Før din første menstruation

Hvorfor får piger/kvinder blødninger?

Når piger bliver kønsmodne, det betyder at de bliver i stand til at få børn, begynder deres krop at fremstille kvindelige kønshormoner. Hormoner er nogle stoffer i ens krop der styrer forskellige ting. Kønshormonerne hos piger/kvinder styrer altså hvornår kvindens æg modnes og hvornår hendes blødninger kommer. Menstruationen/blødningerne er en naturlig periodevis blødning fremkaldt af de kvindelige hormoner.

Menstruationen/blødningen er et sundhedstegn. Den viser dig, at din krop fungerer som den skal.

I mange familier fejres det når en pige får sin første menstruation/blødning. Nogle holder en fest, andre giver en gave. Spørg din mor, hvad I skal gøre!

Det er også en god idé at tale med din mor om menstruationer/blødninger, og hvordan det har været hos hende, og om der er nogle gode råd hun kan give dig. Hvis du synes det er svært at tale med din mor om det, har du måske en søster, en kusine eller lignende du kan tale med. Du kan altid tale med skolesundhedsplejersken.

Hvor bløder man?

Blødningen kommer ud af skeden på piger/kvinder. Når man begynder at bløde ser man det ofte som blod i underbukserne eller som blod på toiletpapiret, når man har tørret sig efter toiletbesøg. Det føles varmt og vådt.

Annonce (læs videre nedenfor)

Er det farligt at bløde/menstruere?

Nej, det er ikke farligt at bløde/menstruere. Menstruationen er helt naturlig og normal. Den holder op af sig selv igen efter fire til syv dage.

Menstruationen er normal for piger/kvinder, og du skal ikke gøre noget for at standse den. Brug menstruationsbind så det ikke bløder ud på tøjet.

Hvad skal du have klar før den første menstruation/blødning?

Det er en god idé at have købt en pakke menstruationsbind, som du kan have til at ligge på dit værelse eller på badeværelset, så du har bind i huset når du begynder at bløde. Det er praktisk og beroligende at vide at de ligger der, så du ikke behøver bruge papir eller vat, som ikke er så behageligt. Menstruationsbind er også bedre end vat fordi blodet ikke løber igennem dem. Når menstruationen/blødningen begynder, sætter du blot binder fast indvendigt på dine trusser, og det opfanger blodet.

Det kan også være en god idé at have et bind i din skoletaske, hvis din menstruation skulle begynde mens du er i skole. Der fås bind der er pakket enkeltvis i små plasticposer, og et sådant bind er det let at have med i tasken. Hvis du ikke har bind med i skole, og du begynder at få menstruation/blødninger kan du få dem hos skolesundhedsplejersken eller hos en lærer.

Annonce (læs videre nedenfor)

Hvad gør man ved et bind?

Når du skal skifte bind, og skal af med det brugte bind, så pak bindet ind i et par omgange toiletpapir eller, hvis de bind du har, er pakket i plasticposer, kan du lægge bindet i en af poserne. Det indpakkede bind lægges så i en beholder på badeværelset. Sådan en beholder står der næsten altid ved siden af toilettet, eller der hænger en plasticpose til bind på væggen. Hvis du ikke kan komme af med bindet på badeværelset, kan du når du har pakket det ind stikke det i en bukselomme og så smide det ud når du kommer i nærheden af en skraldespand. Det er en dårlig idé at smide bind i toilettet, da de suger vand til sig og svulmer så meget op at de kan stoppe toilettet.

Hvornår får man menstruation/blødninger?

I dag er det mest almindeligt at menstruationen/blødningerne begynder når pigen er mellem 10 - 16 år. Den gennemsnitlige alder er 12, 5 år. Kvinder bløder til de er 45 - 55 år. De fleste menstruerer/bløder fire til syv dage ad gangen.

Man har ikke menstruationer når man er gravid.

Hvor tit menstruerer/bløder man?

Man menstruerer/bløder cirka en gang om måneden. Menstruationen varer fra fire til syv dage og så er der cirka 24 dages pause til næste menstruation. Disse perioder kan være meget forskellige fra pige til pige. Prøv at skrive dagene op i en kalender, så kan du efter nogle gange se, hvor mange dage der går i mellem, og så kan du regne ud hvornår du næste gang skal have blødninger.

Hvad er det egentlig der sker i kroppen ved menstruation/blødninger?

Inde i en piges krop findes der nogle organer som kun piger/kvinder har. De hedder æggestokke, æggeledere, livmoder og skede. Æggestokkene fremstiller æg og hormoner.

Æggelederne sender ægget fra æggestokken til livmoderen. Livmoderen er den muskel hvor ægget kan sætte sig fast i , hvis det er blevet befrugtet af en sædcelle.

Skeden fører fra livmoderen og ud i skeden. Skeden er altså åbningen fra livmoderen og ud til revnen. Skeden har flere funktioner. Den fører blodet fra livmoderen og ud af kroppen. Den er kanalen som barnet bliver født igennem. Skeden er også den åbning hvor manden sætter sit lem (penis/tissemanden) ind i kvinden ved samleje.

Når pigen er gammel nok går hormonerne i aktion i hendes krop. Hormonerne har hele tiden været der men de har ligget i dvale.

I æggestokken fremstilles et hormon der hedder Østrogen. Østrogen påvirker slimhuden i livmoderen og får den til at vokse og udvikles.

Efter 10-14 dages påvirkning af Østrogenet frigiver æggestokken et æg, og begynder at fremstille et andet hormon. Det andet hormon hedder Progesteron.

Ægget er nu vandret fra æggestokken og ad æggelederen ned i livmoderen. Hvis ægget ikke har mødt en sædcelle og derfor ikke er blevet befrugtet, holder fremstillingen af Progesteron op. Når fremstillingen af Progesteron bliver mindre og holder op løsner slimhuden i livmoderen sig. Det er når slimhuden i livmoderen løsner sig at pigen/kvinden får sin månedlige menstruation/blødning. Alt i alt tager sådan en periode ca. 28 dage, inden den begynder forfra igen.

Læs mere om MENSTRUATION

Sidst opdateret: 18.06.2002