Influenza og forkølelse skyldes, at man bliver smittet med virus. Her får du 9 gode råd til, hvordan du kan forebygge, at virus får ram på dig.
Hvis du vil undgå sygdomme, er det vigtigt med et stærkt immunforsvar. Motion er essentielt for immunforsvaret. Samtidig vil det øgede blodomløb hjælpe de hvide blodceller rundt i kroppen, hvor de kan bekæmpe infektioner. Dyrker du for hård motion, kan det dog virke svækkende på immunforsvaret i nogle dage.
Søvn er også vigtigt for immunforsvaret. Får du under syv timers søvn, har du større risiko for, at virussen får overtaget. Søvn er også med til at hjælpe dig hurtigere over influenzasmitten, hvis du først er ramt.
Rigtigt mange bakterier sidder på hænderne. De kommer for eksempel fra håndtryk med i forvejen smittede personer. Husk derfor at vaske hænder ofte, især før du spiser.
Er du allerede ramt af sygdom, så husk, at du kan smitte andre. Vask derfor dine hænder, hver gang du har pudset næse.
Efter en dag i institution eller skole, kan der nemt være kommet virus på børnenes hænder. Så sørg derfor for, at dine børn også får vasket hænder, når de kommer hjem.
Netop fordi hænderne kan være rene bakteriebomber, er det vigtigt at undgå for meget ansigtsberøring. Forkølelse og influenza smitter nemlig især, når virus på hænderne føres videre til øjnene eller næsen.
Stress svækker vores immunforsvar, og det gør os til lette ofre for sygdomme. Derfor er det vigtigt at forebygge stress.
Det er en rigtigt god idé at kvitte smøgerne, hvis du vil undgå at blive smittet med forkølelse og influenza. Rygning svækker immunforsvaret, men det gør også slimhinderne i næsen mere sårbare, så en virus får lettere ved at ramme dig.
Vi får sjældent nok D-vitamin i vinterhalvåret. For nogle kan det derfor være en god idé at tage et ekstra tilskud, så vi kommer op på 10 mikrogram. Læs mere: Hvem har brug for D-vitamin?
Det er også en mulighed at blive vaccineret mod influenza. Vaccinen giver 50-90 procents beskyttelse afhængig af personens alder og helbred.
Sundhedsstyrelsen anbefaler, at personer, der tilhører følgende grupper, lader sig vaccinere:
1) Personer på 65 år eller derover
2) Personer, der er kronisk syge efter en lægelig vurdering med:
3) Personer med svær overvægt (vejledende BMI>40)
4) Personer med andre alvorlige sygdomme, hvor tilstanden ifølge lægens vurdering medfører, at influenza udgør en alvorlig sundhedsrisiko
5) Gravide i 2. og 3. trimester
6) Personer med husstandskontakt til svært immunsupprimerede borgere, efter en lægelig vurdering
Alle ovennævnte grupper kan blive vaccineret gratis inden for en bestemt tidsperiode. Det samme kan førtidspensionister.
Kilder:
Sundhedsstyrelsen Jerk W. Langer
Sidst opdateret: 08.05.2019