan være en god måde at begynde samlivet på igen, fordi begge parter for en tid skiftevis skal være modtagende og givende.

Tips til akten

Orgasme og seksuel stimulation kan opnås, uden at klitoris nødvendigvis er involveret. Ved at udforske sig selv med onani /massageapparat er det muligt at opdage de områder, der forstærker den seksuelle stimulation.

Andre samlejestillinger end den, hvor kvinden ligger nederst på ryggen, kan på fordel anvendes for at reducere dybe smerter ved samleje. Ligeledes kan samlejestillinger, hvor kvinden styrer bevægelserne være at foretrække.

Kvinden kan med fordel allerede før operationen tale åbent om sin seksualitet, hvis hun lever i et forhold, hvor hun er den modtagende part ved analsex

Praktiske råd før sex

I begyndelsen kan det være en god idé at forberede det seksuelle samvær, for at føle sig fri og afslappet og være i stand til at nyde samværet.

  • Tøm eller skift stomiposen før samleje.

  • Kolostomioperede kan eventuelt irrigere (at give sig selv et vandlavement i stomien med det formål at få tømt tarmen. Metoden kræver instruktion)

  • Skift til en mindre stomipose

  • Stomiposen kan dækkes med et intimbælte, en overtrækspose, åben trusse en undertrøje eller en sexet underkjole for at forhindre posen i at klæbe til huden.

  • Intimbælter og overtræksposer findes i mange forskellige udformninger fra satin til bomuld.

  • Stomien er oftest mest aktiv 1-2 timer efter et måltid. Vent derfor med sex 2 til 3 timer efter et måltid

  • Forbered din partner på, at der kan gå luft fra tarmen

Frugtbarhed, prævention, graviditet og fødsel i forbindelse med stomi

Sammenvoksninger efter omfattende blære og tarmoperationer og bagoverbøjet livmoder kan medføre nedsat frugtbarhed. I dag findes der mange hjælpemuligheder til såvel stomiopererede som alle andre, der er ufrivilligt barnløse.

Lægen kan hjælpe dig med at få hjælp. Kvinder med stomi kan benytte alle former for prævention. De fleste p-piller bliver optaget oppe ved tolvfingertarmen, dog kan tarmpassagen hos kvinder med tyndtarmsstomi være så hurtig, at optagelsen af p-piller ikke er en sikker metode for disse kvinder.

En kvinde med stomi, der bliver gravid, kan føde sit barn uden risiko for barnet eller kvinden selv. Under graviditeten kan stomien svulme op og være længere fremme end sædvanligt, der kan derfor være behov for at justere eller ændre på stomibandagen. Stomisygeplejersken kan hjælpe dig med dette.


Du har fravalgt en eller flere cookies, hvilket kan påvirke visse udvidede funktioner på siden.

Annons